Hej 23-årige kvinde
Det med at være gift er ikke altid lige let - det tror jeg, mange kan genkende. Og at ens tanker kan gå på eventyr, det er der også mange, der ved.
Tanker om din ekstæreste
At du tænker på din ex er ikke unormalt. Og heller ikke alarmerende. Det er naturligt at vi mennesker kan savne noget, vi ikke længere har. Det betyder ikke, at ens nuværende forhold ikke fungerer, men det kan hænge sammen med nogle behov, der ikke bliver opfyldt lige pt. Og derfor har jeg lyst til at dele en overvejelse med dig: Hvad hvis du besluttede dig for at give tankerne lidt tid for at se, om de går i sig selv igen. De kan svinge rigtig meget og selvom de måske føles intense lige nu, så er det ikke sikkert, de bliver ved med det. Det lyder til, at tankerne om din ekskæreste muligvis kunne være dukket op, fordi du føler den der afstand med din mand lige nu. l
Udfordringer i vores ægteskab
I forhold til din mand tænker jeg, at det lyder som om, I har nogle udfordringer i jeres relation. Og det kan simpelthen være så udmattende, ikke? Og det kan være nemt at miste modet, når man føler sådan en afstand, som du beskriver. Det næste jeg kommer til at skrive til dig kan måske være lidt halv-trist, men det lyder dog også som et ret almindeligt forhold. Uden at vide 100% hvad I står i, så er alle ægteskaber fyldt til randen med lige så meget konflikter og tunge samtaler som der er varme og kærlighed. Vi råber lige så tit som vi kysser hinanden og det er sådan, det er at være gift for mange af os. Og rigtig mange har nogle ømme punkter, som virkelig kan skabe dårlig stemning. Nogle gange skal man lige lede lidt ekstra for at finde varmen og kærligheden igen. Og måske er det der, I står lige nu.
Skal jeg tale med min mand?
Du spørger, om du skal fortælle din mand, hvad du mangler i jeres forhold, og det er en god ide, synes jeg. Det er en rigtig vigtig ting at kunne lukke sin ægtefælle ind i sine følelser og tanker - på en nænsom måde. Så kan man sammen arbejde på at få det bedre i forholdet. Hvis du føler I måske har brug for en, der kan vejlede jer, så kan I tage kontakt til en terapeut eller psykolog.
Jeghåber på alt det bedste for jer og for dig. Og håber at du bliver klogere på dig selv og din situation.
De bedste ønsker fra Mai