Var han bare en corona-trøste-kæreste?

Vis spørgsmål

Hej, jeg har brug for rådgivning og hjælp ifht. mit parforhold.

Lidt baggrund: Jeg er en kvinde på knap 23 år, og jeg er lige flyttet til en storby for at studere efter et år i udlandet, hvor jeg arbejdede. Jeg har ADHD. Under mit ophold i udlandet fandt jeg den sødeste og mest fantastiske mand i verden. Han er støttende, kærlig, omsorgsfuld, bare herlig i alt. Da vi fandt sammen, boede jeg i udlandet, og livet var meget isoleret pga. coronarestriktioner. Jeg arbejdede, og i fritiden sås jeg med omkring seks mennesker. Mest af alt min kæreste, som er 25 og har fuldtidsarbejde. Han var lige kommet hjem efter flere år i udlandet, så vi levede meget i en boble. Faktisk havde vi et forhold som to på 35 år; vi manglede bare hunden og børnene.

Nu er jeg så flyttet til en studieby, og planen er, at han flytter hertil i efteråret. Og jeg kan mærke, det hele chrasher. Efter godt et år er gnisterne fra forelskelsen blæst væk, men hele den her overgang fra corona og 35-årig-kæresteagtige-forhold til ung 22-årig i studiebyen med masser af folk er svær for mig. Jeg bliver stimuleret af at være sammen med folk, og nu har jeg flere at tage af, og derfor er “behovet “ for min kæreste mindre. Jeg blamer mig selv for måske at have brugt ham som støtteperson i udlandet, selvom jeg hyggede mig hele tiden. 

Jeg føler, at jeg skubber ham væk, og mit hoved begynder at løbe om hjørner med mig. Jeg får tanker som: “Du behøver ham ikke mere.” “Dine følelser er væk.” “Kan du overhovedet lide ham?” osv. Det er skræmmende, for den her mand er det sødeste og mest fantastiske væsen på jorden, og jeg føler bare, at min adhd og mangel på at fastholde interesse i ting spænder ben for mig.

Har du nogle råd? Råd til at bevare gnisten i forholdet. Råd til det her med at gå fra corona-voksne-isolations-kærester til almindelige ungdomskærester. Råd omkring det med adhd og følelsen af at miste følelserne. Hvordan undgår jeg at overtænke det faktum, at vi selvfølgelig ikke er nyforelskede længere?

Kvinde, 22 år

SVAR:

Kære kvinde

Tak for dit åbenhjertige brev. Klogt af dig at skrive med mulighed for at stoppe op og overveje dit kæresteforhold, så du ikke kommer til at spænde ben for dig selv.

Beskrivelse af din kæreste 

Det første jeg lægger mærke til, er din overstrømmende positive omtale af din kæreste:

  • Han er den sødeste og mest fantastiske mand i hele verden.
  • Han er støttende, kærlig, omsorgsfuld og bare herlig i alt.

Sikke en positiv omtale.

Corona og kæresteforholdet

Det lyder til, at situationen med corona har udfordret dig. Det har betydet følgende:

  • Isolation.
  • Bobleliv.
  • Altid sammen med kæresten.
  • Et kæresteforhold, som om I var 35 år – dog uden hund og børn.

Det får mig til at spørge dig, om du har været underforsynet med relationer? Har din verden været alt for indskrænket i forhold til dit liv før corona? Har du savnet familie og venner fra Danmark? Handler det mere om underforsyning, end om han er den rigtige kæreste for dig?

Livsovergange

Når jeg ser på din livssituation, tænker jeg, at din flytning til storbyen, og at du skal begynde på et studie, betyder en ny start for dig. Du skal forlade noget og begynde på noget nyt. Det er en livsovergang, som for mange indebærer en masse usikkerhed.

Derfor vil jeg gerne spørge dig: Er det en mulighed at skille det ad og spørge dig selv, om det behøver at betyde, at du skal forlade din ellers fantastiske kæreste?

At løbe om hjørner med

Du fortæller, at du har en ADHD-diagnose. Du lyder til at have godt kendskab til dig selv. Du lyder til at kende til at kunne blive snydt af dig selv; at du har prøvet, at noget inde i dig kan finde på at skubbe noget ellers godt væk fra dig og narre dig med, at du ikke behøver din kæreste. Du fortæller, at du kan have svært ved at fastholde noget godt, og at du kan komme til at spænde ben for dig selv. Du omtaler det som skræmmende, at det sker.

Her vil jeg gerne spørge: Er det udfordringer i forbindelse med din ADHD, der spiller ind og kommer til at løbe om hjørner med dig? Hvis det er det, du oplever, kan dit første skridt være, at du bruger dit gode kendskab til din tænke- og reaktionsmåde og ser på muligheden for at hjælpe dig selv. Du kan stoppe op og spørge: Er det min ADHD, der siger nej til kæresteforholdet, eller er det hele mig?

Hvor går vejen

I har været kærester i et år. Du oplever, at gnisten og følelserne ikke er der. I den forbindelse kan det måske være en hjælp at tænke, at det er helt normalt, at forelskelsen for de fleste par forsvinder efter ca. et år. Det betyder, at der skal findes noget andet byggemateriale, for at et forhold kan bevares levende.

Du kan overveje, om din positive omtale af din kæreste kan være et stærkt og holdbart byggemateriale.

Afslutningsvis har jeg nogle spørgsmål til overvejelse:

  1. Har du stadig kærlighed til din kæreste og holder af ham?
  2. Hvordan vil det være at sige farvel til ham? Vil du kunne undvære ham?
  3. Vil det være en idé at dele dine overvejelser med en, der kender dig rigtig godt og kan hjælpe dig med at adskille dine tanker?

Tag endelig tid til at overveje, hvordan du tænker om det, at I to er kærester, efter at du har læst mit svar.

Afgørelsen er din.

Mange hilsner
Hanne Esmarch

Annoncer