Hvordan bliver jeg glad for mit liv på gymnasiet?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva

Jeg er en pige på 16, der lige er startet i 1.g. Det er noget, jeg har set frem til længe, og jeg er endda kommet ind på det gymnasium, som jeg virkelig gerne ville ind på. Dog kender jeg ingen på gymnasiet. Kun et par stykker, som jeg ikke kender personligt, men som jeg ved hvem er og omvendt.

Før sommerferien gik jeg i en klasse, som jeg var ekstremt glad for. Jeg havde så mange gode venner og jeg glædede mig til at komme i skole hver morgen. Da vi fik sommerferie, var jeg helt grædefærdig, fordi jeg skulle sige farvel til mine gode venner, som blev spredt ud på alle mulige forskellige gymnasier og skoler, og farvel til en skole, jeg virkelig var glad for. De andre i klassen virkede egentlig lidt ligeglade. De græd slet ikke og glædede sig bare til at komme videre og alle har fået nye venner meget hurtigt og er ligesom “videre”. Det er jeg bare slet ikke.

Når jeg indgår i en relation eller går ind i noget, så gør jeg det virkelig med hele min sjæl. Når jeg får en ven, kommer jeg virkelig altid til at tage en del af dem ind i mit hjerte og jeg har enormt svært ved bare at slippe personer, jeg har haft et tæt forhold til. Jeg ved ikke, om man på nogen måde kan træne dette? Jeg vil jo gerne have meningsfulde relationer, men jeg oplever alt for tit at stå tilbage og være så ensom og såret, fordi mine venner, jeg har set hver dag, pludselig får et nyt liv og ikke rigtig virker til at have tid og lyst til mig længere.

Jeg kan også mærke, at det føles forkert at gå på det gymnasium, som jeg er startet på. Der er ikke nogen egentlig grund til det, det er bare en følelse. Jeg føler mig ikke rigtig tilpas. Jeg ved ikke, om det bare er, fordi det er svært i starten, men jeg har en inderlig lyst til at flytte. Det er jo bare ikke sikkert, at det bliver bedre, og hvad gør jeg så? Jeg har svært ved, at alle mine venner er så glade for deres nye steder og har fået nye venner og et nyt liv. Mens jeg som et rigtigt vanemenneske føler mig ensom, fremmed og utilpas i den nye sammenhæng.

Det er også svært, fordi min drøm jo gik i opfyldelse. Endelig kom jeg på gymnasiet og direkte ind på det sted, jeg gerne ville. Og så føles det bare forkert, og det eneste jeg gerne vil er at komme tilbage til før. Hvordan får jeg sagt det til mine forældre? Og hvordan får jeg tilgivet mig selv, at det jeg troede var min drøm, nok ikke er det?

Det er rigtig mange spørgsmål i et brev, men jeg har brug for en afklaring.

Hilsen L, 16 år

SVAR:

Kære L

Tak for dit brev. Jeg tror, der sidder flere andre med sådanne tanker – særligt i opstarten af noget nyt – også selvom de ikke giver udtryk for det, som du så sejt og frimodigt gør. Så godt, at du deler dine følelser ærligt!

Når jeg læser dit brev, forstår jeg det sådan, at du har flere spekulationer:

  1. Du har glædet dig til at komme på gymnasium og har haft særligt ét i tankerne. Nu går du på drømmegymnasiet, men hverdagen føles ikke som det, du havde drømt om.
  2. Du har haft det rigtig godt i din tidligere klasse og savner vennerne. Du føler ikke, de har det på samme måde, men at de let og hurtigt er faldet til i alt det nye. Dette er særligt svært, da du ikke oplever det samme. Du føler dig ensom og kan være bange for at blive skuffet i de nye relationer.
  3. Du er god til at gå “all in” i relationer, følelser og ting, du gør. Men du bliver i tvivl, om det er godt for dig, eller om det er grunden til, at du nogle gange føler dig ensom og skuffet.

Du har mange gode refleksioner! Jeg kan ikke give dig et endegyldigt svar på, hvad du skal gøre, men jeg vil gerne give dig nogle input, som jeg håber kan hjælpe dig.

