Kan en positiv og stærk person være trist?

Hej adamogeva

Jeg er en 17-årig dreng, der altid er glad og smilende, har altid et højt humør. Jeg hjælper gerne andre – også fremmede – med det, de nu har brug for. Jeg er altid positiv og ser lyst på tingene. Jeg bliver aldrig sur og er totalt jordnær; jeg hviler i mig selv.

Jeg er meget udadvendt og elsker at lære nye mennesker at kende; jeg har altid tid til at være der for mine venner. Folk siger, jeg er en stærk person, da min personlighed er stærk og har en stærk psyke.

MEN ... Jeg føler mig ofte alene og ensom; jeg føler, at mine venner ikke tager mig alvorligt, når jeg vil snakke om, hvordan jeg har det, altså når jeg er trist. Jeg har ikke det bedste selvværd eller selvtillid (blev mobbet i folkeskolen, har ikke rigtigt fået det ud af hovedet eller fået snakket om det). Jeg sætter alle foran mig selv, men har svært ved at sige noget godt om mig selv, da jeg ikke vil virke egocentreret.

Alle har den opfattelse, at jeg er stærk og konstant positiv. Det er jeg bare ikke; i virkeligheden er jeg:

• En person som føler sig ensom og alene, jeg føler mig udnyttet på grund af, jeg altid siger ja, da jeg ikke ser grund til at sige nej.
• Usikker på mig selv, jeg har svært ved at sige noget godt om mig selv, jeg er tit depri og trist, jeg har en ringe selvtillid og selvværd. Jeg har en handicappet bror, som har taget noget af den opmærksomhed og forældretid, jeg havde brug for i min barndom.
• Har aldrig været god til det med piger – kun som ven.
• Føler tit at jeg er helt alene, og at ingen er der for mig, når jeg har brug for det.

Et af jeres råd er nok, at jeg skal tale med mine forældre om det, men jeg vil ikke være til besvær for dem; jeg vil ikke være en skuffelse og en dårlig søn; jeg vil ikke gøre dem kede af det; jeg vil ikke fortælle dem om de traumer, jeg har haft. Mine forældre har rigeligt at tænke på, og jeg vil ikke have, at de også skal tænke på mig og være bekymret for mig. Generelt vil jeg ikke skuffe folk, da de tror, jeg er den positive, glade og stærke person, som jeg virker til at være.

Jeg har længe villet gå til psykolog, så jeg kunne få talt ud om det, men har glemt tanken igen, da han kun lytter, fordi han eller hun får penge for det; det er ikke af interesse, han eller hun lytter.

Tror mit problem er, at jeg savner nogle, der tænker og bekymrer sig for mig; savner en der er der for mig, en der lytter til mig af interesse; savner en der ikke ignorer mig når jeg er nedtrykt.

Hvad kan jeg gøre for at få det bedre med mig selv og få løst mine problemer? Hvordan kan jeg blive den, som folk (og jeg) ønsker, jeg skal være – uden dårlig selvtillid og selvværd?

Jeg er sikker på, jeg har alt det, der skal til at få en kæreste, men hvordan når de kun vil være venner eller synes, jeg er til grin?

Har ikke selvmordstanker, men tænker tit, at verden og alle dem, jeg kender, vil have det bedre uden mig, eller også vil de ikke mærke, om jeg er her eller ikke er her.

Ham den positive, 17 år