Behov for opmærksomhed skubber kæreste væk - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg har haft dette problem i alle mine forhold, og jeg er blevet godt træt af det, men kan ikke selv gøre for det.

Når jeg er sammen med min kæreste, og han giver mig opmærksomhed, bliver jeg rigtig glad og lykkelig, og jeg elsker at høre på søde ord, men så snart jeg kan mærke, at jeg ikke får opmærksomheden, så bliver jeg deprimeret og føler at de snart går fra mig, er mig utro eller ikke synes om mig længere.

De fyre, jeg kender, bliver trætte af det, og jeg vil ikke miste dem, men alligevel ændrer jeg ikke min attitude, selvom jeg ved, at jeg burde. Men så snart jeg føler mig deprimeret, kan jeg ikke blive glad igen, kun hvis fyren prøver at gøre mig rigtig glad igen, og jeg kan mærke, han gider høre på mig.

Mvh fisken, 21 år

SVAR:

Hej Fisken

Først og fremmest vil jeg sige, at mit svar nok ikke vil behage dig og det er ikke skrevet i en modvillig mening, men for dit eget bedste. Det første, du skriver, er, at du ikke selv kan gøre for det og der vil jeg erklære mig uenig med dig. Der kan være vilkår i dit liv, som har givet dig denne måde at handle på, men jeg mener, at det altid står i vores magt som mennesker at ændre vores adfærd. Det kan kræve tid, mod og overskud, men du er ikke fastlåst i at handle således resten af livet.

Så til hovedproblemet: Du kan, som de fleste, godt lide at blive rost og føle dig elsket, hvilket er meget naturligt, men et forhold baseres ikke på den forelskede opmærksomhed hele tiden. Når et forhold udvikles ændres mængden af opmærksomhed og søde ord også og dette er ikke nødvendigvis et tegn på, at man ikke længere elsker hinanden. Det kan også være et tegn på, at man føler sig tryg i kærligheden til hinanden og derfor ikke behøver bekræfte den hele tiden. Det er så her, din utryghed kommer ind, for du føler dig ikke tryg i kærligheden og tænker, at de går fra dig eller er dig utro. Det kan være, du har haft dårlige erfaringer, men hovedproblemet, tror jeg, er, at du ikke stoler på den kærlighed, du får, men i stedet skal bekræftes i højere grad for at tro på det. Her har du således 3 valgmuligheder:

  1. Find en kæreste, som kan bekræfte dig i så høj en grad og lige så længe, du ønsker det, for at du således til sidst tror på kærligheden. Det svære ved denne mulighed er, at det kan være svært at finde.
  2. Kig indad i dig selv, gerne med en professionel og find ud af, hvorfor du handler således og lær at handle anderledes. Det svære ved denne mulighed, er at det kræver hårdt arbejde fra din side.
  3. Lad tingene være som de er og håb på, at der kommer en løsning af sig selv. Det svære ved denne mulighed er, at det sikkert ikke løser noget.

Jeg vil selvfølgelig opfordre til valgmulighed nr. 2, da jeg her tror, der er mulighed for størst succes og lykke. Jeg håber, du får løst problemet og finder manden i dit liv, som elsker dig præcis, som du er.

Læs også artiklen: Hvad er jeg værd

Venlig hilsen Anne

 

Annoncer