Om ægteskab og følelser - kan I hjælpe mig?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg skriver, fordi jeg er fortvivlet! Har prøvet at finde svar fra nogle af de andre besvarelser, men kan ikke, og dette skyldes nok, at der egentlig ikke som sådan er noget spørgsmål....

Min mand og jeg har været gift nu i 2 år, og det har været 2 meget begivenhedsrige år. Både godt og skidt. F.eks. har vi været ude i den beslutning om udvælgelse af hvem, der var venner, og hvem der ikke var. Jeg begyndte på et studie, som ikke endte specielt godt, jeg fik en depression, og dette skulle min mand, som ikke er god til at snakke om ting (meget konfliktsky), tackle.

Jeg er kommet ud af mine piller, og det er bare fantastisk! Har ikke haft det så godt i noget som føles som år. Men under min sygdom har jeg taget 25 kilo på, og det er et frygtelig syn, der møder mig om morgenen, når jeg ser mig selv i spejlet. Det er selvfølgelig noget, man kan gøre noget ved, men når man aldrig har været den mest sportige type, og er rigtig glad for god mad, så er det svært at tabe sig. Men det er en af de ting, som jeg tror på, vil lykkes for mig, fordi jeg vil det så meget!!!

Men min mand tænder ikke på mig nu. Og jeg har ingen sex lyst, overhovedet! ikke med min mand ihvertfald... Min mand er også blevet stor, men ikke sådan, at det gør mig noget egentlig, så det er ikke derfor, at jeg ikke har lyst til ham. Jeg irriterer mig bare grundigt over alt det, han ikke går og gør!

Alle de MANGE gange vi har haft sex, har jeg aldrig haft en orgasme! Vi begyndte at komme sammen i 2006 og vi begyndte også dengang at have sex. Jeg husker det som noget godt, men noget jeg samtidig skammede mig over. For i mit hovede skulle vi først have sex, når vi var gift, men han havde haft sex med hans ekskæreste, så han pressede meget på, og forstod ikke mine nej'er! Har nu for 2 måneder siden, fået at vide, at der ikke kun havde været eks-kæresten, men mange 1-gangsknald også. Han har bare aldrig turde fortælle mig det.

Det gør ondt dybt inde, at under al vores tid sammen har han ikke været ærlig!

Det er en af tingene, der gør at sexlysten er væk, en anden er, at for ham føles det bare som noget, der skal overståes. Har tit sagt til ham, at jeg gerne vil have noget mere forspil, og vil også gerne have noget efterspil. Men inden tænker han med pikken, og bagefter er han for træt til at tilfredsstille mig.

En tredje ting er, at han ikke viser mig, at han elsker mig. Han køber blomster engang i mellem, men efter jeg har fået dem, så er jeg igen bare "luft". Vores kommunikation er ingen steder at finde, OVERHOVEDET!

Og nu går jeg med en klump i maven, som siger, at det eneste rigtige at gøre er at blive skilt fra ham, for jeg får det aldrig godt med ham, og endnu værre, så tænker jeg, at det ville ikke gøre noget, hvis han gik hen og døde, for så kunne jeg måske finde lykken hos en anden! Og der kommer vi så tilbage til det med den anden. Jeg har ingen anden, men jeg har lyst til at finde en anden, som kunne give mig alt det, som min mand ikke gør.

Stort set alle de mænd, jeg møder hen af vejen, siger mig, at de ville være gode for mig. Er sikker på at de er romantiske, kærlige og fantastiske elskere! Og det er så svært at lade være med at gå på nettet og finde en eller anden og chatte med... what to do???

Tja som du nok læser, så er jeg fortvivlet og forvirret... Jeg hører bedst hjemme på den lukkede! og svaret, jeg får, er sikkert, at det ville være godt at tage til noget parterapi.. så jeg kender jo egentlig godt rådet, som jeg vil få, jeg har nok bare brug for nogle læser dette, og som giver respons på, at jeg måske ikke er den eneste og giver mig håb om, at alt vil kunne blive godt for os....

Håber og ber til at jeg hører fra jer!

mvh den ulykkelige hustru... 23 år

SVAR:

Kære ulykkelige hustru

Du er forvirret og fortvivlet. Godt at du henvender dig og beder om, at nogen vil læse det, du skriver. Jeg har læst det, du skriver.

