Jeg har forandret mig, hun vil ikke – har vi en fremtid sammen?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en ung mand på 23 år, som har været igennem et helvede. Jeg har lidt af socialangst og haft forskellige diagnoser som PTSD og personlighedsforstyrrelser. En ting ved jeg: Jeg har socialangst.

Da jeg begyndte i folkeskolen, blev jeg mobbet, fordi jeg havde det svært socialt. Jeg blev holdt udenfor alt, det var forfærdeligt. Når jeg kom hjem, blev jeg også dunket i hovedet. Jeg gjorde aldrig noget godt nok. I 7. klasse kunne jeg ikke mere og sagde for første gang, hvordan min hverdag så ud. Jeg sagde en dag ved morgenbordet, at nu vil jeg ikke mere, jeg ville dø. Efter det fik jeg masser af hjælp i psykiatrien og havde en kontaktperson på i nærmest døgndrift, fordi jeg var så ødelagt af angsten.

For seks år siden mødte jeg min kæreste over nettet, fordi jeg havde skrevet et brev om ensomhed. Jeg var 17, og hun var 16. Vi mødtes, og for første gang i mit liv følte jeg, der var en person, der accepterede mig og accepterede, at jeg har angst, og der var nogle ting, som var umulige for mig. Hun var en overvægtig pige, men samtidig så sød og så kærlig. Jeg havde aldrig før tænkt over pigers kroppe, fordi jeg troede ikke, jeg skulle være her.

Hun har været igennem alt med mig. De gange hvor jeg har forsøgt selvmord, de måneder jeg har været sengeliggende af depression, de 100000 nederlag jeg har haft, hvor angsten sejrede. Hun var der altid, hun har gjort alt for mig, fordi alt har været uoverskueligt for mig. Selv nogle gange bare at få mad eller vaske op osv. Hun passede sit studie og sit arbejde, men hun passede også mig. Den kvinde har gået igennem alt for mig, og jeg er så ked af, at jeg kan tvivle på, om jeg elsker hende.

For cirka et år siden begyndte jeg for alvor at udvikle mig positivt angående min angst. Og igennem det sidste års tid har jeg tænkt meget over, hvad jeg vil med mit liv. Hun vil gerne have, vi forsætter som nu, men jeg har svært ved vores kroppe, vores sexliv, vores negativitet. Jeg synes kun, der er negativ stemning, men samtidig holder jeg af hende og hendes familie.

Jeg håber, det ikke er alt for forvirrende og håber, I forstår, hvorfor jeg er så splittet over, hvilken vej skal jeg gå.

(forkortet af red.)

SVAR:

Hej med dig!

Tak for din lange og meget ærlige mail, hvor du gennemgår din udvikling fra din tidlige barndom og til nu.

Livsbekræftende historie

Det er imponerende, hvor langt du er kommet, og hvordan du har fundet en vej, når andre ville give op. Samtidig er det flot, at du med få ord kan give os et overblik over dit liv uden at gå i unødvendige detaljer og tilsyneladende også uden at pynte på det. Det er overhovedet ikke forvirrende, derimod både klart og præcist!

Det er hjertevarmende at høre, hvordan du er blevet inviteret ind i en familie og langsomt har fået det bedre der. Gennem deres accept og tålmodighed og din egen store indsats er det lykkedes dig at få en tilværelse med indhold langt ud over, hvad du turde håbe på, den dag du sad ved morgenbordet og gerne ville dø!

Vokset fra hinanden

Nu er der så sket det, at du og din kæreste er vokset fra hinanden. Det er kompliceret, fordi du er fuldt ud bevidst om, hvor meget du skylder hende og hendes familie, men hvad skal man gøre, når følelserne ikke er der mere?

Du er nok klar over, at den perfekte kæreste ikke findes. Når to mennesker finder sammen, er det ofte modsætninger, der mødes, og vi supplerer hinanden i højere grad, end vi ligner hinanden. Din kæreste var fantastisk, dengang du havde store behov og var meget hjælpeløs, men nu, hvor der er kommet mere fart på dig, har hun svært ved at følge med. Det er en almindelig kendt situation. Fx vil ca. halvdelen af dem, der er gift, når de starter en læreruddannelse, være skilt, når de er færdige. På psykologistudiet er tallet tre ud af fire. Det er en trist statistik.

Faktisk er det sådan, at alle forhold går gennem kriser, som den du beskriver. Og medmindre der er tale om vold, er langt de fleste tjent med at stå sammen og blive sammen. Din kæreste har været en fantastisk støtte for dig; nu er det måske din tur til at støtte hende?

Vokse sammen

Når jeg læser din historie, kan jeg sagtens se, at du aldrig rigtig har været i hjem, hvor man er gensidigt støttende over for hinanden. At italesætte behov og finde kompromis på en respektfuld måde er på mange måder nyt land for dig. Derfor vil jeg foreslå, at du og din kæreste tager på et PREP-kursus sammen for at blive bedre til at kommunikere i jeres parforhold.

På parvis.dk kan du også kan læse mange spændende artikler om udfordringer i parforholdet, fx Gode råd til parforholdet.

Måske kan du også bruge vores artikler Konflikter i parforholdet og Kærlighed i praksis til noget.

Pas godt på dig selv

Til slut vil jeg give dig en lille advarsel, for lige nu vil du alt muligt: Udforske sexlivet, deltage i sociale arrangementer, motionere, spise sundt. Det er fantastisk, når depressionen letter, for man får så meget energi! Men lige her er der også en fare for, at sindet går ind i en manisk episode. Jeg kan selvfølgelig ikke se, om det er tilfældet med dig, men måske skulle du spørge din kæreste?

Under alle omstændigheder tænker jeg, det måske kunne være en ide, at I begge gik ind i et kommunalt tilbud. Det er forskelligt fra kommune til kommune, men i den kommune, hvor jeg bor, kan man få et sundhedsforløb, der omfatter både psykolog, fysioterapeut og psykolog. I hvert fald vil jeg opfordre dig til, at du taler dine udfordringer godt igennem med en psykolog. Du har gjort det så godt, men ved uforsigtige beslutninger kan man miste meget.

Håb for jeres forhold

Umiddelbart tænker jeg, at jeres forhold efterhånden kan udvikle sig til et meget dybt forhold, fordi I har gået så mange ting igennem sammen. Måske er det ikke for meget forlangt, at du udvikler lidt tålmodighed og giver din kæreste lidt tid til at vænne sig til sin “nye” kæreste?

Hvis I på længere sigt beslutter jer for at gå fra hinanden, kan I blive skilt uden at gå i stykker. Det er også titlen på en meget fin bog, jeg vil anbefale dig at læse med din kæreste, hvis du tror, det bærer den vej. Ikke alle kapitler er relevante for jer, men du/I kan plukke de ting i bogen, der passer på jeres situation.

Jeg ønsker jer alt det bedste fremover!
Tove

Annoncer