Kære dig
Tak fordi du deler dine mange overvejelser her i AdamogEva.dk’s brevkasse. Det lyder til, at du er forvirret og frustreret over din situation, og det kan jeg godt forstå. Det er ikke altid ligetil, når to mennesker skal finde ind i en kærlighedsrelation. Det kræver forventningsafstemning og en masse tålmodighed og overbærenhed. Vi kommer alle med forskellig bagage og dermed forskellige behov.
Som du skriver, er det ikke sikkert, at jeg kan komme med et klart svar på alle dine dilemmaer, men jeg vil meget gerne dele nogle tanker og overvejelser, der forhåbentlig kan hjælpe dig på vej i processen.
Forventningsafstemning
Når vi skal indgå i relationer med hinanden, hvad enten det er en kæresterelation eller en venskabsrelation, kommer vi med en række forventninger til den. Det er ikke sikkert, vi altid er bevidste om de her forventninger fra starten, men undervejs i en relation kan det vise sig, at forventningerne hos de to parter er tydeligt forskellige.
Derfor kan det være en god ide at spørge sig selv: Hvilke forventninger har jeg egentlig til den her relation? Og ligeledes kan det være en god ide at spørge den anden om det samme: Hvilke forventninger har du til vores relation? Det kan måske virke lidt banalt, men min erfaring er, at det kan spare os for en masse misforståelser og frustrationer. Jeg vil anbefale, at I jævnligt stopper op og forventningsafstemmer. Spørg fx: Hvad tænker du er næste skridt i vores relation?
Forskellige forventninger
Når jeg læser dine beskrivelser af jeres relation, opfatter jeg det, som om I netop har meget forskellige forventninger. Det lyder til, at han, du ses med, er utrolig glad for dig og hele tiden glæder sig til næste skridt i relationen. Derimod lyder det til, at du mest af alt oplever, at alting går for hurtigt. Jeg læser det som, at dine følelser har svært ved at følge med hans tempo. Og det er vigtigt for mig at sige, at det er OKAY. Du er IKKE forkert af den grund.
Jeg vil råde dig til at fortælle ham endnu mere om, hvordan du har det. Det kan føles meget sårbart at åbne op om, men jeg tror, at du vil opleve en lettelse ved at dele det med ham. Jeg er overbevist om, at han rigtig gerne vil imødekomme dine behov i jeres relation, sådan som du fortæller, at han allerede har givet udtryk for.
Jeg tænker også, det er vigtigt, du gør klart for ham, at du ikke føler dig helt sikker på fremtiden i forhold til jeres relation, og at du ikke kan love ham noget konkret. På den måde undgår du at holde ham for nar og såre ham voldsomt, hvis du når frem til, at det ikke skal være jer to. Det er også okay at fortælle ham, at du ikke er klar til, at han siger ting som “Jeg elsker dig” til dig endnu. Det er store ord, og det er helt okay, at de kan føles overvældende.
Forelskelse eller kærlighed
Jeg forstår godt, at du ikke kan lade være med at sammenligne jeres forhold med dit tidligere forhold. Det er helt naturligt. Men jeg tror desværre, det kan være et benspænd for dig, både nu og i fremtiden. Forelskelse kan opleves på forskellige måder, og det er langt fra alle, der oplever nogensinde at blive stormende forelskede på en sådan måde, hvor man er helt forblændet og kun kan se det gode i den anden.
Det lyder til, at du har været beriget med en rigtig dejlig oplevelse af at være forelsket tidligere i dit liv, og det er skønt. Jeg vil dog advare dig imod at lægge alt for meget vægt på forelskelsen og følelserne. Det kan være dejligt med store romantiske følelser, men på den lange bane er det for de færreste det, der er vigtigst. Derimod er min erfaring, at det vigtigste i en relation er valget om at elske. Kærlighed er nemlig ikke kun en følelse – tværtimod vil langt de fleste opleve, at kærlighed er et valg; et valg om at elske også på de dårlige og grimme dage. Det tror jeg, der ligger en stor befrielse gemt i.
Giv dig tid
Mit bedste råd til dig er at prøve at give dig selv ro til at finde ud af, om han er den rette for dig. Er han en, du kan se dig selv sammen med i fremtiden? Er han en, du vil vælge at elske? Jeg tror ikke, følelser kan fremprovokeres, men jeg tror, følelser kommer som et resultat af at vælge at elske. Mærk efter og brug tid på at finde ud af, hvorfor du har de her dårlige følelser i forhold hans væremåde og husk, at omsorg og seksuelt samvær ikke er grundlag nok for et godt kæresteforhold. Her er nogle par artikler, som omhandler netop det:
Kærlighed og forelskelse
Jeg er forelsket! – Eller er jeg?
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold
Langdistanceforhold
Det lyder til, at I delvist har et langdistanceforhold lige nu, og når du stopper på skoleforløb om et par uger, bliver jeres forhold udelukkende på afstand. Jeg vil gerne anerkende, at det er svært at være kærester, der bor langt fra hinanden, og det giver nogle andre udfordringer, end hvis man kunne se hinanden dagligt. Ikke dermed sagt at det ikke kan lade sig gøre. Et langdistanceforhold kræver, at begge parter er villige til at gøre en ekstra indsats.
Den ekstra indsats kan bestå i, at man fx prioriterer mange weekender på at rejse frem og tilbage for at besøge hinanden. Det kan også være at prioritere tid til at tale i telefon med hinanden eller skrive opdateringer i løbet af dagen. Kommunikation og forventningsafstemning er nøgleord.
Læs evt. et af vores andre svar om langdistanceforhold: Hvordan kan et langdistanceforhold fungere?
Hvad med ungdomslivet?
Til slut vil jeg gerne udfordre dine tanker om at nyde ungdomslivet. Som du selv skriver, er du stadig meget ung, og du har mange drømme og tanker om, hvad du skal ud at opleve. FANTASTISK! Det er så godt at have drømme om fremtiden. Jeg tror dog sagtens, du kan nyde ungdommen også med en kæreste. En kæreste behøver ikke være lig med ingen fester og intet sjov.
Det er klart, at I bliver nødt til at have klare aftaler om, hvad der er okay og ikke-okay til fester osv., men jeg tror, at du kan opleve lige så meget af det fede ungdomsliv, selvom du har en kæreste. Mon ikke han under dig at få alle de her fede oplevelser, som han også selv har haft? Jeg tror ikke, at lykken er ikke et liv uden begrænsninger – tværtimod. Læs mere om det her: Lykken er at leve et begrænset liv.
Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg håber, du kan bruge nogle af mine refleksioner til at nå til afklaring om jeres relation. Du er altid velkommen til at skrive igen, hvis du ikke synes, du har fået fyldestgørende svar på dit spørgsmål, eller hvis der er opstået nye. Hvis du har brug for at tale med nogen om det hele, kan du evt. prøve at tage fat i en voksen, du har tillid til eller undersøge muligheden for at tale med en psykolog eller en terapeut.
Mvh
Amalie Engslund Schmidt