Kære Adam og Eva
Jeg skriver til jer, fordi jeg har nogle tanker, jeg gerne vil af med.
Min kæreste og jeg gik sidst i november lige pludselig fra hinanden uden nogen fornemmelse for, at han ville slå op. På det tidspunkt havde vi været sammen i 1½ år. Han er den mest fantastiske kæreste, min drømmemand – jeg smiler helt ved tanken. Hans break-up var noget af det værste, jeg har prøvet; jeg får det skidt, når jeg tænker tilbage på det. Sådan som jeg havde det og den følelse, jeg havde, ønsker jeg ikke for nogen. Min klippe, min støtte, min bedste ven forsvandt ud af mit liv, uden jeg havde chancen for at gøre noget. Vi har både lejlighed, bil og fællesøkonomi sammen.
Jeg brugte tiden efter break-up at arbejde meget med mig selv; hvad kunne jeg gøre for at være et bedre menneske og kæreste. Og jeg kom helt sikkert frem til nogle ting, som jeg skulle gøre bedre på nogle punkter, som var med til at dræne ham.
Efter tre uger, hvor vi havde kontakt, var det, som om gnisten genopstod, og forelskelsen kom tilbage. Vi valgte at tage på date og besluttede os for, at vi selvfølgelig skulle være kærester. JEG VAR SÅ GLAD! For han er alt det, jeg ønsker, og omvendt. Men de tre uger, vi var fra hinanden, var virkelig hårde. Siden hen, efter vi igen er blevet kærester og bor i vores flotte lejlighed sammen, går alt bare godt. Vi er bedre til at prioritere hinanden, tale om følelserne og bare gøre de ting, vi elsker.
Af og til – meget de første uger efter – rammer tankerne mig: “Er det det rigtige, var det måske bedre at være fra hinanden?” Men det ved jeg jo, det ikke er, fordi jeg elsker at være sammen med ham, jeg vil ham hele tiden, jeg tænker på ham konstant. Når vi er sammen, søger jeg ham, fortæller ham, hvor dejlig han er, og hvor fantastisk det er, vi er sammen. Jeg ville jo ikke handle på mine følelser og tanker og være så glad for ham, hvis jeg ikke var oprigtig glad for ham og elskede ham. Og jeg kan ikke forestille mig et bedre liv eller en bedre kæreste. Men igen ... så kan tankerne ramme mig, hvor jeg prøver at sige til mig selv, at det er dumt, jeg tænker dem, og kan de ikke bare forsvinde! For jeg har det fantastisk. Jeg sammenligner meget den periode, vi var fra hinanden, og nu – det vil jeg ikke tilbage til, og jeg vil ikke give slip på ham.
Jeg har fortalt ham, da tankerne var værst, hvordan jeg havde det. Og da frygtede han, at jeg var i tvivl og ville gå fra ham. Men det vil jeg jo ikke, for så havde jeg gjort det og ikke været glad, når jeg var sammen med ham og lavede fremtidsplaner?!
Er det normalt, man får de tanker, når man var den, der blev “efterladt”? Skal jeg bare give tankerne tid til at forsvinde? Det er seks uger siden, vi fandt sammen, og tankerne er bestemt blevet bedre – jeg har dog overvejet hypnose.
A, 23 år
