Kæreste været utro – skal jeg gå eller blive lidt endnu?

Vis spørgsmål

Hej Brevkasse... Jeg er rastløs efter at vide, hvad jeg skal gøre. Jeg har snakket med mine forældre om det, men det virker ikke til at kunne lade sig gøre.. Mig og min kæreste har været sammen i godt lidt over et år. For ca. 11 måneder siden var han mig utro med en anden pige. Det kom vi over og jeg tilgav ham. Vi startede på at få os et dejligt forhold, samtidigt med at mine venner blev ved med at fortælle mig, at det ikke ville holde.. Jeg lyttede ikke

Da vi havde været sammen i godt et år. Havde vi et dejligt forhold og han var knapt startet på gymnasiet, inden han blev utrolig fuld og kyssede med to vidt forskellige piger. Han vidste intet dagen efter.. Vi fandt først ud af det, da billederne kom på facebook og et billede af ham kysse med en anden sprang mig lige i øjnene.

Han har snakket med de to piger og de lagde intet i det. Det gør han heller ikke selv, da han påstår, at han intet husker.. Han angrer i den grad. Men alligevel har jeg denne onde mavefornemmelse, der siger, at vi ikke kan stole på hinanden igen.

Men jeg ved, at jeg elsker ham og ikke kan leve uden ham. Jeg ved bare heller ikke, hvordan jeg skal kunne leve med ham??

Men er det nok at elske i et forhold for at komme videre. Jeg forstår ikke min mavefornemmelse. Den bliver ved med at fortælle mig, at jeg skal slå op, men det har jeg ikke lyst til..

Hvad gør man???? Er der folk der kan hjælpe??? Skal jeg droppe ham? Eller ville det være rigtigt at blive sammen lidt endnu?

SVAR:

Kære pige

Du skriver, du har været i et forhold i lidt over et år, og at din kæreste efter 1 mdr. i jeres forhold var dig utro, og senere igen under alkoholpåvirkning kyssede med 2 piger. Du skriver ikke noget om jeres alder, men jeg går ud fra, at når man går i 1. g, som din kæreste gør, må han være omkring 16-17 år.

Mistillid i forholdet

Et kæresteforhold skal udvikle sig i sit eget tempo og må ikke lade sig styre af noget eller nogen. Det, at han har været dig utro, er aldrig en bagatel i et forhold! Du skriver, du tilgav ham, men utroskab medfører mistillid og usikkerhed. Mistillid skaber tvivl og utryghed. Tilliden mellem jer er brudt og det tager tit meget lang tid at genopbygge. Han kan i sin utroskab have fået styrket selvværdsfølelsen ved at være eftertragtet, men hvad gør det ved dig? Du sidder med dine frustrationer, at du på den ene side ikke kan leve uden ham men på den anden side ved du heller ikke, om du kan leve med ham.

Skal, skal ikke...

Det er kun noget, du kan afgøre, men kan du nøjes med at leve i et forhold, hvor tilliden er brudt og usikkerheden om det kan ske en anden gang? Kan du leve i et forhold, hvor respekten og ærligheden mistrives?

Du skriver, at din mavefornemmelsen siger, du skal slå op, men at du ikke har lyst. Du elsker ham, men ved ikke, om du skal blive hos ham lidt endnu?

Hvad mener du med lidt endnu? Tænker du, at det kun er et spørgsmål om tid?

Du skal gøre op med dig selv, hvad det er, der binder dig. Hvis du føler dig ufri, er der kun een vej frem, slå op og gør dig fri. Det gør ingen nytte at blive ved med at ofre dig, det hjælper dig ikke. Her må du først og fremmest tænke på dig selv. Det handler om selvrespekt og værdighed.

Læs også:

Utroskab

Kh

Lise H. Thuesen

Annoncer