Min forlovede slog op, men vi har stadig sex

Vis spørgsmål

Hey

Min forlovede har lige slået op med mig, jeg elsker ham, mere end ord kan sige eller forklare. Han slog op med mig på grund af, at han havde set nogle billeder af en gammel datingprofil, jeg aldrig fik nået at ændre eller slette for den sags skyld, før nogle af hans venner selv fik deres egne tanker om, hvad der foregik.

Og kort tid efter skrev en, jeg havde afvist på min facebookside, at jeg havde været i seng med ham, hvilket var lige så meget løgn som det med profilen, da profilen var over 6 år gammel.

Han og jeg har så stadig sex, og han siger stadig, han elsker mig, også uden for sengen, og at han tænker på mig meget endda. Men vi er ikke kærester, fordi han ikke ved, hvad han skal gøre med alt det, folk har sagt og skrevet om mig.

Han går på noget skole, som har tilknytning til hans uddannelse og skulle afsted her i søndags, men inden han tog afsted, gav han mig min forlovelsesring tilbage og sagde, at den tilhørte mig og ingen andre.

Han prøver også gentagne gange, efter han gik fra mig, at gøre mig jaloux ved at sige, han skal på damejagt, og at han ser en masse tøser, selvom jeg godt ved, det er løgn.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Prøver at komme videre, men mit hjerte siger, jeg skal lade være at kæmpe for at finde sammen med ham igen.

Hjælp mig!!!!! 

E, 20 år

SVAR:

Kære E

Tak for dit brev til AdamogEva.dk med dit råb om hjælp ind i den forvirrende situation, du er kommet i.

Mistillid og jalousi

Du fortæller, at din forlovede har gjort det forbi pga. af hans usikkerhed omkring din 6 år gamle datingprofil (du var 14 år?) og en løgn fra en person, du har afvist på Facebook, som nu påstår, han har været i seng med dig. Du fortæller også, at du og din tidligere forlovede fortsat har sex, uden at I er kærester – og at hans venner ikke må vide det. Du skriver, at din tidligere forlovede forsøger at gøre dig jaloux ved at sige, han går på damejagt, men at du ikke tror, det er sandt.

Du lader ham gøre dig mindre værd

Jeg synes ikke, du fortæller så meget om dig selv, eller hvad du selv mener – kun at du stadig elsker ham mere, end det er til at forstå. Jeg bliver rigtig nysgerrig på, hvem du selv er? Lige nu deler du sex med en mand, som ikke stoler på dig, og som lytter mere til sine venner end til dig. Vil du det? Vil du være hans hemmelige elskerinde, når du før var hans forlovede? Jeg tænker, du gør det, fordi du er bange for at miste ham helt, og at det sker på bekostning af dig selv. Jeg tænker også, at du ikke skal nøjes med det, og at han devaluerer dig – gør dig ringere, end du er – gør dig “ikke-værdig” over for sine venner. Måske er det også den følelse, du selv har?

Hvis du vil have ham tilbage, kræver det samtale

Hvis du vælger at kæmpe for at få ham tilbage, tænker jeg, det kræver en masse mod og snak mellem jer. Du må spørge ham om alt det, du er usikker på. Også om, hvorfor han ikke tror på det, du fortæller. Her er nogle stikord til både, hvad du kan spørge om, hvad du selv kan gøre, og hvad I kan gøre sammen, så I kan få afklaring på den forvirrede situation, I er i lige nu:

  1. Hvad mener han med at give dig ringen tilbage?
  2. Hvorfor vil han have sex med dig, når I ikke er kærester?
  3. Slet din datingprofil
  4. Tal om, hvad I har sammen – ud over sex
  5. Hvordan kommer tilliden mellem jer tilbage?
  6. Er du hans “reserve”, til han finder noget bedre?
  7. Hvilke følelser får du og han, når I er sammen? (vrede, glæde, sorg, frygt, kærlige ...)
  8. Gør noget sammen, som ikke har med sex at gøre
  9. Spørg jer selv, om I virkelig elsker hinanden?
  10. Læs fx bogen Kærlighedens 5 sprog sammen og tal om kærlighedens sprog

De tre huse

For at blive bevidst om dine egne tanker og få lidt styr på dem, kan du forestille dig tre huse:
Første hus: det er den person, jeg er. Det er her, mine værdier bor, det jeg tror på og mener – sådan som jeg er
Andet hus: det er den, jeg synes, jeg burde være (jeg burde, det er for dårligt – anklagerne, selvbebrejdelserne)
Tredje hus: det er den, jeg tror, andre synes, jeg burde være (hvad jeg tror, andre tænker, siger og mener om mig)
Det er vigtigt at være mest i første hus. Det er ok at “gå på besøg” i de to andre huse – og gå så straks hjem til dig selv igen (første hus) og hæng ikke ud i de andre! Alt for meget går tabt, hvis vi lader os styre af tankerne fra hus to og tre. Vov at være den du er, og lad ingen tage din værdighed fra dig.

Jeg tror, du også kan få hjælp af at læse nogle artikler og svar fra temaet Kærestesorg.

Hvis du synes, jeg slet ikke har forstået, hvad du mener, håber jeg, du har mod til at skrive igen. Pas rigtig godt på dig selv, og held og lykke med kærligheden.

De kærligste hilsner
Else Ø. Andersen

Annoncer