Kære 27 årige
Jeg ved ikke helt, om jeg forstår dit spørgsmål. Du fortæller, at du som hævn var sammen med din tidligere kærestes veninde. Når du så læser det nu, så kan du se, det ikke helt hænger sammen. Hvad hænger ikke sammen?
Du var sammen med en anden, fordi du ville hævne dig - er det ikke det, der er sammenhængen?
Hvad gør du nu?
Sådan som jeg forstår dit spørgsmål, så er du usikker på, hvordan du forklarer din tidligere kæreste, som du gerne vil være sammen med, at det bare var hævn, at du var sammen med veninden.
Jeg vil foreslå, at du beklager dybt og undskylder den måde at hævne sig på. Det er selvfølgelig meget sårende og upassende og en rigtig dum måde at gå fra hinanden på. Uanset hvor såret, du var, så skal du beklage og undskylde, at du brugte så ufede metoder til at vise din vrede på!
For mig at se handler det derefter om, hvorvidt din tidligere kæreste kan tilgive dig, og får lyst til at være sammen med dig igen. Men hvis hun stadig er veninde med den føromtalte, så gør det det selvfølgelig lidt svært lige at skulle finde ud af, hvordan hun så kan være veninde med denne pige.
Oprydningsarbejde
På den måde kan man sige, at selvom hun tilgiver dig eller selvom du undskylder, ja så er der jo et liv, der skal leves bagefter. Hvordan kan din ekskæreste leve med, at du har været sammen med veninden, og hvordan kan hun leve med denne viden, når du måske også er sammen med dem. På den måde kan det jo nemt komme til at koste venskabet med denne veninde.
Måske er det også nødvendigt, for at I to kan komme videre, at hun holder op med at se veninden.
Jeg tror, det er vigtigt, at I efterfølgende taler om, hvordan I fremover kan handle, når I er uvenner. Det er ikke særligt frugtbart for et forhold, hvis man komme ud i det, I kommer ud i, med at gå efter at såre hinanden og hævne sig.
Det er direkte skadeligt og ødelæggende for et forhold.
Tilgivelse
Tilgivelse er der i alt fald brug for. Det er nødvendigt, at du erkender din skyld og anerkender, at det er noget rod. Om hun kan leve med det, må tiden så vise derefter.
Læs også disse artikler:
Jeg håber, det er svar på det, du spørger om, eller må du lige skrive igen.
Venlig Hilsen
Steen Kruse