Kære E
Tak for dit spørgsmål. Det er rigtig godt, at du henvender dig!
Lad være
Mit korte svar til dig, når du spørger, om du skal gå i seng med din kæreste er: “Nej, det synes jeg ikke, du skal.” Det er helt tydeligt for mig, at din kæreste ikke er parat til at binde sig til dig på den måde, du synes han skal binde sig på. Han er en helt ung dreng, og han har hovedet fuldt af venner, musik, efterskoleliv og alt muligt andet.
Han lever det fede drengeliv
Jeg er sikker på, han synes, du er super sød, og at han er tiltrukket af dig fysisk, men han er alt for ung og alt for meget dreng endnu til at skulle tænke på, hvordan du har det og hvordan han skal give dig tryghed og omsorg. Han er et helt andet sted i livet lige nu og synes bare, det er super fedt at have en kæreste. Han tænker helt tydeligt ikke over, at der er andre sider ved det at have en kæreste end sjov og hygge, når det passer ham.
Du vil noget andet
Du har brug for noget andet – du er endda parat til at prøve at få ham til at give dig det – men han vil sikkert ikke forstå det. Derfor synes jeg ikke, I skal have sex sammen igen. I har jo allerede haft det, men jeg synes jeres forhold er så nyt og usikkert, at det er alt for tidligt at gå videre ad den vej.
Du kan læse mere om forskelle på drenges og pigers oplevelse ved at dele sex i det her svar til en anden pige: Vil han falde for mig, hvis vi fortsætter med at have sex?
Dyrk jeres venskab
Til gengæld synes jeg, I skal dyrke jeres venskab rigtig meget! Lære hinanden at kende, have det sjovt sammen med hinanden og med jeres andre venner, opleve noget sammen og nyde, at I stadig har så meget at udforske, inden I bruger tid og kræfter på en masse komplicerede følelser og behov, som selv voksne mennesker kan have meget svært ved at finde rundt i.
Du kan få input til det her ved at læse artiklen Sådan kan I få et bedre kæresteforhold.
Lær dig selv godt at kende
Og så synes jeg, du skal bruge tiden på at passe godt på dig selv, på alle de smukke og sårbare følelser, du har i dig og på den kærlighed, du mærker fra din kæreste og fra andre. Brug tiden på at lære dig selv godt at kende, inden du giver dig selv til en anden.
Få flere tanker til overvejelse ved at læse artiklen 10 gode grunde til at vente med sex og svaret: Kan jeg have en kæreste uden at gå i seng med ham?
Kærlig hilsen
Eva