Kære T
Tak for din tillid. Når jeg læser din mail, lyder det umiddelbart ikke, som om det, du skriver om, er problematisk for dig, men mere noget du er nysgerrig efter at få klarhed over.
Afklaring af din seksualitet
Dit spørgsmål har givet anledning til nogle overvejelser, som jeg gerne vil dele med dig, og som jeg håber kan skabe lidt afklaring i forhold til det, du vil med dit spørgsmål. Når du spørger: “Er jeg biseksuel?” forstår jeg det sådan, at du ønsker en definition af din seksualitet, altså et svar på, om du er heteroseksuel eller biseksuel. En sådan afklaring handler om mere end de ungdommelige erfaringer, du har. Det handler om, hvordan du ser på dig selv, hvad du ønsker, og hvordan du vælger at leve dit liv – også med din seksualitet.
Normalt at blive tiltrukket af begge køn
Det er normalt for helt unge mennesker, at de seksuelle stimuli kommer fra både drenge og piger. Samtidig med at kroppen, de seksuelle og følelsesmæssige tilstande udvikles, vokser også tiltrækningen til det modsatte køn. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. For nogle af os kan denne proces strække sig ud over puberteten, hvilket kan betyde, at vi kan tiltrækkes seksuelt af både mænd og kvinder. Vi kan derfor vælge at handle på den seksuelle tiltrækning og indlede forhold til begge køn, eller vi kan følge vores værdier, så vi har mulighed for at få det liv, vi ønsker.
I forhold til tiltrækning er det måske godt for dig at vide, at det er helt almindeligt at blive tiltrukket af begge køn. Vi kan ikke skabe nære relationer og venskaber uden tiltrækning. Og det er værdifuldt som menneske at have solide og gode relationer af begge køn. Om de mennesker, vi tiltrækkes af, skal blive seksual- eller venskabsrelationer, afgøres af de valg, vi tager.
Find dine værdier
Hvad mange tilsyneladende ikke ved, så har vi et valg, når det handler om, hvordan vi bruger vores seksualitet. Vi bestemmer langt hen ad vejen, hvordan vi ønsker at leve. Derfor er det en god idé at overveje, hvilke værdier du har, og hvordan du ønsker at leve. Har du fx en drøm om at finde en partner for livet, eller vil du vælge partnere for kortere eller længere tid, eller er dit ønske at have flere partnere samtidig enten som single eller i åbne forhold? Hvis du finder ud af det, så bliver du sikkert også lidt klogere på, hvordan du ønsker at leve din seksualitet ud i fremtiden.
Så svaret på dit spørgsmål er:
Vælger du at leve med seksuelle relationer
– til kun mænd, er din adfærd heteroseksuel
– til kun kvinder, er din adfærd homoseksuel
– til både kvinder og mænd, er din adfærd biseksuel
Du vælger selv, om du vil definere dig som det ene eller det andet – eller om du overhovedet vil sætte en mærkat på dig selv. Vores seksuelle adfærd danner mønstre, som kan være svære at bryde, hvis man gerne vil det. Derfor er det en god idé at overveje, hvad du gerne vil med dit liv og så indrette dine handlinger efter det.
Her på siden kan du læse mere bl.a. i artiklen Hvad er homoseksualitet?
Venlig hilsen
Gunhild Aaen Madsen
Opdateret 22.02.2023