Psykisk syg kæreste - sygdommen nedbryder mig - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej. Min kæreste er psykisk syg. Han er ikke blevet diagnosticeret endnu, men han tror selv, at han er maniodepressiv. Han har været indlagt på psykiatrisk hospital de sidste 4 måneder.

Han blev udskrevet for en uge siden og fik lov at tage hjem. Dette kan jeg mærke på ham, at han ikke var klar til, da han igen er på vej til at få det endnu værre. Det gør virkelig ondt på mig at se ham have det så dårligt!

Jeg lærte ham at kende for 9 måneder siden, hvor han var den mest sociale og smilende mand i hele forsamlingen. Dette ændrede sig pludselig til det modsatte. Han var før fuld af overskud! Nu er han træt hele dagen, hvis han fx skal hjælpe med at lave morgenmad på psykiatrisk.

Jeg forsøger at være forstående - det er bare svært! Over for ham viser jeg ikke, at jeg har det hårdt, da jeg ved, at det på ingen måder vil hjælpe på hans situation, hvis han samtidig skal tage sig af, at han har en kæreste, der stiller krav.

Jeg føler bare gang på gang, at jeg bliver skuffet. Han vil så gerne gøre alt så godt - han har rigtig gode intentioner, man han kan bare ikke føre dem ud i livet. Hans sygdom kommer altid i vejen på den ene eller anden måde. Hver gang han har planlagt, at ham og jeg skal noget (fx i biografen, ud at spise, udflugt, … ), ender hans sygdom med at tage over, og han har en dårlig dag.

Jeg er træt og ked af, at det skal være sådan - specielt fordi han stort set aldrig aflyser de aftaler (som er lige så ’krævende’), som han har med sin ven.

Jeg gør meget for at virke overbærende og som om, at det ikke går mig på, da jeg ved, at han ikke kan klare krav-situationer. Jeg er begyndt at sige til mig selv, hver gang han kommer med en idé til noget, vi skal lave sammen, at jeg ikke må sætte mine forventninger op til at det bliver til noget. For gang på gang bliver det ”aflyst” pga. hans sygdom.

Seksuelt går det heller ikke godt mellem os, da jeg før tændte på, at han var manden, der vidste, hvad han ville have - og også viste det i sengen. Nu er han blevet så ”svag”, at jeg slet ikke tænder på ham længere på samme måde. Dog elsker jeg ham virkelig, og jeg ved, at han bare skal igennem perioden. Men nu har perioden stået på i snart et halvt år (ud af de 9 måneder, jeg har kendt ham), og det går mig virkelig på!

Jeg vil så gerne være der for ham! Det gør bare så ondt, hver gang han afviser mig, fordi han har brug for alenetid. Jeg ved godt, at han ikke afviser ”mig” som sådan, men at han afviser alle.

Men som det ser ud lige nu, får jeg intet ud af forholdet - ikke andet end bekymring, afvisninger og brudte løfter. Jeg ved godt, at det ikke er min kærestes skyld, men at det skyldes sygdommen, men det er bare stadig hårdt for mig.

Når jeg er sammen med ham, kan jeg fornemme, at han virkelig kæmper for at vise mig, at han elsker mig og vil have mig hos sig. Jeg har bare brug for mere bekræftelse og kærlighed end det - og det giver mig så dårlig samvittighed at ytre dette behov højt, da jeg jo ved, at han virkelig gør, hvad han kan, og at det er sygdommen, der begrænser ham..

Hans sygdom er efterhånden ved at få mig med i faldet - jeg kan mærke, at jeg ikke har samme energiniveau længere - da jeg bruger en del af energien på at tænke på min kæreste og hans problemer. Og jeg er ikke sikker på, at jeg kan holde til det meget længere.. Jeg har bare ikke lyst til at forlade ham, da jeg jo elsker ham og derudover ville det jo være at sparke til en, der i forvejen ligger ned, hvis jeg forlader ham, mens han har det så dårligt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Anonym, 23 år

SVAR:

Kære Anonym

Tak for dit spørgsmål til Adamogeva. Det er en meget vanskelig situation, du beskriver. Det er også en situation, som der ikke er et enkelt svar eller en enkel løsning på. Derfor vil mit svar ikke være præget af løsninger. Desuden er det en situation, som involverer både dig og din kæreste i forhold til at finde ud af, hvad der er den bedste vej videre for jer.

