Hvordan får jeg et godt mor/datter forhold?

Vis spørgsmål

Jeg var en del syg i min barndom, var indelukket, havde problemer med angst og tvangstanker. Jeg gik til psykolog og fik medicin. Jeg oplever, at min mor har været overbeskyttende. Det gør det ikke bedre, at jeg ikke kan sammen med min stedfar. Som 17 årig flyttede jeg sammen med min kæreste i den anden ende af landet. Desværre har jeg fået nok af, at det mest er mig, der skal tage kontakten eller komme på besøg med kæresten og mit lille barn. Som regel har besøgene endt i ubehagelige skænderier. Jeg håber i har gode råd til mor/datter forhold og hvordan man kan sætte grænser, uden at jeg har en sur, trist eller vred mor.

(Resume ved redaktionen)

Læs hele spørgsmålet her:

Hej. Først vil jeg gerne sige tak for jeres svar sidst, det hjalp mig rigtigt meget, og det går bedre.

Desværre ved jeg ikke helt, hvordan jeg kan have et ordentlig mor/datter forhold. Da jeg var meget lille, var jeg meget syg af blærebetændelse. På grund af det, røg jeg ind og ud af sygehuset flere gange i meget lang tid. Jeg kan ikke huske så meget af det. Da jeg blev ældre, forsvandt det lige pludselig bare.

Som lille var jeg meget indelukket, angst og især var jeg meget bange for mænd. Da jeg var 11, fik jeg diagnosen tvangstanker, også kaldet OCD. Jeg gik til psykolog og fik medicin. Min mor var også med i at hjælpe mig i den meget hårde tid. Jeg blev medicinfri og blev færdig med at gå til psykolog. Den dag i dag har jeg stadig nogle tvangstanker; men jeg lærte at styre dem, dog får jeg anti-depressivmedicin for angst og depression.

Nogen gange er min mor meget overbeskyttende imod mig i forhold til mine brødre. F.eks. måtte mine brødre sove sammen med deres kærester, og hun accepterede dem bare med det samme. Da jeg endelig fik en kæreste, var jeg overlykkelig; men jeg måtte ikke sove sammen med min kæreste. Hun sammenlignede ham med min far, som var alkoholiker. På baggrund af sit misbrug kan jeg ikke huske, at jeg har boet med min far, har ikke haft meget samvær med ham, og blev svigtet af ham gang på gang. Desværre er han død af svulst, og jeg fik besøgt ham et par gange på sygehuset, inden han døde.

Jeg følte virkelig, min mor ikke stolede på mig, og at hun ikke kunne have, at jeg hellere ville være sammen med ham end lige min mor.

Det gør det jo heller ikke bedre med at få et godt mor/datter forhold, når min stedfar og jeg ikke kan sammen, som regel ender det med, at vi kommer op at skændes.

Da jeg var 17 år gammel, flyttede jeg til den anden ende af landet, hvor min kæreste boede ved sine forældre. Grunden til, at jeg flyttede, var, fordi jeg ikke havde det godt derhjemme eller på min uddannelse. Nogen gange kan jeg ikke snakke med min mor, og andre gange føles det, som om at min mor gerne vil være min veninde.

Jeg føler, at min mor behandler mig anderledes i forhold til mine brødre, og at mine brødre ikke kan forstå alt det, jeg har været igennem. Omvendt kan de godt forstå min mor, hvis hun ikke har det godt, fordi de mener, de skal passe på hende. Jeg mangler en forståelse, for det er trættende at skulle være så forstående i forhold til dem.

Ingen i min familie har støttet mig i, at jeg er glad og lykkelig, der hvor jeg bor nu. Hver gang jeg snakker med min mor, fortæller hun, at hun savner mig og vil gerne have, at jeg boede tættere på, og jeg kan da godt forstå hende.

Desværre har jeg bare fået nok af, at det er mig, som skal ringe til min mor og aldrig hende. Det har været mest mig, som har taget den lange tur i bilen sammen med min kæreste og min lille datter, som regel har de weekender og ferier endt i ubehagelige skænderier.

Jeg har fået denne her mærkelige følelse af, at jeg ikke har lyst til at tage derop mere, og at jeg ikke føler mig en del af min familie mere. Der er flere ting, som også er sket, som har givet mig denne følelse, men det vil blive alt for langt.

Jeg håber, I har gode råd til mor/datter forhold, og hvordan man kan sætte grænser, uden at jeg har en sur, trist eller vred mor, især nogle gode råd til, hvordan jeg kan komme videre. Jeg har gået til psykolog og har fået nogle redskaber, jeg arbejder med; men der er lige det sidste: Når de inviterer til forskellige fester, er jeg træt af at finde på dumme undskyldninger. Jeg kan mærke på min depression, at jeg har det bedst, når jeg ikke er sammen med dem; men hvordan forklarer jeg det på en mild måde, uden det føles som en løgn eller en dårlig undskyldning.

Med venlig hilsen

Malou

SVAR:

Kære Malou

Dejligt at høre, at mit svar på din tidligere henvendelse har hjulpet dig.

