Kære S
Tak for dit brev og dine mange tanker og overvejelser.
En normal teenager
For det første tænker jeg, at du er en helt normal teenager, der tænker over livet og over, hvem du er. For de fleste handler teenageårene i høj grad om at løsrive sig fra forældrene og om at træffe egne valg. Om at turde stå ved den man er og om at undersøge “verden”.
Din udfordring er imidlertid, at dine teenageår er præget af, at dine forældre blev skilt, da du var lille, og som jeg læser det, føler du dig ind imellem splittet mellem dine forældre. Du beskriver dine to familier som meget forskellige både hvad angår tro, politik, uddannelser osv. Du giver udtryk for, at du ind imellem kan have svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned for dig i forhold til, hvad du skal mene, hvad du føler, hvad de andre tænker om dig og dine valg og hvem du er.
At være splittet
En af de største udfordringer ved at være skilsmissebarn er nok følelsen af at være splittet. Det er ikke unormalt, hvis du føler dig splittet mellem dine to hjem og føler, at du lever livet “i midten”. Jeg har skrevet en artikel om nogle af de områder, som kan være særligt vanskelige at håndtere, og som også kan have betydning for den måde, man tænker om sig selv: Jeg er splittet.
Jeg har trukket nogle ting ud fra dit spørgsmål, som jeg vil prøve at beskrive her:
Savnet er et grundvilkår
Savn er et af de områder, som fylder rigtig meget for de fleste skilsmissebørn, og som er et grundvilkår for børn i skilsmisser. Mange beskriver, at de hele tiden savner mindst én af deres forældre. Måske har du endda oplevet at savne den forælder, du er hos, fordi der er kommet en ny familie til. Savnet kan også handle om et ubevidst ønske om at være én familie, hvor begge forældre er til stede på samme tid og sted, også selvom du godt ved, at det aldrig vil kunne ske.
Måske oplever du, at det kan være svært at tale om at savne. Men savnet forsvinder ikke; det vil altid være der. Den bedste måde at lære at håndtere det på er at tale med dine forældre om, hvordan du har det.
Loyalitet og skyldfølelse
Du skriver, at du ind imellem føler dig skamfuld, når du skal afsted til et familiearrangement, fordi du skal vælge side. Mange skilsmissebørn oplever en loyalitetskonflikt, når deres forældre ikke tager fælles ansvar for at hjælpe deres børn med at skulle bevæge sig mellem fars og mors familier. Børn har nemlig brug for forældre, der kan tage beslutninger, så børnene ikke skal forholde sig til alle de krav og forventninger, de stilles overfor. Hvis det ikke sker, vil børnene i mange tilfælde opleve, at de står helt alene med ansvaret for at skulle træffe valg.
Alt det kan have betydning for dine tanker og følelser om fx at prøve at tilfredsstille alle, hvilket betyder, at du må gå på kompromis med dig selv gang på gang for at gøre andre glade. På den måde kan tanker og følelser om, at du ikke er god nok, opstå. Det er også her, skyldfølelserne kommer snigende, når der skal vælges, eller man ikke har lyst til det, der forventes af en.
Anerkendt og accepteret
Du skriver: “Jeg føler ikke, jeg er noget, og jeg tror ikke, at særlig mange ville gide mig, hvis jeg bare var mig.” Jeg kender mange teenagere, som kan få den samme følelse, men jeg får lyst til at sige, at uanset hvordan du føler og tænker, så er du værdifuld! Du skriver, du er troende, og med det som grundlag vil jeg minde dig om, at du er meget værd, fordi du er elsket af Gud. Læs mere om det i artiklen Du er meget værd!
