Kære tænksomme pige
Mange tak for dit spørgsmål og din åbenhed. Du er midt i et svært dilemma og står i en situation, hvor velmenende råd kan være svære at tage imod. Jeg håber, du vil finde inspiration i mit svar, så I sammen kan finde mod og vilje til at udvikle jeres kæresteforhold uden at overskride jeres seksuelle grænser.
Du beskriver, at du og din kæreste har et rigtig godt forhold, og det er jeg glad for at høre. Det er forudsætningen for, at I også kan snakke om det, der sker lige nu. Du beskriver, at I har udfordringer ift. det seksuelle; I har tidligt fundet ud af, at petting er rart, og at I kan blive ophidset af berøringer. Du har også oplevet, at du fortryder bagefter, men at grænserne langsomt rykker sig, og den dårlige samvittighed bliver mindre.
At forblive stærk
Du spørger, hvordan du skal forblive stærk. Allerførst tænker jeg, det er rigtig vigtigt, I får snakket om, hvor jeres grænser går, og at I også her er helt åbne over for hinanden. Du skriver du har sagt, at du ikke vil have sex før ægteskabet. Hvad tænker han? Det er et vigtigt spørgsmål, som du bliver nødt til at stille ham. Det er meget svært at holde sig inden for grænserne, hvis I ikke har de samme grænser.
I bliver nødt til at støtte hinanden i dette, så det ikke kun er dig, der skal være stærk, men jer begge, der skal kæmpe for at passe på og støtte hinanden. Det kan måske hjælpe, at du viser dit spørgsmål og dette svar til din kæreste, og at I tager jer god tid til sammen at udforske de artikler og svar, jeg henviser til.
Sex og Bibelen
Du skriver, I begge er kristne og kommer i kirken, og du beskriver, du ikke mener, at sex hører til uden for ægteskabet. Mon I har snakket om, hvad grunden er til det? Tit giver det meget mere mening at kæmpe for noget, man kan se logikken i. Der ligger masser af artikler og svar her på siden, hvor I kan finde bibelske argumenter for at vente med sex. Jeg vil opfordre jer til at læse disse artikler og svar sammen og derefter tage en snak om:
- Hvor skal jeres grænser gå?
- Hvordan vil I lykkes med at holde jer inden for dem?
Værd at vente på
Sex i Bibelen – stærke sager
Ægteskabet og Bibelen
Hvornår er sex sex – ifølge Bibelen?
Jeg vil også opfordre jer til at snakke med en præst eller et andet voksent menneske, I har tillid til. Det kan være en stor hjælp at få sat ord på de tanker, I går med, og det kan være en hjælp i hverdagen til at holde fast i de beslutninger, I tager sammen. Ofte kan vi også opleve, at når først problemstillinger bliver delt med nogle, vi har tillid til, har de ikke længere den samme magt. Ligeledes kan det være godt at bede sammen om styrke og mod – det vil jeres præst helt sikkert også gerne være med til.
Sex og grænser
Selvom I er i en udfordrende tid i jeres kæresteforhold, er det også en spændende tid. I skal lære hinanden at kende på mange områder, og I bliver sikkert både overraskede, skuffede og udfordrede af hinanden i de år, der kommer. Jeres kærestetid er på den måde også en prøvetid, hvor I skal blive sikre og overbevist om, at I vil være sammen, inden I evt. gifter jer.
Det er vigtigt, I også giver hinanden den frihed, at I ikke endnu er forpligtet på hinanden, og det er vigtigt, I ikke har såret hinanden eller overskredet hinandens grænser, hvis jeres forhold ikke holder. I kan ikke tage en fælles fremtid for givet, så længe I ikke har forpligtet jer til hinanden i ægteskabet, og det er vigtigt, I gør op med jer selv, hvad det betyder for jeres grænser.
Petting
Du spørger også, om I skal droppe petting helt. Det lyder til, du allerede føler, du er gået over en grænse. Du beskriver også, at det er som om den dårlige samvittighed bliver mindre. For mig at se er det helt tydelige advarselstegn, der fortæller, at du har krydset din egen grænse. Indtil du er sikker på, hvor din/jeres grænse går, vil jeg derfor råde jer til at træde et skridt tilbage og droppe petting helt, selvom det kan være svært, som du beskriver. Det er dog igen vigtigt, at I er enige om det, for at det kommer til at lykkes.
Lær hinanden bedre at kende
Lige nu lyder det til, at det fysiske fylder meget i jeres forhold, og at I allerede er kommet tættere på hinanden, end I egentlig havde planlagt. For at jeres forhold kan blive stærkt, er det vigtigt, at det også får lov at udvikle sig på andre områder; på det sjælelige og åndelige plan. Det kan I gøre ved at være sammen og dele jeres tanker og jeres tro med hinanden.
Overvej sammen:
- Hvordan forestiller I jer, at det sjælelige og det åndelige plan kan komme til at fylde mere i jeres forhold?
- Hvordan kan det fysiske fylde mindre?
- Skal I mødes og gå ture eller på café i stedet for i et lukket værelse?
- Skal I aftale, at døren altid står åben, og I ikke vil være alene i et hus/lejlighed?
- Skal I mødes med andre kristne par og undersøge, hvad Bibelen fortæller om sex og rammer?
Det er jer, der bedst ved, hvor I bliver udfordret.
Til slut får I lige et svar og en artikel, der måske kan inspirere jeres samtale:
Sex som kærester – hvad siger Bibelen om det?
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold
Jeg håber, I får en god snak.
Mvh Anna Kammersgaard