Hej N
Tak for dit brev og for dine spørgsmål.
Kampen for at blive accepteret kan let virke modsat
Hvis man helt grundlæggende har en følelse af, at man nok ikke rigtig er helt ok, eller at man skiller sig ud, eller at andre synes, man på en eller anden måde bare er lidt mærkelig, så kan man nogle gange blive så bange for at ryge ud af fællesskabet eller for ikke at blive accepteret af andre, at man simpelthen kommer til at kæmpe lidt for hårdt.
Man kan blive for anmassende og for meget for andre. Det sker alt sammen i et forsøg på at få andre til at kunne lide en, men man opnår faktisk tit det stik modsatte. Man er så ivrig efter at være en, der er god nok, at man faktisk skyder sig selv i foden og simpelthen bliver alt for meget. Man kæmper for at holde alle gryder i kog for at tilpasse sig alle andre, for at give dem en hel masse, så de opdager, hvor sød og givende man er, og hvor godt de egentlig kan lide en – det hele bliver bare for hektisk og for stresset og for meget.
Prøv at give slip og se, hvad der sker
En gang i mellem er det allerbedste, man kan gøre for sig selv og for andre, at slippe forsøget på at kontrollere alting lidt og se, hvad der så egentlig sker. Hvad sker der egentlig, hvis du holder op med at give så overvældende mange komplimenter og i stedet finder et stille og roligt leje for det? Hvad sker der egentlig, hvis du trækker på skuldrene af, at de andre ikke har den samme humor som dig og ikke forstår din seriøsitet og måske samtidig griner lidt kærligt af dig selv og af de andre?
Ingen er forkerte - vi er bare forskellige
Hvad nu, hvis det hverken er dig eller de andre, der er idioter, men at I bare er forskellige, og ingen er mere rigtige eller mere forkerte end de andre? Og hvad nu, hvis du i stedet for at skubbe så meget på, trækker vejret dybt og lader tingene udvikle sig, som de nu kommer. Hvis du slapper af sammen med pigen og ser, hvad der sker, når du gør det? Det, jeg tror kommer til at ske, er, at jeres forhold vil udvikle sig stille og roligt og i takt med, at det gør det, får I mere og mere tillid til hinanden og mere og mere mod på at fortælle om jer selv.
Fortrolighed trives bedst, hvor der er tillid og tryghed
Jeg tror, det er vigtigt, at fortroligheden vokser i takt med tilliden, og at man mærker efter, om forholdet er der, hvor man er parat til at dele dybere og mere personlige ting om sig selv. Ellers kan man nemlig sagtens stå bagefter med en følelse af, at man blottede sig for meget, og at man fortryder det.
Noget af det, der gør, at man faktisk kan slappe af sammen med andre, er, at man opgiver tanken om, at man ved at gøre alt muligt kan få andre til at synes, man er ok. Jeg tror, det er sådan, at jo mere man forsøger at ”tvinge” folk til at synes, man er ok, jo mere anspændt og kontrollerende og anmassende bliver man. Det, man gerne vil, er, at folk skal kunne lide en, men det, man opnår ved at kæmpe så meget for det, er, at de faktisk trækker sig. Hvis man derimod læner sig lidt tilbage og lader de andre komme til, så invisterer begge noget i forholdet, og så bliver det ikke kun den ene, der kæmper helt desperat for det. Mennesker, som lader både sig selv og andre komme til, er som regel spændende og afslappende at være sammen med.
Vær den, du er
Jeg synes ikke, du skal lære at være som de andre (hvem de så ellers er – vi er jo alle forskellige!) men derimod øve dig på at slappe af med at være den, du er. Jeg tror på, at vi er skabt af Gud til at være dem, vi er. Han vidste helt præcis, hvad han fik, da han skabte dig, og det var dig, han ville have. Og så kan jeg forsikre dig om, at vi alle ind i mellem føler, vi er anderledes og mærkelige og slet ikke passer ind. Det føler ”de andre” også :-)
Måske kan du få noget ud af at læse lidt i vores temaer Selvværd og identitet og Fra venner til kærester.
Jeg håber, der er noget i det, jeg har skrevet, som du kan bruge. Ellers skriver du bare igen!
Kh. Eva
