Kære G
Du stiller mig spørgsmål, som jeg ikke kan give dig et konkret svar på. Du kan heller ikke slå op i Bibelen og få konkret svar. Hvis du kunne, ville det så hjælpe dig?
Hvad betyder det for dig at være en kristen?
Du lægger vægt på, at du er kristen. Prøv at tænke over, hvad det egentlig vil sige for dig? For mig vil det sige, at jeg er skabt af Gud, at mit liv er en stor gave, ikke noget jeg ”har ret til”. Jeg tror, det er min opgave at forvalte den gave, livet er, bedst muligt. Jeg har ansvar overfor Gud og overfor mine medmennesker.
Det grundlæggende bud er noget med at elske, at værdsætte, værne, unde hinanden det vel. I kristendommen er det også en del af grundfortællingen, at det kan gå galt for mennesker. Og det kan det. Hvor vi for alvor har brug for tilgivelse. Guds og menneskers.
Mor kan råde - du skal til at tage ansvar
I den verden er du nu ved at modnes. Du udvikler dig og begynder at få frihed og ansvar. Din mor kan give dig råd, men hun kan ikke styre dig ned i detaljer - og det skal hun heller ikke. Det er dig selv, der skal til at tage ansvar. Hvad synes du? Hvordan vil du bruge livets gave bedst muligt? Jeg kan måske hjælpe dig med nogle spørgsmål:
Jeres kæresteforhold
- Hvordan var dit og din klassekammerats forhold, da I var kærester?
- Havde I det sådan, at I begge bare ønskede alt det bedste for den anden?
- Hvad fik forholdet til at slutte?
- Har noget ændret sig siden da?
- Hvad synes du om ulovlige ting og rygning? Vil du være med til det?
- Hvad er det der gør, at du gerne vil komme sammen med ham igen?
- Kunne det være en mulighed at have ham som en rigtig god ven?
- Kan I tale godt sammen, have det sjovt og rart, kan I slappe af i hinandens selskab?
- Kan du være helt dig selv sammen med ham, og være tryg nok til også at vise de mindre pæne og sjove sider af dig selv?
- Kunne du udbygge forholdet til ham som ven, og så se an, om I trives med det?
- Har du spurgt din mor om, hvad der helt konkret gør hende bange? Hvis hun ikke vil/kan svare: Hvad tror du helt konkret, hun er bange for? Kan du forstå hende? Hvad tænker du selv om det?
Onani - hvordan forholde sig til det?
Der sker meget med dine kønsorganer lige nu; de vokser, og nye fornemmelser og følelser opstår. Det er naturligt, at du har lyst til at undersøge dig selv.
Tidligere sagde moralen, at man ikke måtte onanere. Sådan ser jeg det ikke. Men jeg tror, der ligger visdom i ikke at lade selvtilfredsstillelse fylde for meget. Du har livet foran dig, og det er vigtigt, at du modnes både kropsligt, tankemæssigt og følelsesmæssigt. Giv plads til alt det andet i livet også. Hvor meget synes du, det skal fylde?
Kys er udtryk for nærhed og ømhed
At kysse er en meget intim måde at give og modtage på. Hvor nær har du lyst til at være på en anden? Et kys kan ikke tages tilbage. Hvor mange vil du dele kys med? Bliver kysset mindre værd, hvis det gives til mange? Hvad tænker du om at være nr. 14 i rækken, der har modtaget et kys fra en dreng?
Nærhed og ømhed er en værdifuld ting mellem mennesker. Jeg tror, vi skal være varsomme og ikke gøre værdien mindre ved at kaste det ud til højre og venstre. Men er der en dag en dreng, som du holder meget af, og som holder meget af dig, som du har dybt kendskab til og føler dig helt tryg ved, så kan et kys være et smukt udtryk for det.
Det ser ud til, at din mor gerne vil skærme dig og passe lidt på dig – hun er ikke ligeglad med dig. Måske vil hun fortælle dig om sit første kys. Eller måske kender du en anden voksen, der vil?
Søg gode voksne at tale med
Jeg ville ønske, du kunne få lov at være barn lidt endnu. At livet ikke behøvede at blive kompliceret så tidligt. Men vi lever i en verden, hvor vi hver dag bliver konfronteret med mange syn på kærlighed, kærester, sex og meget andet, og det udfordrer os til at tage stilling.
God arbejdslyst med de mange tanker, du gør dig. Fint, at du deler dem. Der kan være perioder, hvor ens mor ikke er den, man taler bedst med. Kan du tale med din far? Eller er der andre voksne i familien eller nogen, du kender, som du har tillid til og kan tale godt med? Så kan de være med til at give ord til erfaringer, oplevelser og holdninger, som du kan bruge, når du skal finde din vej i livet.
Som kristen har du den fordel, at du også frimodigt må bede Gud om at hjælpe dig med at tage de rigtige og sunde valg. Du kan også søge kristne venskaber at dele tanker og holdninger i.
Læs eventuelt også artiklerne
Pigevenner og drengevenner
Gode venner
Om onani – mest for piger
Mange hilsener fra
Margit