Jeg ser dine ressourcer

Når jeg læser din mail, så bliver det meget tydeligt for mig, at du har mange ressourcer. Mange mennesker vil i din situation være stukket af for længe siden. Du er i stand til at blive i forholdet, selvom du har oplevet en lang indlæggelsesperiode for din kæreste. Det fortæller noget om dine ressourcer. Jeg kan desuden se, at du er i stand til at se ind bag ved sygdommen hos din kæreste - det er rigtig flot og rigtig godt. Dermed er du i stand til at adskille din kæreste og sygdommen. Jeg ser også, at du har stor omsorg for ham og tager megen hensyn. Jeg ser, at du er optaget af, hvordan du kan medvirke til færrest mulige krav fra din side ifht din kæreste.

Jeg ser din smerte

Jeg bemærker også den smerte, som du oplever lige nu, fx i oplevelsen af tab (arrangementer der bliver aflyst, sexlivet som har fået det svært, osv.), svigt (at han kan klare ting med venner, men aflyser med dig, osv. ) men også en begyndende oplevelse af mere mismod og håbløshed. Og desuden bemærker jeg, at der er en begyndende smerte omkring uopfyldte behov for bekræftelse og kærlighed.

Jeg ser din længsel

Jeg lægger desuden mærke til nogle af de længsler, som er inde i dig. Længslen efter, at I får noget af det, I oplevede i starten af parforholdet. Længslen efter at du oplever bekræftelse og kærlighed. Længsel efter at din kæreste er manden, som kan tænde dig. Længslen efter at kunne have tillid til, at aftaler kan overholdes og gennemføres osv.

En indre spænding

Det er meget naturligt, at alt det, jeg har fremhævet indtil nu, skaber en stærk indre spænding i dig. Og at det skaber nogle modsatrettede følelser - dels længslen efter parforholdet, som det var i starten og at din kæreste får det godt igen, og dels opgivenheden, tvivlen og modløsheden. Og netop disse modsatrettede følelser og oplevelser er der ikke nogen let løsning på. Og det er jo denne spænding, som er baggrunden for dit spørgsmål.

Vigtigt med en at dele smerten med

Netop fordi der ikke er nogen enkel løsning på denne indre spænding og smerte, så er det vigtigt, at du ikke er alene med disse følelser. Derfor håber jeg, at du har en fortrolig, du kan dele dette med. Og hvis du ikke har en fortrolig, så vil jeg anbefale, at du finder en, du kan bruge som fortrolig. Dermed har du et sted at dele smerten, for en smerte som deles mister lidt af sin styrke.

Der er tab

For mig ser det ud til, at der også er et tab lige nu. Det er nu et parforhold under nogle andre forudsætninger, end det parforhold som du oplevede i starten. Dermed opstår der nogle tab, og sorgen i sådanne tab kan være tung og smertefuld. Men der kan være en hjælp i at betragte det som et tab og søge hjælp til at gå gennem sorgen.

Søge hjælp sammen

Jeg tænker, at jeres aktuelle situation er så markant anderledes end det, der var forudsætningen, da I startede på parforholdet, at der kan være behov for, at I søger hjælp sammen. For mig at se er det udtryk for en ressource, hvis I nu søger hjælp til at finde ud af, hvordan I sammen kan håndtere den aktuelle situation. Dermed kan I sammen finde ud af, om det er muligt at finde gode rammer for parforholdet videre frem, eller det viser sig, at det ikke er til at få til at lykkes. Når I søger hjælp sammen, så bliver det et fælles arbejde og dermed også både et fælles ansvar og en fælles beslutning i forhold til det videre forløb med parforholdet.

Du ønskes alt vel i den videre proces.

Kærlig hilsen
Ole Rabjerg

Annoncer