Hvordan redder jeg vores parforhold?

Vis spørgsmål

Hej..Min kæreste gennem 2 år og jeg står i krise. Jeg elsker hende højere end noget andet og jeg er ikke i tvivl om, at det er hende, jeg vil have. Men hun kan ikke finde ud af sine følelser mere og tænker rigtigt meget på "hvad nu hvis der er noget bedre endnu derude?".

Det er alt sammen ekstremt forvirrende for mig, fordi på andre tidspunkter der siger hun samtidig, at hun ikke kan forestille sig at finde en mand, der er bedre for hende, passer bedre på hende, støtter, lytter, sætter grænser, er der og er mere tålmodig end jeg.. Hun svinger frem og tilbage mellem sine følelser for mig, men oftere og oftere er vi begyndt at have sammenstød, fordi hun frygter, at hun ikke føler nok for mig.

Jeg bør måske starte med, hvor jeg selv først mærkede det for alvor. For ca. 9 måneder siden begyndte vi at tale seriøst om at få børn sammen og alt var virkeligt godt der. Vi ville rigtigt gerne begge to og snakkede meget om hvornår var godt. Tiden gik og vi kom tættere og tættere på at nu skulle det være. Hun droppede p-pillerne for at have det ordentligt ude af systemet og det hele. Så pludseligt, ca. i slutningen af april gik hun nærmest i panik og blev i tvivl omkring hendes følelser overfor mig, vores forhold og vores fremtid sammen..Jeg har ingen anelse om hvorfor og jeg oplever det nærmest som at være sket fra dag til dag.

Min kæreste er en pige, der stresser utroligt meget, og jeg mistænker at det kan være relateret til dette. I december droppede hun sit studie på uni, da hun gang på gang havde stress angst op til eksamen m.m. Hun har samtidig brugt ekstremt meget energi på at hjælpe sin søster og hendes (daværende) svoger, med at restaurere et nedlagt landbrug, og oven i det også at hjælpe med at planlægge deres bryllup (de blev gift i lørdags).

Jeg har mistanke om, at hun går med nogle psykiske problemer, stress fremkaldt depression el. lign. men hun er meget lidt modtagelig overfor den mulighed, og bliver generelt utroligt defensiv så snart det handler om hende. Hun ved godt, hun har forsømt vores forhold og mig rigtig længe, og vi vil sammen gøre noget ved det nu, bruge mere tid sammen m.m. men jeg har så svært ved at tro på det lykkes, og på at hun virkeligt vil det nok. Hvad gør jeg for mig og for os?

Claus, 33 år

SVAR:

Kære Claus

Du elsker din kæreste højt og er derfor dybt berørt af, at din kæreste er i tvivl om sine følelser overfor dig. Jeres forhold er i krise, men du ønsker at redde det og har derfor valgt at søge hjælp. Du har altså valgt at handle aktivt for at redde forholdet, hvilket er et rigtig godt skridt i den rigtige retning. Jeg får også indtryk af, at der er noget virkelig værdifuldt at redde. Du kan nemlig beskrive mange af dine kærestes tanker og følelser, hvilket afslører, at I har et godt og åbent forhold, hvor I kan tale sammen – også om det, der er svært. Noget som mange vil misunde jer, for det er desværre langt fra altid tilfældet i et forhold.

Din kærestes tvivl

Tvivlen viste sig for alvor, da I begyndte at tale seriøst om at få børn sammen. I starten gik det fint, men da tiden nærmede sig for det aftalte tidspunkt, blev din kæreste nærmest grebet af panik. Skal jeg være helt ærlig, tror jeg mange har oplevet det samme, når planerne om at få børn, blive gift eller lignende pludselig skulle realiseres. Så længe der er tale om planer, der ligger et godt stykke ude i fremtiden, kan lysten være der, og man planlægger, som jer, hvornår og hvordan. Når så pludselig tiden kommer, føler man sig bare ikke så klar, som man havde forestillet sig. Måske var der nogle andre ting, som man bevidst eller ubevidst havde forestillet sig, at man skulle have nået eller på plads inden – fx i forhold til uddannelse, job eller bolig.