Sidst du skrev til adamogeva.dk, nævnte du kort, at dit forhold til din familie ikke er så godt. Denne gang beskriver du mere detaljeret, hvordan forholdet til specielt din mor er meget problematisk, og du ønsker gode råd til, hvordan du kan undgå at besøg hos din mor og din øvrige familie bliver en dårlig oplevelse, som tærer for hårdt på dine kræfter.

Problematisk mor/datter forhold

Mange kvinder har et problematisk forhold til deres mor, men dit forhold til din mor lyder særlig problematisk. Forholdet til din mor lyder til at have været anstrengt, længe før du mødte din kæreste, så jeg tror ikke, at det er forholdet til din kæreste, som er skyld i det problematiske mor/datter forhold.

Du beskriver blandt andet din mor som overbeskyttende i forhold til dig. Jeg tror, det til dels hænger sammen med din opvækst, som har budt på både fysiske og psykiske sygdomme samt en far, der var alkoholiker og ikke var der for dig. Du har på mange måder haft en svær opvækst, som – på godt og ondt - har stor betydning for den, du er i dag.

Når jeg læser om din opvækst, tænker jeg, at det ikke er så mærkeligt, at din mor har været meget beskyttende – og måske nogle gange overbeskyttende. Du er nu selv mor og har sikkert erfaret, at mødre elsker deres børn og ønsker at beskytte dem mod alt, hvad der kan skade dem. Det samme gælder din mor. Din mor har sikkert følt, at der var ekstra meget, som hun skulle beskytte dig mod, og måske førte det til, at hun blev overbeskyttende?

Skal kontakten til mor ”skrottes”?

Det lyder til, at du nogle gange overvejer helt at afbryde kontakten med din familie. Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke tror, det er løsningen for dig. Familien er man født ind i, og det er ikke uproblematisk at vælge den fra. Du vil altid være en del af familien uanset dine følelser. Ikke mindst forholdet mellem mor og datter er noget unikt, som jeg ikke tror, man bare kan ”skrotte”.

Afbryder du kontakten til din familie og din mor, tror jeg ikke, det vil gøre dig rigtig glad. Jeg tror, at du altid vil savne kontakten og vil bære smerten over, hvad der kunne have været, med dig. Hvis din mor og din familie ikke betød noget for dig, så havde du valgt dem fra for længe siden. Du udtrykker også selv et ønske om gode råd til, hvordan du kan sætte grænser, uden at din mor bliver sur, trist eller vred.

Du kan ikke ændre din mor

Noget af det, der irriterer dig, er, at det altid er dig, der skal ringe til din mor, og at det som regel er dig og din lille familie, som må køre den lange vej hjem på besøg hos din mor, selvom din mor giver udtryk for, at hun savner dig og gerne vil se mere til dig. Jeg synes, det lyder til, at du på en måde ville ønske, du kunne ændre på din mor. Det er urealistisk at tro, at du kan ændre på din mor. Den eneste, du kan ændre på, er dig selv. Men ændrer du adfærd, kan det godt være, at din mor også ændrer adfærd.

Sig, hvordan du ønsker familieforholdet

Jeg tror, at det vil være godt for dig, hvis du kan finde frem til, hvilken rolle du ønsker, din mor og din øvrige familie skal spille i din og din datters fremtid. Først når du selv er afklaret omkring, hvilket forhold du ønsker, tror jeg, at du vil kunne melde klart til og fra overfor din familie, uden at stå tilbage med dårlig samvittighed overfor enten dig selv eller familien.

Hvis du for eksempel ønsker at have telefonisk kontakt til din mor en gang om måneden, så kan det godt være, at det er dig, der skal tage initiativet til det; men så gør du det, fordi du har behov for det og ikke for at tilfredsstille din mor. Og på samme måde med besøgene, som du måske også har lyst til at afkorte, selvom der er langt at køre. Det slider nemlig på de fleste forhold – også de gode – hvis man skal være sammen nærmest uafbrudt i flere dage.

Hvis din mor så har et ønske om at høre fra dig eller se dig mere, så må hun tage ansvar for det.

Vær åben og ærlig

Også når det gælder invitationer til fester i familien, skal du gøre op med dig selv, om du har lyst til at deltage. Hvis du kommer frem til, at du ikke har lyst til at deltage, synes jeg, du skal være ærlig (og modig) og fortælle det til din familie, som det er. Det kan være, at du ikke har lyst til at deltage, fordi du frygter, at festen ender i et skænderi, som vil påvirke dit humør i flere dage (eller måske uger) efter festen, og så er det det, du må fortælle dem. Er du ærlig og fortæller dem sandheden, så behøver du ikke føle, at du stikker dem en løgn eller en dårlig undskyldning.

Jeg håber, mit svar også kan hjælpe dig denne gang.

Venlig hilsen Jette

Tilbage

Skrevet af:

Jette Bak Pedersen

psykolog

Du er god nok!

Et kærlighedsbrev


On 'Play' external media is loaded and the privacy policy of YouTube applies

Lyt til en hyggelig snak om at date 

– AdamogEva på podden!

Annoncer