Måske hænger din følelse af ikke at være noget værd sammen med, at du nogle gange kan føle, du ikke bliver anerkendt og accepteret for den du er i din familie. Eller måske hænger det sammen med, at du føler dig som en fremmed i din egen familie og ikke rigtigt føler dig hjemme nogen steder. Mange skilsmissebørn føler sig stresset over hele tiden at skulle flytte frem og tilbage, fordi det kræver omstilling fra den ene familie til den anden. At skulle forholde sig til forskellige regler, holdninger og miljøer kan medføre en følelse af ikke at høre til eller føle sig anderledes. Måske skal du overveje, om du kan vælge kun at bo ét sted, så du kan få ro til at finde dig selv og mærke, at du hører til.
Jeg ved ikke, hvor gode dine forældre er til at samarbejde omkring dig og dine ønsker. Hvis samarbejdet er problematisk, kan det være rigtig svært for dig. Deres uenigheder og forskelligheder kan betyde, at du kan komme til at føle dig forkert og måske føle, det er dine valg og handlinger, der er skyld i den dårlige stemning. Måske kan du komme i tvivl, om dine forældre elsker dig? Men husk, det er aldrig din skyld, hvis dine forældre skændes eller ikke kan samarbejde om at være forældre for dig. Det er heller ikke din skyld, at dine forældre er blevet skilt – det er ene og alene deres ansvar!
Identitet – vov at være dig selv
Jeg har mødt mange skilsmissebørn, som føler, de står mellem to lejre og befinder sig i ingenmandsland, akkurat som du gør, når du føler dig som to halvdele. For hvem er du egentlig? Hvem ligner du mest? Og kan du tage lidt fra den ene og koble med den anden, uden at den ene forælder bliver stødt over det?
Men du behøver ikke at vælge! Du er en del af begge dine forældre, og det har du ret til at være, uanset hvad du oplever. Ligeledes har du ret til at elske dem hver især alene af den grund, at det er dine forældre. Det kan godt være, at de ikke kan lide hinanden og deres familier, men det er deres problem. Du kan overveje at fortælle dem, at du gerne vil have lov til at elske dem lige højt; at du synes, det er svært, når de taler dårligt om hinanden, eller når de gør grin med noget, du sætter pris på.
Hvis du skal finde ud af, hvem du er, må du begynde at stå ved det, du mener, tænker og føler, også selvom andre er uenige med dig og kan såre dig. Det er på den måde, du lærer at finde ud af, hvad du skal mene om politik, tro, valg, uddannelse osv.
Faktisk synes jeg, du er godt på vej til at finde ud af, hvem du er. Dit brev giver indtryk af, at du er meget ærlig om, hvordan du har det. Du skriver, at det letter at få taget hul på din store smerte ved at skrive til AdamogEva.dk. Jeg er helt enig med dig i, at det er godt at se smerten i øjnene, fordi det er vejen frem i forhold til at turde være den, du er. Jeg tror, du vil opleve, at du ikke er alene om at føle og tænke, som du gør, men at det er helt normalt at have det, som du har det.
Mulige skridt videre
- Vov at være ærlig og fortæl dine forældre og venner, hvordan du har det, og hvad du mener. Du kan også fortælle dem, at du bekymrer dig for, hvordan de modtager det.
- For at dine forældre kan ændre på de ting, du ikke har det godt med, har de brug for at vide, hvordan du virkelig har det. Husk, dine forældre er de voksne, og du er barnet. Det er dem, der skal passe på dig – ikke omvendt.
- Hvis du ikke kan tale med dine forældre om alle dine tanker, følelser og spørgsmål, så find nogle andre voksne, du kan tale med. Du kan måske også tale med en voksen fra din kirke, som kender til, hvordan det er at være skilsmissebarn, og hvordan man kan føle sig udfordret på sig selv og sin tro. Mange oplever, det giver håb for fremtiden og mere overskud til at tackle hverdagen, når de får talt med andre om, hvordan de har det og især for dit vedkommende: livet som skilsmissebarn.
Måske kan du også få noget ud af at læse artikler og svar til andre i vores tema Når mor og far skilles.
Håber du kan bruge mit svar til at komme i gang med at turde være dig. Du er velkommen til at skrive igen.
Kærlig hilsen
Annette Hassingboe
