Kære V
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk.
Når tanker bider sig fast, kan det være svært at bryde den magt, de har. Tak fordi du her åbner for dem i en sammenhæng, hvor der ikke er så meget på spil som mellem dig og din kæreste.
Dit spørgsmål handler om seksuel identitet og om, du er lesbisk, biseksuel eller heteroseksuel. I praksis lever du heteroseksuelt, og du ved også, at du er tiltrukket af din mandlige kæreste. Men de fantasier, du har haft om at være sammen med piger, forstyrrer og forvirrer.
Nogle overvejelser om seksuel identitet
Det diskuteres meget i tiden, om den seksuelle identitet er fastlåst, eller om den har en grad af “fluiditet”, dvs. bevægelighed. Mange i dag tænker, at den seksuelle orientering ikke kan ændres: “Once gay – always gay”.
Der er samtidigt et stort pres på, at folk “identificerer” sig med en bestemt seksuel identitet.
Jeg tænker anderledes
For et par år siden kom et videnskabeligt studie af en lesbisk – politisk aktiv – forsker, Lisa Diamond. Hendes studier påpeger, at der er en fluiditet i den seksuelle identitet. Hun har primært forsket i kvinders seksuelle identitet, men her ser hun et mønster, hvor mange kvinder bevæger sig mellem heteroseksualitet og homoseksualitet hen over livets forskellige faser.
Hun er kontroversiel, fordi hun påpeger muligheden af bevægelighed og ikke er fortaler for, at man fastlåser sig selv og andre i seksuelle kategorier. Jeg inddrager hende her, fordi hun ikke kan beskyldes for at have en religiøs eller moralsk dagsorden, når hun på videnskabelig basis forsøger at gøre op med myten “Once gay – always gay”.
Jeg tror, hun påpeger noget vigtigt: At der er en bevægelighed, og at menneskets seksuelle identitet påvirkes af mange faktorer. Jeg foreslår derfor, at du blot konstaterer, at der i dig også kan være noget, som oplever dig tiltrukket af dit eget køn, men at du har valgt at bekræfte og forstærke det heteroseksuelle forhold, du føler dig hjemme i med den mand, du elsker.
Lidt om forbudte tanker
Når en tanke bliver forbudt eller forbundet med skam og frygt, kan den få sit eget liv i os. Den kan tage over, melde sig lige netop, når man ikke har brug for den. Og frygten for at tanken skal komme, kan næsten invitere den til at komme.
Måske skal du ændre taktik i forhold til din frygt. Det er jo blot en tanke. Ikke noget du behøver at gøre. Du kan fx konstatere, at de gamle fantasier stadig kan være der, men at de egentlig ikke er farlige. Blot udtryk for en historie, du har med dig, og som har sine rødder i den fantasiverden, du har haft.
På den måde bliver det lettere at sige: “Nå, det er en af de dage, hvor I stikker hovedet frem. I er velkommen som en del af min historie, men jeg vælger dog at lade jer ligge og i stedet koncentrere mig om alt det, jeg ellers er midt i.”
Når du har givet dem lov til at være der som ikke-farlige, så kan du lade dem ligge og koncentrere dig om at være til stede i forholdet til din kæreste – se ham, høre ham, tale med ham, fokusere dine tanker og sanser på ham.
Lidt om længsel efter eget køn
Det er stærkt overset, at mennesker kan tiltrækkes af sit eget køn af mange grunde. Der er bl.a. længsler efter at høre til og være en del af sit eget køn. De længsler kan i drømmes symbolsprog seksualiseres, hvilket ikke betyder, at man nødvendigvis har en seksualitet rettet mod sit eget køn. Det er blot en længsel efter at identificere sig med det biologiske køn, man har.
Du fortæller, at du aldrig har været forelsket i en pige eller været tiltrukket af en pige, men for andre som læser med: Også som venner tiltrækkes vi indimellem af andre af samme køn, fascineres af dem, tiltales af dem. Det er en af grundene til, at vi oplever god kemi, og at venskabet giver os noget gensidigt. Vennen bliver vigtig for os. Det betyder ikke, at vi dermed er biseksuelle. Blot at der er følelser af tiltrækning til andre mennesker, som ikke nødvendigvis hænger sammen med erotisk tiltrækning.
Kære V, jeg vil ønske dig og din kæreste alt godt i jeres forhold til hinanden. Og da AdamogEva.dk er en kristen hjemmeside, vil jeg også ønske dig Guds fred og velsignelse.
Kh Ole
Opdateret 14.10.2020