Forvirret, angst for ikke at slå til og være rigtig - er jeg normal?

Hej

Jeg skriver, fordi jeg er forvirret... Nu fortæller jeg noget, som virkelig fylder meget og vil høre, om I kan hjælpe eller sige, hvad jeg kan gøre... Det ville betyde rigtig meget...

Jeg er sikker på, jeg ikke har et voldsomt problem med mad mere sådan helt seriøst. Det er ikke maden, der styrer mig så meget mere. Ikke min anoreksi… altså jeg bakser en smule med den, men slet ikke så meget, som da jeg var indlagt. Det kører op og ned, og jeg kæmper mod den og ikke med den. Men er måske stadig en smule tvangspræget ang. nogle ting, såsom hvornår jeg skal træne eller hvornår jeg skal spise. Jeg har min daglige rutine i alt, ikke bare mad og træning men i de ting jeg gør, ellers ødelægger det min dag helt vildt.

Nej nu er det nok min kæmpe angst for ikke at være perfekt, der fucker mig fuldstændigt op. Og det lyder sindssygt dumt, for jeg fejler ingenting, jeg ved det godt. Jeg fejler ingenting. Og det kan godt være lidt svært faktisk, for nu har jeg ingenting at skyde min dumhed, usikkerhed og alt mit lort ud på.

Jeg stresser over ingenting

Jeg er nervøs og bogstavlig talt bange for alle ting, selv alle de små ting lige fra når jeg står op om morgenen. Ja, selv lige inden jeg sover, er jeg bange for, ikke at nå det jeg skal om morgenen, selvom jeg står unormalt tidligt op.
Jeg er bange for min makeup sidder dårligt, det bruger jeg snildt 1 time på, og jeg står og retter HVER enkelt øjenvip med en pincet, for at de skal sidde rigtigt! Mit hår, mit tøj.. Jeg bekymrer mig så meget, at jeg bliver sur og stresset og får kvalme og bliver dårlig. Også omkring om jeg når at komme over vejen om morgenen, for at jeg når bussen, og når jeg er med bussen, så er jeg bange for, at jeg ikke når skolebussen op på skolen.

I klassen tænker jeg også, at jeg ikke når at få min hue, jeg er for dum. Selvom mine lærere siger, jeg følger godt med og er en rigtig flittig elev, så tror jeg ikke på, hvad de siger. Jeg når det ikke, jeg dumper, jeg har brug for at have ALLE svarene på alt lige nu!
Jeg kan ikke koncentrere mig, fordi jeg hele tiden tænker, at det er vigtigt, jeg lærer det HELE og bekymrer mig om, at jeg sikkert ikke består.
Mine afleveringer er lavet 3 uger inden, de faktisk skal afleveres. Ellers fucker mit hoved op.

Så med det samme jeg kommer ind i klassen, får jeg mavepine og svedige hænder og ondt i brystet og sygt meget kvalme, fordi jeg føler folk tænker : "Ej nu kommer L .... Hun er så underlig" - Selvom jeg egentlig ikke ved, om de kan lide mig… Har kun hørt gode ting, folk synes om mig, men jeg ved inderst inde, at de ikke kan lide mig, fordi jeg er underlig, stille og grim og irriterende.

Men jeg har venner i klassen, jeg snakker med. Jeg kan bare ikke være helt rolig, når jeg er sammen med dem på skolen. Der er jeg også fyldt i hovedet, når vi laver gruppearbejdet ELLER bare snakker i pausen. At nu synes de, jeg lyder blondinedum og bare er dum og uintelligent. Jeg er også bare træls. Burde gå væk.

Det værste af det hele er, når de spørger, om jeg vil ses efter skole.. Det kan jeg ikke. Jeg siger ja, fordi jeg virkelig gerne vil, men bare ved at tænke på det, så får jeg det så dårligt.. Kan ikke overskue det, og føler næsten ikke jeg kan trække vejret... Jeg bliver helt fucked oveni og bekymret, og jeg kan ikke sige HVORFOR.
Så bakker jeg ud i sidste øjeblik med en undskyldning om ikke at kunne være sammen.

Det er jo ikke normalt? .. og slet ikke at være så perfektionistisk. 

Jeg cuttede rigtig meget engang, det gør jeg ikke mere, men er begyndt en smule igen når jeg virkelig ikke kan overholde mine ting, såsom når mine præstationer ik er gode nok, men det er de aldrig. Og når jeg bailer mine venner i sidste øjeblik, fordi de bliver kede af det eller trætte af at jeg bakker ud som altid, så skal min smerte af at være så dum væk. Men det er SLET ikke hver gang jeg cutter.

Hvad vil I sige, jeg kan gøre? Det er virkelig ikke nemt.. -.-

Hilsen L, 19 år