Dating

Måske tænker du, at du skal være på en bestemt måde for at få en kæreste, eller du er forvirret over, hvad det andet køn leder efter. Heldigvis er mennesker vidt forskellige og har dermed også forskellige ønsker til en kæreste. Derfor nytter det ikke noget at gøre dig til en anden, end den du er. Hvil i, hvem du er, og hvad du kan bringe ind i et forhold. Hvis du gør det, vil du også være mere selvsikker og interessant, når du møder en ny person.

Tjeklisten

Før du finder ud af, hvordan du dater andre, er det nødvendigt at få noget helt grundlæggende på plads. Mange mennesker har en tjekliste i hovedet for, hvordan deres kommende kæreste skal være. Sådan nogle tjeklister beskriver ofte et perfekt menneske, der ikke findes i virkeligheden. Glem derfor listen et øjeblik og begynd med dig selv: Find ud af, hvem du er, dine værdier, og hvad der er vigtigt for dig. Hvad vil du under ingen omstændigheder gå på kompromis med?

Prøv derefter at minimere din tjekliste til nogle enkelte ting, der er virkelig vigtige for dig. Hvis du spørger nogle par, vil de sandsynligvis fortælle, at deres partner har nogle helt andre egenskaber, end de oprindelig var på udkig efter.

Tag en chance!

Datingkulturen er mærket af, at vi ikke har en tydelig rollefordeling mellem, hvad mænd og kvinder bør gøre, hvis de er interesserede. Hvem tager det første skridt, og hvordan viser man, at man er interesseret uden at virke for ivrig? Vi har ikke et bestemt værdisæt eller en formel for, hvordan man går frem. Dating handler derfor om at turde tage en chance. Hvad er det værste, der kan ske? Okay, jeg kan blive afvist, men er det verdens undergang? Nej, prøv igen. Der er ingen grund til at tænke dårligt om dig selv, for en afvisning kan have mange forskellige motiver. Det er sundt at øve sig i at tage nogle chancer. For hver chance du har taget, bliver du klogere på, hvad der virkede godt og skidt, og det er en mulighed for at lære dig selv bedre at kende.

Initiativ og vedholdenhed

I forlængelse af at turde tage en chance, ligger nøgleordene initiativ og vedholdenhed. For mange kvinder kan der være noget vigtigt i, at en mand tør vise, hvad han vil. Det er med til at sætte en retning, som er nem at forholde sig til. Det er altid rart at opleve, at et andet menneske er interesseret i en – uanset om interessen er gensidig eller ej.

Sommetider kan det tolkes som en afvisning, hvis der i en periode har været mindre kontakt eller udfordringer med at få en aftale om at ses. Antag ikke bare, at det er en afvisning, men vær vedholdende i, at du ønsker kontakt med personen. Ofte vil vedholdenhed vise, at du ikke bare er interesseret i hvem som helst, men faktisk virkelig gerne vil lære netop denne person bedre at kende. Hvis du omvendt oplever en klar afvisning, er det selvfølgelig vigtigt at respektere den. Det er også vigtigt, at kvinder tør tage mere initiativ. Selvom mange kvinder sidder med et ønske om, at manden tager det første skridt, giver flere og flere mænd udtryk for, at de synes det er rart, når en kvinde tør invitere en mand ud.

Lad dating være uformel

Vi kan nemt komme til at gøre en date mere seriøs, end den behøver at være. Måske begynder det allerede med, at vi kalder det en date i stedet for bare at sige: “Jeg har en aftale”. En aftale om at ses giver mulighed for at lære hinanden lidt at kende. Analysér ikke med det samme, om han/hun er ægtefælle-potentiale. Tænk mere på, om personen virker som en, du kunne være interesseret i at kende bedre. Under alle omstændigheder er venskab grundlaget i et robust forhold, så se det første møde som en mulighed for at få en ny ven. Tag det med ro. Det er svært – og ikke nødvendigt – at vide efter første date, om man vil være kærester.

Hvordan griber man så en “aftale om at ses” an? Vær direkte og specifik i din invitation og referer eventuelt til noget, I snakkede/skrev om sidst, så du viser engagement. Mange vælger at drikke en kop kaffe eller gå en tur sammen. Alternativt kan du foreslå en aktivitet, der kan være med til at skabe uformalitet, noget andet at tale om og måske noget at grine af.

Stop sladderen

I kristne fællesskaber kan det opleves besværligt at date, fordi det kan virke uoverskueligt at invitere en ud, som du jævnligt ser. Frygt for afvisning eller at relationen ikke bliver til mere, kan gøre det svært at finde motivationen til at turde invitere nogen ud. Hvis vi vil gøre det nemmere for hinanden at date, må vi blive bedre til at “beskytte” hinanden. Med det mener jeg, at vi skal stoppe med at sladre om, hvem der har inviteret hinanden ud, hvem der har noget kørende, og hvem der engang havde noget sammen. Det gælder alle – både dig der inviterer, dig der får invitationen og dig, som er ven til en af dem. Giv plads til, at to mennesker uforpligtende og afprøvende kan lære hinanden bedre at kende uden andres kommentarer og indblanding.

Dating – at sætte noget på spil

Dating er noget af det, der virkelig sætter os i en sårbar situation, fordi vi åbenlyst viser interesse for et andet menneske. Dating handler altså om at turde sætte sig selv på spil og vide, at der er en risiko. Har du fået en invitation, kan du være med til at gøre den sårbarhed mere overkommelig ved at handle i respekt over for vedkommende. Respekt betyder for det første at beskytte, så du ikke sladrer om ham/hende. For det andet er det vigtigt ikke at sende forkerte signaler i hverken ord eller handling. Giv ikke falske forhåbninger, hvis du ikke er interesseret. For det tredje er det vigtigt ikke at være bange for at sætte ord på, hvad du oplever. Er du i tvivl om, hvad den andens intentioner er? Er du bange for, at noget bliver misforstået? Italesæt det! Kommunikation er den nemmeste måde at sikre, at I begge to ved, hvad I har gang i.

Gud i dit datingliv

Det kan være svært at finde hoved og hale i at date. Tvivl på sig selv og om man overhovedet finder en kæreste kan snige sig ind. Heldigvis betyder det at have en personlig tro på Gud, at du kan stole på, han har en plan for dig, og at du kan dele dine tanker, frustrationer, glæder og oplevelser med ham. Som hans barn har du direkte adgang til trøst, råd og vejledning fra ham. Brug ham og opsøg ham i det, der fylder for dig.

Annoncer