Kære dreng på 15
Tak for din henvendelse til AdamogEva.dk. Det er super godt. at du tager dig selv alvorligt og søger hjælp, hvor du ikke lige selv kan se en vej. Det har jeg stor respekt for.
Jeg ridser lige situationen op, som jeg forstår den: Du og din ven har været bedste venner gennem en del år. I har onaneret sammen, men nu vil han noget mere. Han har spurgt dig om at tage på hans penis og sutte på den, hvilket du er gået med til. Han spørger også, om han må have analt samleje med dig, men det har du nægtet.
Der mangler et ord i din andensidste sætning, men jeg tror, der skal stå, at inderst inde vil du bare være fri.
Grænser
Og det er det, du skal holde fast i: at du helst er fri, hvis det er sådan, du har det. Du skal ikke lade ham overtale dig til noget, som du inderst ikke vil være med til, så han på den måde overskrider dine grænser.
Måske har du det sådan nu, at du slet ikke har lyst til at være sammen med ham omkring onani eller andet seksuelt i det hele taget og så er det det, du må sige nej til. Det har sikkert været hyggeligt nok i starten med det, som I har haft sammen, med at udforske kroppen og det seksuelle sammen, men nu er han gået over dine grænser, og derfor reagerer du.
Vi er skabt med nogle grænser, som vi har fået, så vi kan passe godt på os selv og holde fast i, hvordan vi ser på os selv, og hvordan vi har det med andre mennesker. Og den grænse, som du ønsker at sætte, den skal du holde fast i. Du skal ikke lade din ven tromle dig ned eller lade dig manipulere til noget.
Han siger, at du ikke skal være bange, og at han har gjort det med andre drenge. Og måske har han det, men det er egentlig sagen uvedkommende. Hvis du ikke vil og ikke har lyst, så skal du sige fra og holde fast ved det.
Sig fra
Du spørger helt konkret, hvad du skal gøre for at få ham til at stoppe. Det første jeg tænker er, at du helt tydeligt skal sige til ham, hvordan du har det med det. Fortæl helt klart og tydeligt, at du ikke har lyst, og at han egentlig allerede er gået for langt i forhold til dine grænser. Fortæl ham også, hvordan du ønsker, at jeres relation skal være fremover.
Måske skal det være så tydeligt, så du må sige, at hvis han ikke respekterer det og stopper, så vil jeres venskab slutte. Og fortsætter han så efter det, så må du sætte handling bag og droppe ham som ven, hvor hårdt det end kan være.
Andre tanker
En anden ting du kan gøre, er at lade være med at sætte dig selv i de situationer, hvor det opstår. Lad være med at sove hos hinanden eller gå afsides med ham. Undgå at være alene sammen med ham.
En ting jeg kommer til at tænke på er, om han mon har en eller anden klemme på dig, som på en måde tvinger dig til at gå med til det, også selvom du ikke har lyst? Hvad er det, der gør, at du ikke har markeret dig tydeligt over for ham allerede? Er han din eneste ven, så du føler dig afhængig af ham, eller er der sket noget andet mellem jer? Det vil jeg gerne udfordre dig til at tænke efter.
Du skriver, at du ikke er homo. Og det tror jeg heller ikke, du er. Måske kan du alligevel få noget ud af at læse de her artikler:
Homoseksuel eller bare anderledes?
Hvad er homoseksualitet?
Du kan også finde svar til andre, hvis du søger på hjemmesiden.
Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget, ellers er du meget velkommen til at skrive igen.
De bedste hilsner
Steen Møller Laursen
Opdateret 13.10.2020