Kære C
Tak for dit spørgsmål. Det er ikke let at føle sig anderledes og ikke være glad for sin krop, men jeg vil forsøge at berolige dig lidt, da jeg bestemt ikke tror, der er noget galt med dig.
Du skriver, at du ca. i et år har haft menstruation, og at du ikke synes, du ligner de andre piger. Jeg tror, du må have lidt mere tålmodighed med din udvikling. Du kan nå at ændre dig rigtig meget endnu. Du lyder som en flot, slank pige som dog ikke er så høj. (Jeg er selv præcis ligeså høj som dig og ved godt, at mange er højere, men der er rigtig mange kvinder på vores højde.)
Jeg tænker på, om du kan spejle dig i din mor og far. Hvilken højde har de? Ofte kommer vi til at ligne vores forældre, og det kan give dig en ide om, hvor høj du selv bliver.
Til sidst vil jeg gerne udfordre dig til at begynde at acceptere den krop, du er skabt med. Og ja, det er lettere sagt end gjort. Men prøv at holde af din krop og ha’ tålmodighed – mon ikke du udvikler dig mere med årene?
Håber dette hjælper dig lidt videre, ellers er du velkommen til at skrive igen. Jeg vil også opfordre dig til at læse dette svar:
Jeg er 16 år – hvorfor har jeg ingen bryster?
Kærlig hilsen
Else