Du ønsker respons på, om du er den eneste, der kan være forvirret og fortvivlet.

Min respons er: Du er ikke den eneste, der er forvirret og fortvivlet vedr. ægteskab og følelser.Prøv at læse i brevkassen her, så vil du kunne læse, at der er mange flere end dig.

Livsvilkår

I lyder til at have været og også nu er op imod flere svære ting. Jeg opsummerer det, du fortæller:

  • Et studie der ikke endte godt
  • Depression (Er nu ude af pillerne, er fantastisk)
  • Taget 25 kg på pga. sygdom (Dette, tror jeg dog, lykkes at gøre noget ved)
  • Min mand tænder ikke på mig nu
  • Jeg har ingen sexlyst (I hvert fald ikke med min mand)
  • Ingen orgasme
  • Sex før ægteskab (presset til, skammede mig)
  • Min mand har haft ekskæreste samt mange andre engangsknald

Hårde ord over for os selv

Nogen gange taler vi mennesker meget hårdt og grimt til os selv. Grimmere end vi kunne finde på at tale til en hund. Du siger om dig selv: Jeg hører bedst hjemme på den lukkede.

Da jeg læste denne sætning, kom jeg til at tænke på, at jeg har lyst til at fortælle dig noget andet, nemlig at jeg gerne vil anerkende dig for, at du tager tid til at sætte ord på og tænke tingene igennem.

At være nænsom over for os selv

Når noget er rigtigt svært, er det ekstra vigtigt at være god ved sig selv og give sig selv tid og omsorg. Dette er du allerede i gang med ved at sætte ord på, hvordan du oplever at være dig i jeres ægteskab.

Tid til at tænke ting igennem

Du fortæller, at du har en klump i maven. Klumpen fortæller, siger du, at det eneste rigtige er at blive skilt fra ham.

Mon klumpen også handler om de andre ting, som du fortæller?

Ved at du fortæller om dit ægteskab og dine følelser, får du mulighed for at tænke tingene igennem. Se lidt på det udefra. Klumpen i maven får lov til at sætte "ord" på.

Parterapi?

Du nævner: Det ville sikkert være godt at tage i parterapi.

Dit eget forslag vil jeg bakke 100% op. Uanset hvad resultatet bliver, er det en rigtig god mulighed at henvende sig til en parterapeut. Du skriver til sidst, at du ønsker, at alt vil kunne blive godt for jer. For at prøve af, om det er muligt, er netop parterapi relevant.

Jeg lagde mærke til, at du i starten af brevet fortæller, at I har haft 2 begivenhedsrige år, både godt og skidt. Måske kan I finde frem til mere af det, der har været godt og arbejde med det, der går ind og gør det svært imellem jer.

At snyde sig selv

Du udtrykker, at stort set alle mænd, du møder, ser ud til at ville være gode for dig: Romantiske, kærlige, fantastiske elskere.

Engang mødte jeg en overskrift: Det perfekte ægteskab findes ikke.

Denne overskrift, synes jeg, lyder realistisk, for vilkårene for os mennesker er, at vi ikke undgår at lave fejl. Græsset hos naboen ser altid/ofte grønnere ud.

Måske snyder du dig selv ved at tænke sådan om andre mænd, fordi det er svært at være dig i dit ægteskab lige nu.

Jeg vil foreslå, at du vælger at lade være med at gå på nettet og chatte, nu hvor du tager tid til at tænke tingene igennem. Derved giver du dig selv mulighed for i ro at se på tingene.

Respekt for dig

Det får jeg lyst til at slutte af med at sige: Jeg respekterer dig for din ærlighed og åbenhed. At være ærlig og åben er en sund vej at gå på. Ved at være åben og ærlig passer du på dig selv.

Der er så meget mere, jeg kunne have skrevet til dig om og du skal vide, at du altid er velkommen til at skrive igen, hvis der er enkelte ting, du gerne vil have uddybet.

Jeg ønsker for dig, at du må opleve, at det at arbejde med dig selv og dit parforhold er en vej, hvor du får erfaringer, som du kan bruge i fremtiden.

Hav det rigtigt godt.

Mange hilsener Hanne Esmarch

 

 

 

Annoncer