Hvad tænker I om uforpligtende flirt og kys?

Vis spørgsmål

Hej A&E. Jeg er en dreng på 20, som synes, det med piger er svært. Jeg er opvokset i en konservativ kristen familie med konservativ tilgang til mange ting.

Jeg er godt med på, at sex m.m. hører til i ægteskabet, men hvad med kys eller flirt for sjov? Når jeg har været i byen med mine venner – kristne eller ej – er piger altid på tale. Min strategi har altid været at kæmpe imod alle mine instinkter og holde det helt platonisk. Men når pæne piger flirter med en, og man synes, de er spændende og interessante, har man lyst til at sende signaler tilbage og i nogle tilfælde lige at give dem et uforpligtende kys. Men er det nogen god idé?

Altså fordi man er i byen, er begge parter totalt indforstået med, at det er en engangsting, og at man derfor ikke sårer nogen, men i stedet anerkender deres udseende. Og ja, udseende er slet ikke alt, og man er måske med til at hælde på nogens dårlige vane ift. at finde anerkendelse i byen. Men det kan vel heller ikke være mit ansvar. Folk gør det jo ligeså meget alle andre steder i sociale situationer.

Ligeledes kan jeg ikke forestille mig Jesus gøre det. Men omvendt var byliv og flirtende piger slet ikke et spørgsmål på Jesu tid, hvor det i dag hænger så tæt sammen med ens sociale liv. Og ja, jeg kan boykotte det, men så melder jeg mig ud af fællesskabet.

Det er svært at lave en modkultur alene, så hvis man gør det på en ordentlig og respekterende måde, vil det så være okay? Eller er det bare et forsøg på at tilpasse sig sin tid, som Paulus flere gange råder os fra?

Hvad tænker I både ift. at flirte uden intention om at blive kærester, men også uforpligtende kys?

Takker

SVAR:

Kære kristne mand på 20 år

Tak for dit spørgsmål til os. Jeg kan læse, at du allerede har gjort dig mange gode overvejelser for og imod uforpligtende flirt og kys. Jeg forstår godt, at det kan være svært at navigere i sociale sammenhænge og samtidig have din trosoverbevisning med i det.

Flirt

Flirt er en tricky størrelse. Jeg forstår det som en uforpligtende kommunikationsform, hvor man prøver hinanden af og ser, hvordan den anden reagerer. Hvis det var et krav at have intentionerne på plads før flirt, ville chancen sandsynligvis have passeret, før man fik flirtet. Flirt må derfor i udgangspunktet være uforpligtende og afprøvende.

Samtidig kan flirt ofte påvirke os ved fx at smigre, opleve sig set eller føle sig frastødt. I den forstand er flirt altså ikke kun harmløs. Så længe vi er bevidste om den fine balancegang, mener jeg, at vi godt må turde flirte. Men hvis man bliver bevidst om, at den anden lægger mere i det, end man selv gør, bør man vise den anden respekt og stoppe sin flirt – efter min mening.

Hvad med dig?

I dine spørgsmål lægger jeg mærke til, at du spørger, hvad du kan tillade dig over for andre. Men har du tænkt på dig selv i det? Prøv at vende spørgsmålene om. Hvilke følelser og tanker ville det efterlade dig med, hvis en kvinde havde flirtet med dig en hel aften og givet dig et uforpligtende kys?

Du beskriver så fint, at man måske kan komme til at hælde på nogens behov for anerkendelse med uforpligtende flirt. Har du overvejet, hvad der er din egen motivation for at flirte og kysse uforpligtende? Hvad søger du med dine handlinger? Her er det vigtigt, du er ærlig overfor dig selv. Hvis du flirter for at få anerkendelse eller opmærksomhed, er det måske smartere at opsøge den anerkendelse nogle mere “holdbare” steder. Det kunne fx være gennem en fritidsinteresse, arbejde, gode venner, familie osv. Anerkendelse i den slags sammenhænge vil være af hele dig som person og derfor mere holdbar og dyb end flirt en aften i byen.

Hvis ansvar?

Du skriver, at begge parter i byen er totalt indforståede med, at flirten og kysset er en engangsting. Derfor bliver ingen sårede. Men hvordan kan du egentlig vide det? Jeg forestiller mig, at mange forud kan tænke: “Det er bare for sjov, og det betyder jo ikke noget.” Vi kan bare aldrig vide, hvad en flirt eller et kys gør ved os selv eller den anden bagefter. Måske betød flirten mere, end man havde tænkt? Måske slog kysset “gnister”, og man længes efter mere intimt samvær. Når vi automatisk antager, at vi har samme holdning, kan der let opstå misforståelser og dermed potentiale for at såre hinanden.

Du skriver retorisk, at det vel heller ikke kan være dit ansvar. Jeg forstår godt, du tænker sådan. Men det er svært at komme uden om, at vi selv udgør 50 % af den interaktion, vi har med et andet menneske. Hver gang vi møder et menneske, har vi en del af deres liv i vores hænder. Så bliver spørgsmålet, hvilket aftryk vi gerne vil efterlade hos den anden.

Dit sociale liv

Du skriver, at det sociale liv i dag handler meget om byliv, piger og flirt. Det forstår jeg godt, det nemt kan komme til, hvis man er i byen. Omvendt kan man jo tage i byen på mange måder. Man kan fx godt tage på bar, drikke en øl og hygge med gutterne over et slag pool. Man kunne også mødes på brætspilcafé over en god øl.

Min pointe er, at ja, det er svært at være modkultur alene. I stedet for at kæmpe den kamp kan du opfordre dine venner til at mødes i en anden setting eller om andre aktiviteter.

Jeg ønsker dig alt det bedste i dine videre overvejelser om flirt og byliv. Du kan måske bruge input fra vores artikler:
Et trin ad gangen er det mest sikre
Dating
Derfor lader jeg Gud bestemme

Jeg håber, du får dejlige oplevelser med flirt og finder den fine balancegang mellem det uforpligtende og respekten.

Mvh Charlotte

Annoncer