Kære håbefulde
Ja, hvad skal du gøre, efter du er blevet holdt hen i uklarhed i rigtig lang tid, efter din kæreste ikke længere havde kærestefølelser for dig og afsluttede jeres forhold.
Forvirrende relation
Måske er det en hindring for, at du kan komme videre med dit liv, at I ses som venner, og kaffen udvikler sig til kæresteri, så gryden på en måde hele tiden holdes i kog? Selv om du er begyndt at se en anden og er kommet videre, fortæller du, at du blev kastet helt tilbage efter endnu en kop kaffe med ham.
Kærestefølelser og forelskelse er luftige og holder ikke på den lange bane. Måske er det den store skuffelse for din ekskæreste – og når I så kun ses en gang imellem, kan han måske fornemme den gamle, rare følelse som var engang.
At sidde fast og være i det vadested er uholdbart for jer begge og fører til endnu mere manglende klarhed over, hvad det handler om med jer og gætterier over udtalelser som “Du burde vide, hvordan jeg har det!” – de små, underlige signaler.
Find ud af, hvad DU vil
Du fortæller meget om, hvad han vil og kan, og du går med til at nøjes med at spise “krummerne” – for det er bedre end ingenting. Du har også været på en psykisk rutsjebanetur: Ulykkelig – chokeret – desperat – håbefuld. Du beskriver et håb om, at han savner dig. Derfor vil jeg spørge dig, om du savner ham?
Jeg bliver så nysgerrig efter at vide noget mere. Hvad havde I sammen, da I var kærester? Hvilke værdier, interesser, fremtidsønsker, forestillinger? Havde I talt om at blive en familie med børn? Har du brug for sikkerhed, løfter, aftaler, klarhed? Det ville ikke være så underligt med den slags forventninger efter at have været kærester i fire år.
Måske er det angsten for at vælge forkert, der styrer i en tid, hvor der er uendeligt mange muligheder, og hvad er bedst – og måske venter der noget, der er bedre …
Vær ærlig i dine forventninger og stil krav
Du kan vælge at være ærlig og tydelig overfor ham. Hvis du selv er afklaret med, at det er ham, du gerne vil dele livet med, så kan du stille krav. Det har du ikke gjort, for du har ladet dig nøjes. Du må tage kampen op og være tydelig. Du kan fx sige til ham, at du ikke vil se ham, mødes med ham, og heller ikke vil drikke kaffe med ham eller kommunikere med ham på sociale medier, før han har bestemt sig. Det vil give ham en chance for at finde ud af, hvad hans forhold er til dig.
Sæt en tidsfrist – fx et halvt år – han kender dig nemlig godt og er tiltrukket af dig både fysisk og psykisk. 7 år, hvor I har haft godt øje til hinanden og god kemi sammen, er nok til, at han kan træffe sit valg!
Kærlighed er også vilje og beslutning
Sand kærlighed er mere end følelser, kys og kaffe; det er også at tage en beslutning og tage ansvar for hinanden og stå sammen igennem både gode og onde dage.
Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Kærlighed og forelskelse og svaret Hun slog op efter 6 år, men ønsker stadig kontakt – hvad gør jeg?
Du kan finde flere relevante artikler og svar i vores temaer Kærestesorg og At finde den rigtige.
Jeg ønsker dig alt det bedste med kærligheden – det fortjener du.
Mange kærlige hilsner
Else Ø. Andersen