Skal jeg slå op med min kæreste eller give ham en ny chance?

Vis spørgsmål

Hej!

Jeg er en pige på 21 år, som er kæreste med en meget forvirrende dreng på samme alder. Mit problem er, at vi efter mere end 3 år sammen er begyndt nærmest ikke at have et forhold. Vi bor ikke sammen, men der er ikke så langt mellem os, og vi har altid set hinanden meget, fordi han har bil. Vi "aftalte" for nylig, at vi skulle holde en fysisk pause fra hinanden, så han kunne tænke og mærke efter med hans følelser. 

Jeg kan bare ikke længere holde til, at vores forhold er sådan her. Siden februar har det gået op og ned, og i midten af februar slog han faktisk op bare sådan lige på 2 min uden varsel. Næste dag skrev han så til mig, at han gerne vil have mig tilbage, for han kunne han slet ikke kende sig selv. Jeg sidder tilbage og føler mig ligegyldig, taget for givet og som en kæmpe klaphat, fordi jeg bliver ved at give ham chancer, fordi jeg elsker ham, og fordi vi i vores forhold har været igennem flere ting, som jeg vil komme ind på nu:

Min kæreste har altid haft det svært, fordi hans far havde været syg hele hans liv, og hans mor har altid båret ham og hans søster igennem livet, så hvis han møder modstand, vælter han. For et par år siden begik hans far selvmord, hvor hans mor og JEG fandt ham. Efter dette er det klart, han har en masse sorg og smerte. Siden har han i perioder været sygemeldt fra sin uddannelse og har til tider været i et stort hul, fordi han ikke får bearbejdet sine følelser ordenligt. Han har heldigvis taget imod at starte til psykolog.

Jeg føler mig ligegyldig, han viser mig ingen kærlighed, og når jeg prøver at stole på ham, holder han alligevel ikke, hvad han lover. På den ene side kan jeg ikke mere og overvejer meget at slå op, for jeg kan ikke kæmpe i det her forhold længere. Men samtidig vil jeg heller ikke give slip på ham, for jeg ELSKER ham, og han er bare noget helt specielt. Han siger også til alle (undtagen mig), at han elsker mig.

Skal jeg kæmpe mig igennem denne "pause" eller skal jeg slippe ham?

Det skal også siges, at han ikke kun skubber mig væk: han har også skubbet sin nærmeste familie og hans bedste kammerat væk til fordel for nogle "nye" venner, som er noget yngre end ham. 

Håber ikke mit spørgsmål er for forvirrende :)

Mvh K

SVAR:

Kære K

Tak for dit brev. Jeg kan nemt forstå ud fra din fortælling, at du er udfordret på dit kæresteforhold.

Forvirret kæreste

Du beskriver, hvordan du oplever din kæreste:

  • Han slog pludselig op.
  • Han ville næste dag have dig tilbage.
  • Han ønsker fysisk pause.
  • Han har sagt fra over for sin mor og søster.
  • Han har sagt venner fra og er sammen med nogle nye og yngre.
  • Han holder ikke det lovede.
  • Han siger til andre end dig, at han elsker dig.

Det er en lang liste, der fortæller, at din kæreste er forvirret.

Sorgramt kæreste

Listen passer vel godt sammen med, at du og han har været igennem noget meget tungt: Hans fars selvmord. Mon I har gået alene med det, I to unge mennesker? I fortjener hver især hjælp.

Det lyder til, at din kæreste har sagt ja til psykologhjælp. Hvad med dig? Har du været til psykolog? Når en sådan ulykke sker, er der nemlig flere hovedpersoner: Din kæreste er en hovedperson. Du er også en hovedperson.

Jeg vil gerne opfordre jer begge til at få nogle samtaler med en professionel.

Fortsætte eller stoppe forholdet

Når jeg nævner, at I begge fortjener hjælp, så er det ud fra, at det, I har været igennem, kan smitte meget af på jeres forhold. Når man er i sorg, kan det være svært at træffe beslutninger. Måske er det lige nøjagtigt det, der gør sig gældende for din kæreste.

Jeg vil stille dig spørgsmålet: Er løbet kørt for dig, så du er nået til, at der ikke er flere byggesten – eller måske for få – til at kæmpe for at blive sammen?

Er der overskud hos dig til at vente og se, om der falder mere ro på din kæreste, når han starter i samtaleforløb? Måske du på et tidspunkt kan være med til en samtale. Valget er dit.

Måske kan du få noget ud af at læse vores artikler Kærlighed og forelskelse og Kærlighed i praksis. Du kan måske også hente hjælp i artiklen Når fortiden gør ondt.

Jeg håber, mit svar har skubbet dig videre til at se, hvor vejen går for dig.

Mange hilsner
Hanne Esmarch

Annoncer