Kære A
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Du har ikke oplyst din mailadresse, så jeg håber, du finder mit svar. Det er dejligt at høre, du kan lide vores side!
Jeg kan ikke se af dit spørgsmål, om du spørger, fordi det er et personligt spørgsmål for dig, eller om du spørger af nysgerrighed eller interesse. Men når du spørger, om det er “forkert”, går jeg ud fra, du har samme syn på sex, som vi har på AdamogEva.dk. Nemlig at Gud har givet seksuelt fællesskab som en særlig gave til en mand og en kvinde i ægteskabet. Det er med det udgangspunkt, jeg svarer.
Sex på skrift findes i Bibelen
Først vil jeg sige til dig, at det ikke i sig selv er forkert at “læse sex på skrift”, som du formulerer det. Verdenslitteraturens måske mest erotiske digt findes i Bibelen og hedder Højsangen. Her beskrives med en masse malende og smukke billeder, hvordan erotik og seksualitet er en lim mellem de to elskende. Og hvordan de sammen når et klimaks i deres seksuelle forening.
En del andre steder i Bibelen er der beskrevet noget om sex, så det er altså ikke syndigt at læse om sex. Nu er det jo Gud, der opfandt sex, og derfor er sex aldrig i sig selv syndigt! Tværtimod har Gud givet sex som den smukkeste og fineste gave, en mand og en kvinde, der elsker hinanden og er gift, kan dele. Når et ægtepar deler sex, styrker de deres parforhold på en rigtig god måde, fordi de dermed fortæller hinanden med både krop og følelser, at de er hinandens eneste ene. Derfor kan flotte beskrivelser af sex mellem ægtefolk også være med til at bekræfte Guds gode gave.
Onani og seksuel stimulering
Du nævner selv, at det at læse om sex kan være med til at skabe seksuel stimulering ved onani. Vi har rigtig meget på hjemmesiden om onani, så det vil jeg ikke skrive om. I stedet vil jeg anbefale dig at læse artiklerne
Er onani synd?
Om onani – mest for piger
og svarene
Hvorfor er det forkert at onanere til erotiske noveller?
Jeg kan ikke finde ud af, om onani er en synd
Onani – glemmer I ikke nogle vigtige bibelvers?
Jeg håber, du fik svar på dit spørgsmål. Ellers må du endelig skrive til os igen.
De bedste hilsner fra
Vibeke