Ensomhed og kærestesorger

Vis spørgsmål

Kære jer.

Jeg står i en situation hvor hele mit liv er vendt på hovedet. Jeg er netop startet på et nyt studie, på ingeniøruddannelsen, som jeg er meget fagligt interesseret i. Men det er desværre ikke gået så godt socialt, som jeg havde håbet. Jeg klinger ikke så godt med dem fra mit hold, og føler ikke jeg har nogle tætte venner der. Det synes jeg er rigtig svært, eftersom studiet er tidskrævende, og man ofte har undervisning 8-16, og ingeniøruddannelsen er baseret på meget gruppearbejde.

Jeg er meget social og ekstrovert, og har mange gode venner og et betydningsfuldt netværk uden for studietiden, så jeg kan godt have svært ved at forstå, hvorfor jeg nu pludselig føler mig så ensom og udenfor på min uddannelse.

Midt i min kamp mod ensomheden, går min kæreste meget uventet fra mig. Det kom som et chok. Jeg vidste godt han havde været presset de sidste måneder, men jeg vidste at han altid har elsket mig højt, så derfor var jeg ikke bekymret. Jeg rummede hans stress og gav ham plads og kærlighed, mens jeg også passede på mig selv. Jeg finder ud af sidenhen, at min ekskæreste generelt har afskåret sig fra sit ”gamle” liv. Han har aflyst aftaler med gamle venner og søger ikke kontakt til dem. Han har stoppet kontakt med sine tidligere betydningsfulde mennesker, ser ikke sin familie meget mere, og har nu også slået op med mig efter 1 1/2 år. Alt det, der tydeligvis betød meget for ham engang, synes helt betydningsløst nu. Han virker tom indeni, og brænder kun for ting, hvor han opnår prestige og status, hvorfor han også er begyndt at søge fællesskaber hvor han kan opnå disse ting. Alt det ydre tæller pludseligt for ham. Vi går på samme uddannelse, så det gør det ikke nemmere. Den eneste begrundelse for hans brud var, at han er blevet mindre forelsket end i starten, og han har brug for at føle sig meget forelsket for at kunne være i et forhold. Jeg har prøvet at forklare ham, at forelskelse naturligt bruser af, og at det så bliver til kærlighed, hvis man arbejder for det, men han vil ikke acceptere den påstand.

Jeg er bange for, at han pga. hans perfektionisme er begyndt at blive udbrændt. Han ligner slet ikke sig selv. Han var det dejligste, loyale menneske for blot få måneder siden. Han elskede mig så højt, og sagde for få måneder siden, at han bare kunne mærke, at det skulle være os. Men efter han kom ind i de nye fællesskaber, er han blevet helt anderledes. Selvom jeg også skal passe på mig selv, bekymrer jeg næsten mere for ham end for mig.

 

Hvad skal jeg stille op? Jeg får næsten fremtidsangst over hele min situation. Er jeg ikke god nok, hvis jeg ikke har venner på studiet? Får jeg nogensinde en kæreste igen, som gør mig ligeså glad som han gjorde mig engang? Skal jeg spørge ham, om vi skal få snakket ud om det hele? For vi kommer jo til at se hinanden på studiet igen.

Håber I kan give mig et lille håb i min situation. Det fylder mine tanker hele tiden.

 

Kh, 24-årige

 

SVAR:

Kære 24-årige

Du har skrevet, fordi du står midt i nogle svære ting. Og det kan godt slå én lidt ud. Så det er forståeligt at du godt kan bruge nogle råd herfra. Jeg har delt svaret op i de forskellige temaer, der fylder for dig og håber det giver nogle tanker med på din vej.

Venskaber på studiet er rart

Det kan være rart at have nogle venner fra sit studie, som man klikker godt med og man kan følges med igennem dagene og årene. Samtidig kan man bestemt ikke sige, at du ikke er god nok, hvis du ikke finder en ven lige præcis i din klasse, fordi nogle gange er kemien der bare ikke. Og det er normalt for mange, at de kun har deres sociale netværk udenfor studiet, ligesom andre nærmest kun har venner på studiet. Så det er mega forskelligt.

Det kunne måske være interessant for dig at give det lidt tid, så du lærer folk lidt bedre at kende - hvem ved, om der måske dumper én ned på din vej lige pludselig. Og hvis ikke, så er du stadig en fuldstændig normal studerende, uanset hvor mange, du opbygger en relation med.

Kærestesorg kan gøre virkelig ondt

Kærlighed kan virkelig gøre ondt. Sådan helt ind i hjertet. Og et knust hjerte er bestemt ikke særligt sjovt at stå med. Du skriver, at det kom fuldstændig bag på dig, da din kæreste slog op, så det har slået hårdt, kan jeg kun forestille mig. Du spørger, om I skal snakke ud om det, og der skal du måske mærke efter, hvad du føler. Det er helt fint at tage en snak og det er også helt fint ikke at gøre det. Det er jo også noget, man lige skal lande i og finde ud af, hvad man så skal stille op nu.

Om du får en kæreste, som gør dig ligeså glad, er næsten umuligt at spå om. Vi mennesker er sådan indrettet, at de fleste knuste hjerter heler med tiden, og det bliver placeret et sted indeni os, hvor det ikke gør ligeså ondt. Og når det sker, kan det skabe en plads til en ny kæreste, som du føler nye følelser for.

Det betyder ikke, at du kun må sidde og sørge og græde, indtil du kommer dertil følelsesmæssigt. For tiden kan også fyldes med ting, du glæder dig til og bringer et smil frem. Så du kan fx fylde kalenderen med gode venner/veninder. Og for nogle at det godt at have noget rart at se frem til, på den måde har du noget at glæde dig hver eneste uge.

Ekskæresten har ændret sig

Når du beskriver, hvordan din ekskæreste har ændret sig, kan jeg godt forstå, du kan være bekymret for ham. Det kan sagtens være, han er ved at gå i en retning, hvor han på et tidspunkt knækker. Og det er ikke rart at stå på sidelinjen og se. Hvis du har brug for det, kan du godt fortælle ham, hvad du oplever. Og så er det - desværre - op til ham selv at ændre sig, hvis han vil.

Det er vist ret tydeligt, at en af de overordnede overskrifter for mine råd er “tid”. Det er på en måde nok et lidt svært råd at tage til dig, fordi du selvfølgelig skal acceptere, at der ikke er et quick-fix og at nogle ting måske går lidt langsomt, selvom du egentlig er på den rette vej. Men det kan til gengæld også gå hen og være al ventetiden værd. 

Jeg håber, du kan bruge nogle af tankerne og at du snart får det bedre.

De bedste tanker fra Mai 

Annoncer