Kære NN
Dejligt at du gerne vil gøre noget sødt for din kæreste. Der er så mange ting at vælge imellem, at det kan være svært at tage et valg. Selv har jeg været på ”google” for at se, hvad der var af gode idéer jeg kunne give dig. Det kan være rigtig svært at finde frem til det helt rigtige, især når du føler, du skal udkonkurrere alle, der har været der før dig.
At komme med forslag til, hvad du skal gøre, er ikke nogen nem opgave. Dels kender jeg hverken dig eller din kæreste og jeg ved heller ikke, hvad det er, du skal konkurrere med. Så det har jeg droppet.
Du er unik som den DU er
Jeg sidder med følelsen af, at du bliver nødt til at vende bøtten og vide, at det er DIG, han har valgt at være kæreste med og ingen anden. Det, du kommer med til ham, vil være unikt mellem jer to. Det er skidt at sammenligne dig med de forrige både fra din og hans side. I skal have fokus på, det I har sammen. Hvis din kæreste elsker dig, som den du er, vil han også sætte pris på det, DU kommer med og ikke sammenligne dig med de MANGE.
Med ønsket om en uforglemmelig "Valentinsdag"
Kærlig hilsen
Vivian