Er mine bryster helt stoppet med at vokse?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en pige på 13 snart 14, som er rigtig usikker på min bryststørrelse. Jeg er ca. 165 cm høj og vejer omkring 54 kg. Jeg har haft min menstruation, siden jeg var 11 og er bange for, at min udvikling ligesom er stoppet.

Jeg synes ikke, mine bryster er vokset i rigtig lang tid, hvilket gør mig en smule trist. Jeg kan knap nok passe en 75a, og jeg synes, det er pinligt. Kvinderne i min familie har mindre bryster, og jeg ved, at jeg selv vil komme til at få små bryster.

Men jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor piger, der både er yngre end mig og tyndere end mig, har større bryster. Jeg er ikke tynd, og jeg har altså fedt på kroppen. Så jeg bliver mega forvirret over, hvorfor jeg ingen bryster har. Jeg har prøvet at ignorere det, men det kan jeg ikke. Håber bare, de vokser op i en b-skål, fordi jeg godt ved, at de ikke bliver meget store. Skal lige siges, at jeg heller ikke ønsker mig kæmpe bryster. Jeg vil bare gerne se normal ud og passe ind.

SVAR:

Hej med dig

Tak for dit fine spørgsmål til Adam og Evas brevkasse. Det er rigtig godt at få sat ord på det, man går og tænker på.

Ikke så nemt at vide

Det er svært for mig at svare helt præcist på det, du spørger om. Der er ingen, der rigtigt kan vide det. Du er ikke så gammel endnu, og selvom du har haft menstruation i et par år, og din højde er godt med, så er din krop slet ikke færdig med at udvikle sig. Selvom du muligvis ikke bliver højere, bliver din krop ved med at ændre sig. Der sker meget med brysterne, fra de begynder at udvikle sig og hele resten af dit liv. I takt med, at du bliver mere og mere kvindelig i dine former, vil brysterne også udvikle sig og nok blive lidt større.

Lige så forskellige som alt andet på kroppen

Der er kvinder, der må leve med at have små bryster, ligesom der er kvinder, der må leve med at have store bryster. Mange vil allerhelst have det lidt midt imellem. Bryster er lige så forskellige som alt andet på kroppen fra person til person. Du nævner, at der er en tendens til små bryster i din familie, så det må du nok også regne med at få. Om de bliver større end andres i din familie, ved jeg ikke.

Jeg tror, det er vigtigt, at du forsøger ikke at fokusere for meget på dine bryster og øver dig i at tænke, at din krop generelt langt fra er færdig med at udvikle sig. Du må forsøge at vente og se, hvordan de bliver.

Værdifuld som du er

Til sidst vil jeg minde dig om, at du er værdifuld lige som du er. Der er ingen, der kan lide dig bedre, hvis du havde større bryster. Selvom man godt kan tro, at man ville blive fravalgt med små bryster, så er det der tæller i sidste ende, hvilken person man er, og hvordan man er i samværet med andre. Alle mennesker har et eller andet ved vores krop, som vi er mindre glad for. Set på den måde er du faktisk helt normal og passer godt ind!

Hvis du har lyst til at læse mere, vil jeg anbefale vores artikler
Fra pige til kvinde
Du er smuk som du er!
Du er meget værd!

Jeg håber, mit svar giver mening for dig, og at du kan bruge det til noget.

Kh Marianne

Annoncer