Hej frustrerede par!
Ja, hvad skal man svare jer? I har tilsyneladende hele ”teorien” i orden – og det er et både nødvendigt og rigtig godt udgangspunkt. Men praksis kommer ikke alene af, at man har teorien i orden. Desværre. Det er vi rigtig, rigtig mange, der kan skrive under på fra vores egne livserfaringer.
Jeg kan godt genkende frustrationen over at bede Gud om at ændre min vilje – og så opleve, at der sker absolut ingen ændring i den!
Jeg kan også sagtens genkende de belastninger, det giver i forholdet, når man længes og trækker i bremsen på én gang – og nogle gange er bremselængden lidt for lang, og nogle gange må den ene være den, der tager ”Nej-hatten” på osv…
Men det hjælper jer jo ikke så meget, at I langt fra er de eneste, der har og har haft disse frustrationer.
Gode råd ved jeg ikke, om jeg har. Men jeg har nogle spørgsmål, I kan overveje:
Hvorfor er det lige, at I er ”nødt til” at sove i samme værelse? Det er sikkert langt det nemmeste – men er I helt tvingende nødvendigt nødt til det? Er der ikke nogen, I kender, den ene kan overnatte hos? Eller må det koste et hotelværelse eller en vandrerhjemsplads? Personligt oplever jeg en stor forskel på det at være alene sammen og så det at gå i seng i samme lokale/lejlighed …
Det er både sundt og sandt at ville vente med sex, til man er gift. Men hvad er sex? Altså, hvad er det, man skal vente med, til man bliver gift? Er det alene samlejet? Så tror jeg, det bliver en total-frustrerende oplevelse: Igen og igen at begynde på rutsjebanen, og så når man er på toppen, trækker man bremsen og siger: ”Nix, vi tager ikke den susende nedtur nu, vi står af og kravler op ad sporet igen.” Så spørgsmålet er:
Hvor meget er I villige til at vente med, til I er blevet gift?
Kunne det måske i virkeligheden være nemmere at vente med meget, end at vente med så lidt som muligt?
De gamle kristne samlede en god del erfaring i livet med Gud gennem sætningen: ”Ora et labora”: ”Bed og arbejd”. Jeg kan se af jeres brev, at I gør det samme. Men tillad mig et banalt eksempel: Hvis Gud har givet mig en dåse ærter og en dåseåbner – skal jeg så bede ham om ved et under at åbne dåsen, eller skal jeg bruge den dåseåbner, Gud har givet mig? Svaret er vist åbenlyst.
Gud har givet jer en viden og en vilje – og nu er det op jer at bruge dem. Selvfølgelig må vi bede om små og store undere – også de undere, der er forandringer i vores vilje. Men mange af os oplever, at vi egentlig har fået det, der skal til, af Gud – nu er det bare om at bruge det. Misforstå mig ikke: Jeg taler ikke om, at vi kan gøre det uden svipsere og fejl. Slet ikke. Men mit spørgsmål er:
Kunne det tænkes, at I i virkeligheden kan mobilisere mere af jeres viljestyrke, end I gør nu?
Selvfølgelig er det svært – enormt svært. Men det er faktisk ikke umuligt. Det er mange par levende eksempler på. Så: hvad nu hvis bønnen om mere viljestyrke suppleres med takken over, at Gud allerede har givet jer visheden om, hvad der er rigtigt og viljen til at ville gøre det rigtige?
Den kristne kamp kan IKKE sættes på en overskuelig formel. Det fremgår tydeligt af et meget centralt sted i Bibelen, når vi snakker om det med at få kraft fra Gud: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. (Fil 2,12-13)
På den ene side skal vi virkelig arbejde med al den kraft og vilje og styrke, vi har i os – og på den anden side er det dybest set Gud, der giver os det hele!?!
Det er svært at få styr på tankemæssigt, men i praksis er det lidt nemmere: Vi skal simpelthen gi’ den hele armen, med alt vores hjerteblod og bøn – og når så noget af det lykkes, kan vi takke Gud for, at han lod det ske! Som de gamle kristne også sagde: ”Bed, som om det ikke nyttede at arbejde, og arbejd, som om det ikke nyttede at bede!” Det er på spidsen, men meningen er til at gribe.
Altså: Kunne I prøve at have større tiltro til jeres viljestyrke? Ikke ud fra de erfaringer, I har, men ud fra at I jo har bedt Gud om at give jer en stærk vilje.
Sidste spørgsmål i dette lange svar:
Er det nødvendigt, at I venter så længe med at gifte jer?
Venlig hilsen
Carsten (Sprint) Korsholm Poulsen