Kære rodede på 23
Jeg forstår, det er svært at være dig i forholdet lige nu. Du beskriver det som en cirkel, du gerne vil ud af, og du er i tvivl, om I overhovedet er de rette for hinanden. Det kan ikke være rart for dig, når du nogle gange “bare føler dig som en sikkerhedsforanstaltning for hans fremtid”.
Ting der ikke fungerer
Jeg får en tanke, når jeg læser dit brev, og du fortæller, at der er “ting”, I ikke kan finde ud af sammen – er det seksuelt? Når han keder sig og ikke kan se, hvad du bidrager med eller savner, du skal tage initiativ, er det så, fordi han ser porno, og du ikke føler, du kan leve op til hans seksuelle ønsker, eller har mod/lyst til det? Er det på dette område, det er svært at give sig 100 procent?
Måske er det overhovedet ikke det, du tænker på, så bare glem alt om det, jeg her skrev. Det kan være så meget andet, og når du ikke skriver nogle eksempler, bliver det til gætteri fra min side. Skriv gerne igen, hvis det faktisk er sex og porno, det handler om.
Tanker og respons
Hvis jeg sad sammen med dig lige nu, ville jeg spørge efter eksempler på, hvad det er, der ikke fungerer. Han er tålmodig og overbærende med dig og affinder sig, når du bringer problemerne på banen, lyder det til – og du savner modspil for ikke at tænke, at han er ligeglad og bare ikke vil besværes.
Du beskriver også dig selv som en pige, der har mange tanker, som du ikke helt kan styre. Du kan ikke nå ind til kernen af dem, og det er svært at forklare, fortæller du. Måske har du et ønske om, at din kæreste skal kunne lytte til dig og hjælpe dig ud af den smerte, som det kan være? Som rigtig mange andre mænd kan han ikke det. Hver gang du forsøger, vil han undgå konflikt og straks hente “værktøjskassen” og forsøge at løse problemet med konkrete råd eller at undgå at gå dybere ind i det, du oplever, der skal til, for at løse problemerne. Og det er ikke det, du har brug for, så du bliver frustreret, og det hele går i hårdknude. Glemt er at du er vild med ham, og han er vild med dig, selv om han godt kan beskrive, at han også er i tvivl. I har forsøgt at snakke om problemerne, men du oplever ikke, at det hjælper – tværtimod.
Find en at tale med
Jeg tænker, du kan få rigtigt meget gavn af en anden som samtalepartner. En der kan lytte til dig og hjælpe dig til at se på de “tågede tanker” og det, du oplever bremser i jeres forhold; tanker som forvirrer og som ikke vil forsvinde. Hvis du ikke lige kender en, det er oplagt at snakke med, tror jeg du kan få rigtig god hjælp af en psykolog eller en psykoterapeut. Under fanen ressourcer kan du finde en række af rådgiverne på AdamogEva.dk, som tilbyder samtale og hjælp.
Parforhold kan udvikle sig
Jeg kan ikke vide, om I er de rette for hinanden. Men jeg ved, at kæresteforhold kan udvikle sig, og at det er muligt at lære hinanden bedre at kende gennem det, der er svært. Det er en rigtig god begyndelse, at den ene i forholdet begynder at se på sin egen del og sine egne tanker og arbejder med det. På den anden side tror jeg ikke, du er i tvivl om, hvornår “nok er nok” – og det kan ingen andre end du selv mærke eller vide. Der må du stå ved dig selv.
Det kan også være en hjælp i jeres forhold at læse nogle bøger sammen og tale om, hvilke tanker, de sætter i gang hos jer. Jeg tænker fx på Kæreste-billeder af Hanne Hostrup eller Kærlighedens fem sprog af Gary Chapman. I kan også læse nogle artikler og svar i vores tema At finde den rigtige.
Du er velkommen til at skrive til AdamogEva.dk igen, og jeg ønsker dig det allerbedste for din fremtid.
Kærlig hilsen
Else Ø. Andersen