Kan vi finde sammen igen efter to år som ekskærester?

Vis spørgsmål

Jeg slog op med min ekskæreste for to år siden. Vi havde det rigtig godt, og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg gjorde det dengang. Jeg tror, det må have skyldtes, at jeg stadig var en drengerøv med byture og sådan. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af mig selv, kan man sige. Vi var sammen to år og boede sammen i 1½ år. 

Mit spørgsmål er: Finder folk sammen igen efter så lang tid? Jeg tænker tit på hende, og jeg er ret sikker på, hun også tænker på mig engang imellem.

Mvh N.

PS: Vi er begge 28.

SVAR:

Hej du!

Tak for dit brev, hvor du får stillet et rigtig vigtigt spørgsmål: Kan man genforenes med en ekskæreste, når der gået to år, men der stadig er følelser?

Flot at du tager ansvar

Når jeg læser dit brev, bliver jeg glad over at se, hvordan du tager ansvar for det, der gik galt. Det lyder også, som om du har besluttet dig for at gøre det anderledes denne gang. Begge dele er rigtig vigtige, hvis projektet skal lykkes.

Fra min vinkel kan jeg dog ikke se, om hun er “ledig på markedet”, og i min optik er det altafgørende. Selvom det er hårdt, tænker jeg, der er alt for store følelsesmæssige omkostninger forbundet med at forsøge at få din kæreste tilbage, hvis hun er i et forhold.

Giv hende tid

I har været ekskærester i to år, men har I set hinanden i den tid? Hvis ikke, så er det meget lang tid, og det kan være en fordel, fordi hendes sårede følelser nok er helede. Men I kan på den anden side også være vokset fra hinanden.

Der kan sagtens være følelser efter to år, og hvis hun ikke er fundet ind i et nyt forhold, så er der god grund til at tro, hun stadig elsker dig. Fortæl hende dine overvejelser og lad hende få tid til at tænke.

Respekter hendes ønsker

Hvis det er tydeligt, at din ekskæreste ikke er klar til at vælge dig til, er det bedste, du kan gøre for hende, at respektere hendes udmelding.

Og det er også det bedste for dig, for hvis hun oplever, at du forstår hende og respekterer hendes valg, vil hun forstå, at du virkelig holder af hende. Måske kan kærligheden vokse frem igen, når der er gået lidt tid.

Måske kan du få lidt input til dine overvejelser ved at læse vores artikler

Jeg er forelsket! – Eller er jeg?
Kærlighed og forelskelse
Kærlighed i praksis

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!

Tove

Annoncer