Kære J
Meget blev ikke, som du drømte om
Du skriver, dit liv tog en hurtig drejning for tre år siden. Ja, hold da op en traumatisk begyndelse I har haft, da I valgte at blive en lille familie: Gravid tidligt i et nyt kæresteforhold - mobbet ud på arbejde – din mor dør to mdr. før du føder 1. barn - beslutter endnu et barn efter 9 mdr. - svigerforældre slår hånden af jer - mobbet på gaden – sårede følelser - flytter til ny by - kender ingen - ingen netværk - ingen familie - intet arbejde - dårlig økonomi - svært ved at tro der venter noget godt og føler livet er en kamp.
Tillykke med din lille kernefamilie!
Jeg læser dog også noget helt andet. Jeg forstår, at du har valgt den helt rigtige mand, og at I fortsat elsker hinanden – og I har fået to superskønne børn, som I elsker højt, som nu er 1½ og 3 år gamle. Jeg hører ingen fortrydelse i de valg, I har taget i forholdt til hinanden og jeres fælles børn. Det, synes jeg, er stærkt og smukt og den allerbedste grund til at tro på en meget lysere fremtid for jeres lille familie. I har formået at holde fast i det, der er værdifuldt for jer – hinanden og børnene. Tillykke med det. Som jeg ser det, giver det de allerbedste forudsætninger for en fremtid, der er i overensstemmelse med det som, I synes, giver livet værdi.
Sorg forbundet med tabet af det, du drømte om
Du skriver, at du er: ”... så utrolig bevidst om, hvordan vores liv ville have været hvis vi ikke var kommet ud for alle de ting ...”
Og det må gøre ondt at tænke på. For der er noget, der er uopretteligt, fx din mors pludselige død. Sikke et savn der må være i dig over at have mistet hende – også savnet og tanken om din mor, og dine børn som aldrig fik mulighed for at kende hende - og en mormor der aldrig fik set sine dejlige børnebørn.
Jeg tænker, om du nogensinde fik tid og rum for din egen sorg over dit tab af din mor? Du fik jo ikke mulighed for at tage afsked med hende, da hun døde så pludseligt. Tænker om du måske har behov for at ”skrive til hende” om, hvordan livet ville have set ud, hvis hun havde været her, skrive om dine drømme, dit savn og sorg og måske vrede over, at hun ”bare forsvandt” ud af dit/jeres liv. Du kunne evt. grave brevet ned, der hvor hun er begravet.
”Vi føler, at vi ikke er gode nok, som dem vi er, fordi min kærestes forældre har slået hånden af os,” skriver du.
Også det er et tab og en sorg, men måske ikke uopretteligt? Jeg forstår slet ikke dine svigerforældres måde at reagere på overfor jer – hvad handlede det om? Kan de inviteres ind i jeres liv, som det er nu, eller frygter I endnu en afvisning fra dem, hvis I forsøger? Og er de det værd?? Er de gode nok til at være bedsteforældre? For netop du og din mand har i den grad vist, at du/I vover at stå ved at være dem, I er. Og I er gode nok!
Hvilke kontakter kunne være gode for jer?
Er der andre familiemedlemmer, I kunne have kontakt med? Søskende, onkler, tanter, fætre, kusiner osv? Måske er der bare én person, I kunne få lyst til at byde indenfor i jeres liv?? En der tidligere har været en positiv kontakt til? Det kunne også være en veninde/ven/klassekammerat fra tidligere?
Du spørger: ”Hvordan kommer vi videre, når vi tit er så bange, fordi vi føler, vi står så helt alene i verden. Kan ens vilje til at ville have et normalt liv og bare være sammen med hinanden være nok til at rette op på alt?”
I har et godt udgangspunkt
Jeg tænker, du/ I har alle forudsætninger for at få det liv, du/I gerne vil have, når du/I står ved jer selv og jeres værdier, tror på de beslutninger du/I indtil nu har taget er gode og rigtige for jer, er stolte over jeres valg og handler i overensstemmelse med det, der er dine/jeres værdier.
Vov jer ud i verden, som dem I er
Jeg tænker også, I har brug for andre mennesker i jeres liv. Børn er tit de allerbedste til at skabe kontakter med andre. Det kan være gennem børnehave, legestue, mødregruppe – kirke i børnehøjde – nogle der er fælles interesse med.
Tænker også det er vigtigt, at en af jer får arbejde eller uddannelse, så økonomien forbedres og muligheden for udfoldelser og samvær med andre ikke hindres af mangel på penge. (Let sagt af mig – jeg ved, det er svære tider ...)
Jeg tror, det er meget vigtigt at komme fri af frygten for at stå alene i verden. Du og din mand har vist, at I er i stand til at holde fast i beslutninger, handle i overensstemmelse med jeres værdier, og at I er gode for hinanden, også i modgang og det daglige slid med to små børn, som I elsker højt.
Så vov at blive ved med at ”være dem, I er” – og vov jer ud blandt andre i livet – for I er ikke alene, I skal måske ”bare” finde jeres venner og familie igen eller for første gang.
Kærlig hilsen
Else Ø. Andersen