LAD VIRKELIGHEDEN BLIVE EN DRØM

Til at starte med: Tillykke med optagelsen på det gymnasium, du har drømt om. Det er dejligt – trods de tilhørende bekymringer. Jeg tror, det er almindeligt at være spændt, nervøs, bekymret … (kært barn har mange navne), når man starter et nyt kapitel i sit liv. Et nyt kapitel er ukendt og mangler de vaner, man ellers har lænet sig op ad. Og det fremkalder en vis usikkerhed, også hos den mest selvsikre, hvis du spørger mig.

Jeg vil opmuntre dig til at gøre virkeligheden til en drøm; til at få afstemt din drøm med virkeligheden. Det er nemlig ofte sådan, at vi gør virkeligheden lettere og “mere lyserød” i vores drømme og forventninger, end den faktisk er. Så prøv at lægge drømmen til side og undersøg, hvad virkeligheden faktisk byder på. Vær nysgerrig på, hvilke muligheder virkeligheden rummer, som du ikke havde kunnet forestille dig. Måske ser du pludselig ting, som gør, at virkeligheden bliver som en (ny) drøm.

GODE VENNER – OGSÅ PÅ AFSTAND

Det er altid svært/spændende at gå fra A til B – og endnu mere, hvis A var fantastisk og B noget mere usikker – og endnu mere, hvis man føler, man er den eneste i verden, der har svært ved at gøre B sikker. I stedet for at tænke, at dine venner lader dig i stikken og har fået “et nyt liv”, så prøv at tænke, at de fortsat er der og kan støtte dig, også selvom der er fysisk afstand mellem jer. Husk, at vennerne ikke er længere væk end en snap, en sms eller et hurtigt opkald.

Tal med en god veninde om, hvordan du har det – lige så ærligt, som du har skrevet det i dit brev. På den måde frigiver du energi fra dine bekymringer, som du i stedet kan bruge på at lære dine nye klassekammerater at kende. Det er svært, men tal frimodigt med vennerne (eller dine forældre, som du selv foreslår). Alternativt kan du læse dit brev op og så høre, hvad responsen er. Jeg tror, du vil opleve, at flere kender til følelserne uden at have givet udtryk dem.

FØLELSERS INDVIRKEN PÅ LIVET

Du fremstår som en følsom pige (hvilket skal forstås positivt), der dog kan være ked af at være i kontakt med dine følelser. Du har ret i, at følelser er afgørende for, hvordan vi har det – og dermed også, hvordan vi oplever situationer. Men det er ikke det samme som, at det er dårligt/negativt at være i kontakt med sine følelser. Det er bare vigtigt, vi er klar over, hvilken magt vores følelser kan have over vores tilværelse og tilgang hertil.

Når man har en følelse, kan den påvirke ens tanker, kropslige fornemmelser og handlemåder. Hvis man fx tænker, at man er ensom, kan man få en ubehagelig følelse i kroppen og have svært ved at være åben i relationen til andre – for tanken er allerede, at man ikke er værd at være ven med. Derfor bliver ens følelser afgørende for, hvordan man oplever virkeligheden: Man overbeviser sig selv om, at virkeligheden er som ens følelse. Hvis man i stedet tænker, at man er usikker og spændt på én gang, kan kroppen blive fyldt med sommerfugle, og smilet blive skævt – og man handler derefter. Det kaldes realistisk tænkning eller kognitiv omstrukturering.

Så når du spørger, om det er noget, du kan træne, er svaret: Ja, med realistisk tænkning. Du kan øve dig i at tænke realistisk om situationen og minde dig selv om, at “det bare er en følelse” – ikke nødvendigvis hele virkeligheden, som du selv skriver. Det kan du øve i alle situationer, ikke kun i skolen, hvor ensomhedstanken kan smitte af på dine følelser, handlinger og fornemmelser, men også når du fx bliver bekymret for at tale med andre om dine tanker/følelser, bange for at gøre bestemte ting eller noget helt tredje.

Måske kan du også få noget ud af at læse svar til andre i en situation, der ligner din:

Hvordan skaber jeg relationer til mine kammerater i gymnasiet?
Hvordan kommer jeg gennem gymnasiet?

Jeg håber, du kan bruge mine input – og har fået mod på at arbejde med dine tanker, forventninger og forståelse af virkeligheden. Ellers skriver du bare igen.

De bedste hilsner
Anna

Annoncer