Kære S
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk.
Det er super godt, at du tør komme ud med det, du tænker på og bekymrer dig om.
Du må ikke veje mindre
Jeg vil starte med at sige at du er en meget slank pige, når du fortæller mig, hvor høj du er, og hvad du vejer. Du må absolut ikke veje mindre – det er meget vigtigt at slå fast. Hvis du kommer til at veje mindre, er der stor risiko for, at du kan blive alvorligt syg.
Hjælp til at være dig selv
Måske handler det slet ikke om vægt men mere om, hvordan du opfatter dig selv. Du skriver, at du er meget usikker på dig selv. Jeg ville sådan ønske, at du kunne få hjælp til at være dig selv og hvile i, at du er perfekt lige som du er.
Du er helt unik og skal være den, du er, for der er brug for netop en som dig i denne verden. Hvis du er dig selv, kan du både nyde at være dig og være noget for andre.
Snak med en voksen som du har tillid til
Prøv at snakke med en voksen, du har tillid til. Det er utrolig vigtigt, at du tør sige til nogen, hvordan du har det, og hvordan du opfatter dig selv. Så vil du finde ud af, at mange har det på samme måde. Man kan godt gå og tro, at der ikke er andre, der har det på samme måde eller forstår, hvordan man har det. Men du vil finde ud af, at du ikke er alene, og når du taler med andre om dine tanker og bekymringer, vil du få det bedre.
Måske kan du også få noget ud af at læse svar til andre, der bøvler med de samme ting som dig:
Ensomhed, spiseforstyrrelse og angst – hvad skal jeg gøre?
Har jeg en form for spiseforstyrrelse?
Jeg er 12 år, vejer 41 kg og er 154 cm høj. Er jeg for tyk?
Jeg håber, at mit svar giver mening, og at du kan bruge det til noget.
Kærlig hilsen
Marianne