Gør jeg noget galt, når vi ikke længere har sex så ofte?

Vis spørgsmål

Jeg tror ikke, min kæreste tænder på mig længere. Vi har mindre sex, end vi plejede. Han dækker sit ansigt eller vil gøre det i mørke, når vi så endelig gør det.

Hvad skal jeg gøre? Er det mig, der er noget galt med?

Pige, 17 år

SVAR:

Kære pige

Tak for dit spørgsmål og dit mod til at skrive til os.

Jeres forhold

Jeg kan godt forstå, du bliver fyldt af en følelse af ikke at være god nok ud fra din beskrivelse af din kæreste. Jeg kan godt blive lidt nysgerrig på, om du har talt med din kæreste om det, som fylder hos dig? At du oplever, I ikke har sex så ofte, og at du oplever, han distancerer sig, når I er sammen (han dækker sit ansigt eller ønsker at have lyset slukket). Han er den bedste til at give dig et svar på, om det, du mærker, også er det, han tænker. Eller om der er noget andet, som lige nu gør, at han ikke er så nærværende, når I er sammen (det kan være eksamen eller andre ting, der fylder for ham).

Jeg kender hverken din baggrund eller din kæreste; hvor lang tid I har været sammen, og hvilke fælles interesser I har. Men måske kunne det være en ide at fokusere på andet end jeres seksuelle samvær? Måske har I brug for at opleve hinanden i andre sammenhænge eller lave noget aktivt sammen. Uden tvivl er sexlivet vigtigt i et livslangt forhold, men venskab og kendskab og tryghed er faktisk vigtigere.

Jeg har fundet et par artikler om det som inspiration til jeres samtale: Sådan kan I få et bedre kæresteforhold og Sex og følelser.

Du er god nok

Du spørger, om der er noget, du kan gøre, og om du gør noget galt. Det er en rigtig god indstilling til et forhold, at man er villig til at se på ens eget ansvar i det. Det er vigtigt, at vi tilpasser os hinanden i et forhold, øver os i en konstruktiv kommunikation og styrker venskabet – men vi må ikke lave os selv om for hinanden. Det holder alligevel ikke i længden, fordi vi ikke grundlæggende kan lave os selv om.

Det er vigtigt, at du er dig og ikke den, du tror, din kæreste gerne vil have. Du er skabt som den du er, og der er kun dig til at være dig. Og det er jo dig, din kæreste er blevet forelsket i, så du skal blive ved at være dig.

Hvis du vil læse lidt om det at have godt selvværd, og hvad det betyder i et kæresteforhold, vil jeg anbefale vores artikel Hvad er jeg værd?

Måske kan du også få noget ud af at læse artiklen Jeg skammer mig over mig selv.

Jeg håber, du vil skrive igen, hvis du har kommentarer eller yderligere spørgsmål til det, jeg har skrevet.

Jeg ønsker dig alt godt.

Kærlig hilsen
Mona Terp

Annoncer