Har OCD og er sygelig jaloux – hvordan kommer jeg videre?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg håber meget på, jeg kan få nogle gode råd. Jeg lider af sygelig og ekstrem jalousi, hvilket min kæreste gennem halvandet år udmærket ved. Jeg kan ikke lade ham spille koncerter eller tage i byen eller snakke med venner, uden jeg tænker på, hvad han laver. Jeg elsker ham rigtig højt og vil for alt i verden ikke miste ham, selvom det muligvis snart sker :'(

Jeg har tidligere gået til psykolog, været på antidepressiv medicin pga. slem OCD og har søgt utallige artikler og hjælp på nettet, men intet virker. Jeg får det lige dårligt hver gang, nogle gange håber jeg at koncerterne bliver aflyst eller de ikke vinder en konkurrence, for så skal de jo spille igen. Jeg kan ikke være glad på hans vegne og det er irriterende og frustrerende.

Når han er væk, eller siger han ikke vil mere, har jeg selvmordstanker. Jeg har ikke råd til psykolog, og har ikke lyst til at spørge mine forældre igen, da de tidligere har finansieret det. Jeg tør ikke ringe til min læge og spørge, om man kan få tilskud, for det virker så latterligt, men jeg føler, at min jalousi og trang til at kontrollere alt, gør, at jeg ikke kan være lykkelig. Er der en eller anden måde, hvorpå jeg rent faktisk kan få det godt igen? Hvis jeg mister min kæreste begår jeg selvmord.

Hilsen den ulykkelige, 22 år

SVAR:

Hej Den Ulykkelige

Det spørgsmål, du stiller, er meget omfangsrigt og har mange facetter i sig. Jeg vil forsøge at ridse situationen op for dig og dens eventuelle konsekvenser, men er ked af at sige, at der findes ingen nemme løsninger på dette.

Behandling for OCD er nødvendigt

For det første beskriver du en slem OCD, og som jeg hører det, er det en behandlingskrævende OCD. Dette er noget, du skal snakke med din læge om, for din jalousi kan hænge sammen med det, at du skal kontrollere alt. Du skal derfor ikke få behandling for din jalousi, men i stedet for din OCD, som indirekte påvirker din jalousi. Jeg ved godt, at angsten og kontrollen kan være svær at gøre noget ved, men alternativet er, at din kæreste ikke kan holde til mere og derfor slår op med dig. Desuden skriver du, at du elsker din kæreste og føler, at du ville dø uden ham - lad det være drivkraften for at arbejde med din OCD.

Arbejd på at vise tillid

Du skriver, at jalousien påvirker jeres forhold og det måske snart får en ende - hvilket jeg faktisk godt kan forstå. Kærligheden gør rigtigt meget i et forhold og man vil stå meget igennem i kærlighedens navn. Men der er ikke noget så ødelæggende for kærlighed, som at ens partner ikke stoler på én. At den basale tillid i jeres forhold ikke er der (ellers ville din jalousi ikke have så meget plads) fjerner fundamentet for forholdet og til sidst er der kun viljen tilbage.

Hvis du vil jeres forhold og vil være sammen med ham, så må du arbejde med din jalousi og få den ned på et mere acceptabelt niveau, det syntes jeg faktisk, at du skylder ham og dig selv. Udover, som ovenfor beskrevet, at arbejde med din OCD, kan du også gøre ting for at hjælpe dig selv de aftner, han er af sted. Det kan eksempelvis være ved selv at tage af sted i byen/biografen etc. eller få besøg hjemme af en veninde. Disse tiltag vil muligvis fjerne noget af fokus og du kan blive distraheret lidt fra din jalousi.

Truslen om selvmord = kontrol og det er ødelæggende for kærligheden

Du slutter af med at skrive, at hvis du mister din kæreste begår du selvmord… den trussel skal du passe meget på med at bruge - især overfor din kæreste. Det er simpelthen den mest nedrige måde at kontrollere/holde på et andet menneske på. Sat på spidsen kan du ende i en situation, hvor han ikke elsker dig, men bliver hos dig, fordi han ikke vil have, at du begår selvmord. Ja det kan endda ende med decideret had, hvis du tvinger ham til at blive hos dig med truslen om, at du ellers slår dig selv ihjel. Det er en meget egoistisk tankegang at have og jeg håber, at du i stedet vil arbejde frem mod at jeres forhold forbedres gennem, at du arbejder med dig selv. Og med tiden vil tilliden være der i større og større grad, men kun hvis du gør noget ved det. Der er ingen andre end dig, der kan løse situationen.

Jeg ønsker det bedste for dig og jeres forhold og beder til, at du vil få styrken til at gå i gang med arbejdet.

Venlig hilsen Anne

Annoncer