Kære Fortvivlede
Tak for dit spørgsmål.
Tillykke med at I snart har været kærester i 4 år - det er lang tid. Ud fra det, du beskriver, lyder det til, at du er en rigtig sød kæreste, der rigtig gerne vil komme din kærestes behov i møde.
Angst for at miste?
Hvis jeg har forstået dit spørgsmål korrekt, går det på, at du er bange for at miste din kæreste og hvad du kan gøre for at forhindre det.
Når jeg skal svare på dit spørgsmål, er der mange ting, som er svært for mig at svare helt konkret på, uden at jeg kender mere til jeres situation, men jeg vil gerne dele nogle tanker med dig.
"Træthed" i forholdet
Jeg kender en del, der efter at have været kærester i en årrække, har oplevet at der kan komme en følelse af, at ens forhold er lidt rutinepræget. Derudover kan den første forelskelse have lagt sig. Det kan muligvis være det, der får din kæreste til at trække sig lidt og sige, at hun “træt” i forholdet.
Du kan læse mere her på siden om det, at følelserne kan forandre sig:
Elsker jeg ham eller har jeg bare vænnet mig til ham?
Hvorfor kan jeg ikke mærke, at jeg elsker min kæreste?
Træthed efter arbejde
Det at din kæreste har 3 jobs, kræver selvfølgelig meget af hende. Min erfaring er, at mange kvinder oplever at have mindre lyst til sex, hvis de er udkørte - måske er det det, din kæreste også oplever. Derfor kan det godt være, at hun i en periode har ekstra behov for, at du bærer over med hende og lader hende være træt, selvom du har allermest lyst til nærhed og måske sex. Det kan betyde, at hun oplever sig forstået af dig.
Vær nysgerrig på hiandens kærlighedssprog
Du skriver, du har forsøgt at gøre en masse søde ting - fx lægge blomster på hendes bil. Hvis ikke du allerede har gjort det, vil jeg foreslå dig at spørge mere ind til, hvad hun konkret ønsker af dig. Vi er alle forskellige og vi har forskellige måder at opleve os elsket. Så det, du forestiller dig, gør hende glad, er muligvis ikke helt den måde, hun har behov for at opleve din kærlighed. Hvis dette er tilfældet, vil jeg anbefale jer at læse den bog, der hedder "Kærlighedens 5 sprog” af Gary Chapman.
Genoptag samtalen
Du skriver, at I for ca. et 1/2 år siden havde en snak om, hvordan det stod til i jeres forhold. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om I mon har fulgt op på den snak siden. Da I havde snakken, forestiller jeg mig, at du fik en lille frygt for at miste din kæreste, fordi hun oplevede denne “træthed” i forholdet. Hvis det er rigtigt, tænker jeg, at det kunne være en god ide for dig at spørge din kæreste, om hun stadig har det sådan. Hvis ikke hun har det sådan, men bare er glad for at være kærester med dig, så behøver du ikke at gå og bekymre dig om det og så kan det give en masse energi til, at du kan være en endnu bedre kæreste:-)
Afklar hvad I vil med hinanden
Hvis hun stadig er “træt” i forholdet, så tror jeg, det kunne være en ide at spørge hende, om hun stadig gerne vil være kærester - for selvom du elsker hende højt, er jeg overbevist om, at jeres forhold kun vil få en gnist igen, hvis hun gengælder din kærlighed.
Så jeg vil anbefale jer, at I tager en ærlig snak om, hvordan I hver især ser på jeres forhold lige nu og hvad I ønsker jer af hinanden. Forhåbentlig kan dette give en afklaring og måske en ny gnist til forholdet.
Jeg håber, mit svar kan give dig et praj i den rigtige retning.
Kærlig hilsen
Doris Overby Skovgaard