Han har en kæreste, men han vil have sex med mig

Vis spørgsmål

For nogle måneder siden begyndte jeg at skrive med en dreng. Vi blev hurtigt gode venner, og mine følelser for ham kom hurtigt. Jeg vidste godt, han havde en kæreste. Vi har sovet mange gange sammen; kysset, puttet osv. - dog ikke haft sex. Han gengældte mine følelser, og alt var godt.

Han skrev også med mange af mine veninder og kaldte dem mus, men de havde aldrig det samme forhold som han og jeg. Efter et halvt år med vores “forhold” ville han ikke have kontakt mere, fordi hans kæreste havde afsløret ham i at have været utro.

Vi snakkede ikke sammen i ca. en måned, men han er begyndt at skrive til mig igen. Idag spørger han så, om jeg har lyst til at have sex! Og det kom bag på mig, efter han havde taget så meget afstand.

Men jeg ved ikke, om jeg skal gøre det eller ej, for jeg har jo lyst, men jeg ved også godt, det er forkert. Men jeg er stadig så forelsket i ham. Håber, I vil hjælpe.

Pige, 15 år

SVAR:

Hej pige 

Mange tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Jeg synes, det er super godt, at du tager dig selv alvorligt og søger vejledning i denne situation.

Mange overvejelser

Som ung sker der rigtig meget i både krop og sind. Følelser og tanker kører rundt. Selv om mange har en oplevelse af, hvad der er rigtigt og forkert, kan det alligevel være enormt svært at vide, hvordan man skal handle i de forskellige situationer, man kommer ud for. Og så alligevel – mange gange ved du det godt, men meget trækker måske i den modsatte retning af, hvad du oplever er rigtigt.

Hvor er din grænse?

Efter at jeg har læst din mail, er der flere ting, jeg kommer til at tænke på. For det første: Hvor meget vil du være med til? Du skriver, at han har en kæreste. Er det ok at være andet hjul? At han bruger dig til at opfylde sine behov? At han ikke slipper den anden kæreste og siger ja til dig – og kun dig!? Er det ok for dig at skulle dele ham? Jeg er klar over, det er svært, når du er forelsket i ham.

Hvad har han gang i?

Når jeg læser det, du skriver, får jeg også den tanke, at han måske er en, der prøver at komme i kontakt med andre piger for at få et forhold til dem. Jeg kender ham jo ikke, men når du skriver, at han kalder dine veninder for mus og ikke dropper sin kæreste, mens han samtidig gerne vil være sammen med dig, kommer den tanke altså op …

For det andet skriver du, at han droppede kontakten med dig, fordi han blev afsløret i at være utro. Men efter en måneds tid begyndte han igen at skrive til dig. Er han uden kæreste nu?

Jeg forstår virkelig godt, det kan være svært at forholde sig til, at han har trukket sig for derefter at genoptage kontakten, og så spørger han, om I skal have sex. Det er da fra den ene yderlighed til den anden!!!

Pas på dig selv

Med ovenstående har jeg forsøgt at synliggøre relationen mellem dig og ham. Nu vil jeg gerne understrege, hvor vigtigt det er, at du passer på dig selv og ser dig selv som et unikt, værdifuldt menneske.

Husk: Du IKKE er en brugsgenstand, men et levende, værdifuldt menneske! Det er ok at sige fra over for sex. Hvis han ikke synes, det er ok, er han dig ikke værdig!! Du er et værdifuldt og unikt menneske. Skabt af Gud – lige præcis, som du skal være.

Hvad har du lært?

Du skriver, at I har sovet sammen, kysset, puttet osv … Hvilke følelser vakte det i dig – hvis du skal være ærlig over for dig selv? Når du har svaret på det spørgsmål, betyder det så, at du fremover er villig til at dele en dreng/mand med en anden pige/kvinde, hvis det er det, der skal til for at få de samme følelser igen?

Jeg tror, det er vigtigt, du tænker over, hvordan du på anden måde vil kunne få opfyldt nogle af dine basale behov for nærhed og anerkendelse. Prøv at blive bevidst om, hvad der virkelig er vigtigt for dig, for at du føler dig set, anerkendt og elsket.

Dårlig samvittighed

Du skriver: “Jeg ved også godt, det er forkert.” Det er den dårlige samvittighed, der også vil lege med. Det vil gøre, at det, der skulle være en dejlig oplevelse, ikke vil blive det, fordi den dårlige samvittighed også er med i sengen.

At vente med sex

Måske er jeg gammeldags efter din mening, men så har du jo noget at smile af: Jeg mener, at det at have sex hører hjemme i ægteskabet. Så hvis du spørger, hvad jeg synes, så sig nej til sex og vent. Du kan læse begrundelser for min holdning i de her artikler
10 gode grunde til at vente med sex
Sex og følelser

Du kan få flere input ved at læse artikler og svar til andre i vores tema Teenager og sex.

Jeg ser sex som en gave til den, du vælger at dele livet med, og som også ønsker at dele sit liv med dig. Måske er du ikke enig med min holdning til, at sex hører til i ægteskabet. Det er også helt i orden.

Jeg ønsker rigtig meget for dig, at det virkelig går op for dig, hvor værdifuld du er. At denne bevidsthed giver dig mod til at melde tydeligt ud til ham, du er forelsket i – nu og fremover – hvad der er vigtigt for dig, hvad du vil gå med til, og hvad du ikke kan acceptere.

Håber, mine tanker kan hjælpe dig til at træffe de valg, der er rigtige for dig.

Bedste hilsner fra
Dennis Hansen

Annoncer