Kære S
Tak for dit brev til AdamogEva.dk. Det er dejligt, du tør dele dit problem med os andre. Jeg er nemlig sikker på, at mange har det ligesom dig. De vil få glæde af at læse, at de heller ikke er ene om det.
Du føler dig alene og vil gerne have en kæreste og måske flere venner i det hele taget. Er det mon en bestemt pige, du gerne vil være kæreste med, eller er det oplevelsen at have en kæreste, du gerne vil prøve?
Fordele ved at vente med at få en kæreste
Jeg får lyst til at udfordre dig til at se fordelene ved ikke at have haft en kæreste endnu. Der bliver sat rigtig mange følelser i gang, når man får en kæreste. Man åbner sig for et andet menneske og udleverer noget af sig selv. Det er ok, så længe man stadig er kærester, men der er også noget, der hedder ekskærester – det er ikke så ofte forholdet holder, når I er meget unge. Det er ikke sikkert, at ekskærester holder tæt med det, I har haft sammen, og så er man sårbar. Hun er måske ligeglad med, hvad du føler, når I ikke længere er kærester.
Hvis du læser artiklen, som jeg henviser til herunder, kan du se nogle gode grunde til at satse mere på gode venskaber end kæresteforhold. Jeg ved, det mest er skrevet til dem under 15, men jeg håber, du kan bruge det alligevel: Plusser ved at vente med at få en kæreste.
Udseendet betyder noget – men det indre er langt vigtigere!
Du skriver også, at du ikke er særlig køn. Vores ydre betyder meget for os. Vi er alle skabt forskellige og ligner ikke alle sammen dem, vi ser i TV og på Instagram eller Snapchat. Du er i en alder, hvor der sker rigtig meget med din krop. Den skal forvandles fra en drengekrop til en mands. Det er ikke sikkert, du synes om den forandring – eller at det kommer på den måde, som du kunne ønske dig. Men det er noget, som du ikke selv kan styre. Du kan motionere, spise sundt og fornuftigt, lade være med at ryge og drikke alkohol, så din krop får de bedste betingelser for at blive en flot mand. Men ellers er du nødt til bare at følge med.
Et interessant spørgsmål er: Hvem er det, der ser godt ud – er det dem, der har et perfekt ydre? Jeg synes, de kønneste mennesker er dem, der har en udstråling og en tro på, at de er gode nok, som de er. Du kan måske ikke gøre ret meget ved dit ydre, men dit indre kan du arbejde med. Jeg tror, det er vigtigt, at du prøver at finde ud af, hvordan du har det med dig selv. Har du en oplevelse af at være god til det, du gør? Har du en oplevelse af at have værdi? Føler du, at du har noget at byde en evt. kæreste?
At arbejde med sig selv og finde ud af, hvem man er, er en proces som er i gang hele livet. Lige nu er du bare på overarbejde, fordi du er 15 år, og der derfor sker rigtig meget i din krop lige nu. Prøv at læse de her artikler, som siger noget om det:
Du er smuk som du er!
Du er meget værd!
Er der nogen, der kan li’ mig?
Jeg håber, artiklernes indhold kan sætte gang i en god proces for dig. Jeg håber, du kan få en god selvfølelse og føle dig værdifuld. Hvis du finder det frem, betyder dit ydre måske ikke lige så meget som nu. Du vil finde din værdi i andre ting og får en udstråling, som gør dig dejlig at se på. Det vil pigerne helt sikkert også lægge mærke til, men hvornår den rigtige pige dukker op, vil tiden vise.
Fokuser på at få flere pige- og drengevenner
Du skriver, du føler dig ensom, derfor vil jeg råde dig til først og fremmest at skabe flere relationer og venskaber fremfor at finde en kæreste. Jeg ved, det kan være svært, men jeg tror, det kunne være godt for dig at prøve på at tænke det på den måde. Det er vigtigt at have gode venner og opleve, at man er en del af fællesskabet.
Relationer og venner kan også være en god vej til at finde en kæreste. En god relation kan udvikle sig til at blive en kæreste, eller gode relationer kan lede dig frem til andre relationer, som leder dig til en kæreste. Derfor er det vigtigt, du arbejder med dine relationer. Dyrk den ven, du har og arbejd på at få flere venner. Du kunne måske også bruge din ven til at guide dig lidt, hvis du ikke lige ved, hvordan du skal komme i kontakt med nye drenge- og pigevenner, som du har lyst til at møde. Tal også med en voksen, som du har tillid til, om det, så du kan få nogle konkrete råd.
Du kan også læse disse artikler og svar til andre, som har det lidt på samme måde:
Pigevenner og drengevenner
Et trin ad gangen er det mest sikre
Hvordan bliver jeg bedre til at snakke med andre?
13 år – ensom og genert – kan I hjælpe mig?
Jeg håber, det gav svar på dit spørgsmål, ellers er du meget velkommen til at skrive igen.
Mvh. Helle