13 og 15 år med lyst til sex – men er vi for unge?

Vis spørgsmål

Hej allesammen!

Jeg har en kæreste, og ham og jeg har lyst til sex :! Meeen ... vi ved ikke, om vi er for unge. Han er 15, og jeg er 13 år.

Og vi vil bruge beskyttelse, men er vi for unge, og hvordan ved vi, om vi gør det rigtigt, hvis vi har det?

Pige, 13 år

SVAR:

Kære 13-årige

Tak for dit brev.

Det er dejligt at høre, at du har en kæreste, og at I er glade for hinanden. Du fortæller, at I har talt om at have sex og stiller i den forbindelse spørgsmålet, om I er for unge til sex. Til det vil jeg svare: JA, det er I for unge til, når du kun er 13 år.

Sex er et stort ansvar

Rent lovmæssigt er den seksuelle lavalder i Danmark 15 år. Det betyder, at det først er lovligt at dyrke sex, når man er fyldt 15 år. Lovgiverne i Danmark har valgt alderen 15 år, fordi de mener, at børn ikke er fysisk og psykisk modne til at have sex før denne alder. Der findes altså ikke kun en, "jeg-er-klar"-grænse, men også en juridisk grænse for "den første gang". I andre lande er grænsen anderledes; fx i Norge skal man være 16 år. (kilde: Børns vilkår).

Måske lyder det underligt, at man har lavet en lov om sex, men det har man dels for at beskytte børn mod seksuelle overgreb, og dels fordi man skønner, at børn under 15 år ikke er modne nok til at takle det seksuelle. Ved samleje er der mulighed for, at pigen bliver gravid, så derfor er loven også en god beskyttelse mod, at man pludselig står som 13-årig med et barn.

Lysten til sex er naturlig

Jeg kan godt forstå, at I begynder at tale om sex og dermed også har lyst til at prøve det. Fra film, blade, internettet, porno, kammerater osv. møder man ofte en holdning om, at sex hører med til det at være ”rigtige” kærester. Men det tænker jeg ikke er den eneste sandhed.

Man kan sagtens være kærester uden at have sex

I jeres alder bygger et godt og sundt kæresteforhold på et rigtigt godt venskab, hvor man kan stole på hinanden, fortælle hinanden alt, være sårbare, respektere hinanden, grine sammen osv. Faktisk er det en meget vigtig del af det at have en kæreste også senere i livet, idet sex kun udgør en lille del af det at være par.

Sex gør os sårbare

Sex er ikke kun til for sjov. Sex er givet til os som noget meget intimt og følsomt, og derfor er det særligt sårbart, når man først har været i seng med hinanden, fordi man på alle mulige måder blotter sig 100% overfor hinanden. Sex gør noget ved os på et dybere psykologisk plan og sætter følelsesmæssigt nogle meget afgørende spor i vores sind. Det betyder, at det ikke er ligegyldigt, om du passer på din seksualitet eller ej. Grunden til dette er som sagt, at sex er noget meget intimt mellem to mennesker, og derved noget som man ikke skal dele med hvem som helst.

Det kan du læse mere om i artiklen Sex og følelser.

Sex er værd at vente på

Hvis jeg skal give dig et råd, vil jeg sige, at du passer bedst på dig selv ved at gemme sex, til du har en alder, hvor du er parat til at forpligte dig på din kæreste og give løfte om, at I ønsker at holde sammen ALTID. Indtil da er det bedste, I kan gøre, hvis I er rigtig glade for hinanden og ønsker at holde sammen som kærester, at bygge et godt trygt venskab op uden sex, hvor I kan stole på hinanden, hvor I kan mærke, at I er der for hinanden, støtter hinanden, har det sjovt sammen, deler glæder, kysser, overrasker, trøster, hjælper, osv.

Hvordan har I lyst til at være kærester

Det er ikke kedeligt at være kærester, selvom I ikke har sex. Husk på, at I passer på hinanden og viser hinanden respekt ved at vente.

Så tal med din kæreste om det her og læs artikler og svar til andre i vores temaer Teenager og sex og Kæresteliv. Læs begge to nogle forskellige artikler og snak om, hvad I synes, er godt og skidt i artiklerne og svarene til andre.

Jeg håber, du og din kæreste kan nyde hinanden, ha’ det sjovt og passe godt på hinanden.

Kærlig hilsen
Annette Hassingboe

Annoncer