I rigtig mange forhold, tror jeg blot ikke, at man er så åbne og ærlige overfor hinanden, som I er, og man får derfor aldrig rigtig talt sammen om det. Og det er lige netop, hvad jeg synes, at I skal gøre; sætte jer ned og tale det hele godt igennem. Hvis din kærestes tvivl helt eller delvis skyldes, at hun alligevel ikke er klar til at påtage sig den forpligtigelse, det er at få børn, lige nu, så er problemet måske ikke større, end at det kan løses ved, at I udsætter planerne om børn i forholdet? Under alle omstændigheder synes jeg, at I skal vente med at få børn sammen, indtil I begge er helt sikre på, at I vil hinanden.

Kærlighed og forelskelse

Mange gange skelnes der ikke mellem kærlighed og forelskelse. Det kan også være svært at sige helt præcist, hvor grænsen går, men jeg mener, det er vigtigt at være klar over forskellen, da man ellers let kommer til at tvivle på kærligheden, hvor det måske blot er forelskelsen, der ikke er der mere. Langt de fleste forhold i vores kultur begynder med forelskelse.

Forelskelse kan vi ikke altid styre, da den kan forsvinde lige så pludselig, som den kom. Forelskelse er kendetegnet af fx fascination, fysisk tiltrækning og andre stærke følelser. Forelskelse er ikke en varig følelse. Det er forskelligt, hvor længe en forelskelse varer, men det er i hvert fald ikke normalt, at den varer to år, som svarer til længden på jeres forhold. Når forelskelsen forsvinder, kan den enten ”erstattes” af kærlighed, eller også forsvinder følelserne måske fuldstændig for den anden.

Måske er din kærestes tvivlen på sine følelser for dig et udtryk for, at forelskelsen ikke længere er der, hvorfor hendes følelser for dig nu er mere afdæmpede end tidligere? Hvilket altså er helt naturligt og bestemt ikke behøver være ensbetydende med, at hun ikke længere elsker dig.

I modsætning til forelskelse er kærlighed ikke kun varme følelser og store ord men i mindst lige så høj grad aktive handlinger, der bygger på en beslutning om at elske den anden i medgang og modgang.

Er du interesseret i at læse mere om kærlighed og forelskelse, kan du evt. læse denne artikel:

Kærlighed og forelskelse

Forpligtelse og engagement

Kærlighed er tæt forbundet med forpligtelse. At forpligte sig er at bestemme sig for, at man bliver i sin relation, også når der kommer svære perioder. Det at forpligte sig gør det muligt at fokusere på, hvad man kan gøre for at udvikle forholdet, i stedet for at bruge energi på at overveje, om man kan få noget, der er bedre.

At forpligte sig til at elske har med vilje og beslutning at gøre. Den forpligtende kærlighed er ikke en kærlighed, hvor man håber på at elske, men derimod en kærlighed, hvor man siger ”jeg vil elske” og ”jeg vil investere noget i vores parforhold”. En af de mest tydelige måder, hvorpå man kan vise sin forpligtelse, er ved at blive gift. Er du interesseret, kan du læse mere om ægteskab og Bibelens syn på ægteskabet i artiklen:

Ægteskabet og Bibelen

Engagement er en naturlig følge af forpligtelse. Engagement er at handle aktivt i hverdagen for at få forholdet til at blomstre. Engagement består altså ikke kun i velmenende tanker og gode intentioner. Engagement handler derimod om at gøre noget for, at den anden kan trives i forholdet.

I et parforhold er der brug for både forpligtelse og engagement. Der er brug for både en forpligtende holdning og engagerede handlinger. De kan supplere hinanden. I perioder, hvor der ikke er så stort dagligt engagement i forholdet, er det rart og trygt at vide, at man er forpligtet på hinanden. Omvendt kan et bevidst engagement også være med til at styrke lysten til den langsigtede forpligtelse, fordi ens engagement alt andet lige, både gøre det tryggere og sjovere for ens partner og én selv at være i parforholdet.

Jeg håber meget, at mit svar kan hjælpe både dig og jer. Måske kan I begge læse mit svar og bagefter tale sammen om, hvilke dele af svaret, som I finder mest anvendelige i netop jeres forhold.

Jette

Annoncer