Hej anonyme pige
Tusind tak, fordi du deler dit dilemma. Din bekymring er helt forståelig, og jeg håber, du ved at læse mit svar vil blive rustet til at gå fremtiden i møde med lidt mere ro i maven og med nogle konkrete redskaber til, hvordan I skal gribe situationen an.
Det bliver svært men kan lykkes
Som det første vil jeg sige: Ja, langdistanceforhold kan fungere, men det kræver naturligvis, at man er klar til at ofre, hvad det kræver og er klar på, at det ikke bliver det samme som et forhold, hvor man mere eller mindre spontant kan se hinanden. Det er ikke usædvanligt, at par i langdistanceforhold går fra hinanden, og det siger selvfølgelig noget om, hvor svært det er at få til at fungere. Men det er heller ikke unormalt at høre om par, der rent faktisk får det til at fungere. Det kræver hårdt arbejde, den rette indstilling, og at man virkelig er villig til at ofre det, som det kræver (tid, penge osv.)
Sæt en slutdato på
Jeg vil komme med nogle gode råd til, hvad I kan gøre for, at jeres forhold holder på trods af afstanden mellem jer. Mit første råd vil være at sætte et sluttidspunkt, dvs. et tidspunkt, hvor I ved, at langdistancen slutter. I skal simpelthen flytte tættere på hinanden, og I skal vide helt præcist, hvornår det sker eller i det mindste have en plan for, hvornår I regner med det sker.
Jeg var selv i et langdistanceforhold med en fyr, jeg mødte på efterskole. Jeg boede i Jylland og han på Bornholm – dvs. en 8 timers tur hver vej, der indeholdt både tog, bus og færge. Det var hårdt, og det krævede absolut noget af os begge. Det gik godt i starten, men som du selv skriver, så er det anderledes at være kærester på denne måde, fordi man ikke er en del af hinandens hverdag, og det er svært at få fortalt alt i telefonen. Vi havde ikke talt om fremtiden, ud over, at vi (naturligvis) ville være sammen. Jeg skulle efterfølgende et år mere på efterskole og derefter tre år på gymnasiet, og der var simpelthen for lange udsigter til, at vi igen kunne få en hverdag sammen.
Derfor valgte vi efter otte måneders langdistanceforhold at gå fra hinanden, selvom vi stadig begge elskede hinanden rigtig højt. Det var simpelthen for hårdt og tog hårdt på os. Vi holdt dog kontakten, og efter 2½ år blev vi kærester igen. Stadig som et langdistanceforhold, men da havde jeg kun et år tilbage på gymnasiet, så mentalt kunne jeg bedre holde til tanken om kun at se ham en gang om måneden.
Da han stadig var i gang med sin uddannelse, flyttede jeg til Bornholm i et år for simpelthen at være tættere på ham. I dag er vi gift og har to dejlige børn. Vi har nu været gift i 8½ år, og når jeg tænker tilbage på vores kærestetid, var det både utroligt givende, hårdt, lærerigt, irriterende og fyldt med lykke (specielt genforeningerne).
Som du kan høre, kan det lade sig gøre, men det kræver en plan, den rette indstilling og at begge parter er med på det offer, som det på mange måder også er. Et langdistanceforhold bliver nemt meget seriøst på kort tid, netop fordi du ofrer så meget.
Få flere perspektiver på dette i svaret til en anden: Kan et langdistanceforhold fungere?
Kommunikation er vigtig – udnyt de digitale medier
Et andet godt råd i forhold til langdistanceforhold er den gode kommunikation. En anden rådgiver giver her nogle gode pointer med på vejen: Langdistanceforhold – hvordan får vi en god kommunikation?
Brug FaceTime/Skype lige så meget, som det overhovedet kan lade sig gøre. Også selvom det blot er en lille ting, man vil dele. Da min mand og jeg var kærester, havde vi ikke smartphones, og det ville helt sikkert have gjort det langt lettere at dele de små ting. At tale sammen er super fint, men at se hinanden imens og føle tilstedeværelsen mere er helt fantastisk. Jeg ved det selv fra forholdet med mine svigerforældre, som vi nu er i et langdistanceforhold med ;) Vi ringer ofte, for at vores børn også taler med deres bedsteforældre, og det er til stor hjælp herhjemme.
Udfordringer med forældre
Jeg forstår godt, det er utrolig svært, at dine forældre ikke ønsker, du skal rejse alene så langt. De må naturligvis have deres grunde, og selvom det virker unfair, bliver du nødt til at acceptere deres beslutning – og det oplever jeg egentlig også, at du gør. Måske vil det hjælpe på situationen, at dine forældre møder din kærestes forældre og snakker med dem, så de ved, hvor deres datter tager hen. Men jeg tænker først og fremmest, at du må tale med din kæreste om, hvordan han selv har det med at skulle tage turen hver gang. Det er jo ikke din skyld, at du ikke kan komme til ham, så jeg tror næppe, han vil bebrejde dig.
At I deler transportudgifterne synes jeg er en god måde at gøre det fair på – du kunne eventuelt som en ekstra bonus betale for et magasin eller sådan noget, som han kan læse på turen, hvis han tager den hver gang. Tænk over, hvordan du selv ville have det med at skulle rejse hver gang – ville du blive irriteret, eller tænker du mere på, at du bare glæder dig til at se ham igen? I øvrigt går der nok ikke lang tid, før dine forældre ikke synes, du er for ung længere – senest når du bliver 18 år, hvor du selv kan bestemme.
Savnet
I forhold til savnet kan man sige, at lige nu er I vant til at snakke sammen hver dag. Det er klart, at overgangen bliver hård, men efterhånden som tiden går, bliver det hverdag for jer begge, og dermed bliver savnet også mindre. Der bliver ligesom en ny normal. Savnet vil naturligvis altid være der, men det bliver mere udholdeligt at være adskilt sammenlignet med nu. Den dag savnet helt forsvinder, er der nok noget andet galt i jeres parforhold, så savn er ikke nødvendigvis skidt i det perspektiv.
Jeg håber, du kan bruge mine råd til noget, og så håber jeg naturligvis for jer, at I får langdistanceforholdet til at lykkes!
Med venlig hilsen
Johanna Nyborg Bendtsen
