Han holdt kysset hemmeligt et år – kan jeg igen få tillid til ham?

Vis spørgsmål

Hej!

Min kæreste fortalte mig i går, at han kyssede med en af vores fælles venner til en fest, hvor jeg ikke var med. Han blev rigtig fuld, og på et tidspunkt gik han og pigen udenfor og kom til at give hinanden to “tantekys”; altså ikke noget med tunge. 

Vi blev kærester i marts, og festen var i april eller maj. Min kæreste har holdt det hemmeligt i over et år. Han turde ikke fortælle mig det dengang, fordi han ikke havde lyst til at ødelægge vores forhold, som var skrøbeligt og nyt. Jeg kan godt forstå ham, men jeg synes også, det er forfærdeligt at tænke på, at han har holdt noget hemmeligt for mig i så lang tid. Vores tillid er totalt brudt, og jeg er i chok. Jeg havde aldrig forestillet mig, at han kunne finde på sådan noget.

Min kæreste og jeg bor langt væk fra hinanden, og vi er sammen i den her weekend. Jeg har lyst til at være her i weekenden og komme igennem det sammen, for jeg ved, at hvis jeg tager hjem, og vi begge er kede af det, går der 14 dage, før vi kan prøve at fikse det igen. Jeg tror på, det er meningen, vi skal være sammen, og jeg føler, at Gud mener det samme, men på dette tidspunkt er jeg virkelig i tvivl, om det er dumt at give ham en chance til.

Jeg er forvirret omkring mine følelser og ved ikke, hvad jeg skal gøre her i weekenden. Jeg har allermest lyst til at glemme det og bare hygge mig sammen med ham, men jeg er samtidig mega skuffet, knust og sur på ham.

Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg takle den her situation?

L, 17 år

SVAR:

Hej L

Tak for dit spørgsmål. Jeg håber, I kom godt gennem weekenden, og at du stadig kan bruge mit svar og input til noget.

Naturlig reaktion

Jeg kan godt forstå, du er forvirret og skuffet, og at det er svært at takle den situation, du er havnet i.

Jeg tænker, der er to ting at forholde sig til i dit spørgsmål; det din kæreste har gjort (altså kysset med en anden), og så det at han har holdt det hemmeligt i et år.

Alkohol og tantekys

Hvordan man forholder sig til, at han har “tantekysset” med en anden pige i fuldskab, tror jeg er meget individuelt. Det er vigtigt, at du mærker efter, om det er noget, du kan og vil tilgive ham for.

Overvej også, om I skal have en snak med hinanden om, hvor meget alkohol I vil bruge. Det er jo helt almindeligt, at når man er fuld, kommer man let til at gøre dumme ting, som man bagefter fortryder. Bortset fra de dumme ting, kan alkohol også give hjerneskader, når man som meget ung drikker med jævne mellemrum, så det er af flere grunde en rigtig god idé at lade være at drikke sig fuld. Du kan læse mere om det i vores artikel Alkohol – så det rykker.

Hemmeligheden

Som jeg læser dit brev, virker det til, at det, der fylder mest for dig er, at han har holdt det hemmeligt. Du har måske tanker som: “Når han kan holde det hemmeligt, hvad kan så ellers finde på at skjule for mig?” 

Det er helt naturligt, og som du selv skriver, har tilliden mellem jer fået et ordentligt slag. Tillid er ekstremt vigtigt i et forhold, og jeg tror derfor, det er vigtigt for dig at overveje, om den brudte tillid kan bygges op igen.

Når han vælger at fortælle dig det nu, kan det ses som et tegn på, at han ønsker, I skal have et forhold uden hemmeligheder, og at han har tillid til dig.

En ny chance

Om jeres forhold er værd at give en chance mere, må være op til dig at vurdere. Ønsker du at give ham en chance mere, kræver det, at I begge er parat til at arbejde på at bygge tilliden op igen. Måske kan I bruge input fra de her artikler til at arbejde med det:
Jalousi og kærestesorg
Den nødvendige tilgivelse
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold

Allervigtigst skal du huske, at du er værdifuld, og du skal vælge at være sammen med en, der vil dig.

Held og lykke – og alt det bedste til dig.

Kærlig hilsen
Sara

Annoncer