Ser ham sjældent men er dybt forelsket. Har I nogle gode råd?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva.

Jeg er blevet meget forelsket i en fyr, som jeg har kendt på afstand i mange år. Jeg ved egentlig ikke særlig meget om ham, men jeg vil meget gerne lære ham meget bedre at kende. Jeg ser ham kun en gang om året, hvor der mange andre mennesker, så det er ikke så meget, vi får snakket sammen. Han er fire år ældre end jeg, og vi har ikke rigtigt nogle fælles venner.

Jeg kan slet ikke få ham ud af hovedet, og jeg tænker dagligt på ham. Jeg har sådan lyst at skrive til ham, men de få gange, jeg har skrevet til ham, har han svaret mig næste dag eller et par timer efter. Jeg ved ikke, om det er fordi, han ikke vil skrive sammen med mig, eller om det bare er mig, der overreagerer. Jeg vil heller ikke virke alt for desperat.

Jeg så ham her den anden dag, men jeg kunne slet ikke tænke på andet, end at mit hjerte bankede, og jeg bare havde lyst til at give ham et kram. Jeg kan slet ikke se, hvordan han nogensinde skal kunne få følelser for mig, når vi ikke har nogen kontakt og ser hinanden så sjældent. Jeg føler bare, at det er ham, jeg skal være sammen med for altid.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på det bibelvers i Højsangen kapitel 8 vers 4: “I må ikke vække kærligheden, I må ikke vække den til live, før den selv vil!” Jeg bliver hele tiden mindet om det, og jeg bliver helt i tvivl, om jeg bare skal se tiden an og vente på, at manden i mit liv skal komme til mig. Men det er bare så svært, når jeg har det sådan her med ham.

Jeg håber, I har nogle input eller gode råd, som jeg kan bruge til noget.

Kærlig hilsen M, 19 år

SVAR:

Kære M

Tak for din henvendelse. Det kræver stort mod at fortælle om sine følelser på den måde, som du beskriver dine. Jeg har en stor respekt for din ærlighed, og det er meget vigtigt emne, du bringer i spil.

I min besvarelse kalder jeg fyren, som du er forelsket i, for din ven.

Ud fra det, du har beskrevet i din henvendelse, har jeg valgt at fokusere på to problemstillinger:

  1. Frustrationerne ved ugengældt kærlighed
  2. At vente eller være aktiv

Hvis disse fokuspunkter ikke er de mest interessante for dig, eller min besvarelse ikke er lige præcis det, du skal bruge, er du meget velkommen til at søge videre blandt de mange andre besvarelser på AdamogEva.dk.

Frustrationerne ved ugengældt kærlighed

Du beskriver, at I har kendt hinanden lidt på afstand, siden I var helt små. Jeg læser det, som om I heller ikke nu er særligt tætte. Du beskriver også, at du tidligere har forsøgt at tage kontakt til din ven, men han svarer med stor forsinkelse. Det er svært at fastslå, om det er en bevidst handling, at han ikke svarer hurtigere, end han gør. Måske overvejer han, hvad han skal skrive? Eller måske glemmer han at svare med det samme, uden der behøver at være mere i det?

Det er ikke rart ikke at få gengældt de følelser, man brændende ønsker at udtrykke overfor en anden person, som man godt kan lide. Det kan være direkte frustrerende ikke at vide, hvad den anden person føler. Samtidig er det også meget grænseoverskridende fuldstændigt at bekende kulør og fortælle personen, hvordan man virkelig har det. Hvis du bekender, hvad han betyder for dig, og om hvordan du ser på ham, risikerer du at blive såret. Måske bliver du såret over, at han ikke gengælder de følelser, du har.

Når det er sagt, kan frustrationen over ikke at kunne sige det, som det er, også medføre, at du bliver såret. Her er der særligt tale om sår, der kommer af, at han giver andre piger opmærksomhed, og sår over ikke at føle at du kan give ham det kram, du beskriver, du længes efter. Der findes altså ikke nogen situation, som ikke kan medføre, at det gør ondt at have de følelser for din ven, som du har. Spørgsmålet er altså, om du vurderer, at en konfrontation kan betale sig fremfor at holde sig tilbage og blot afvente, hvad der naturligt kommer til at ske.

Hvilke følelser mærker du?

Du nævner selv et vers fra Højsangen i Bibelen om ikke at vække kærligheden til live, før den selv vil. Jeg tror, det er meget væsentligt, at du bruger tid på at fordybe dig i, hvad det er for nogle følelser, du mærker. Hvis det er kærlighed, så mærk efter hvad den gør ved dig. Bygger den forelskede kærlighed dig op? Eller bryder den dig ned? Bed Gud om at vise dig, hvad han ønsker at bruge dine følelser til.

Du er skabt med følelser, hvor nogle er mere ustyrlige end andre. En ugengældt forelskelse er absolut en af de mest udfordrende følelsesmæssige tilstande at befinde sig i. Den er både begejstrende og frustrerende og skifter mellem mange forskellige følelser på kort tid. Det er virkelig vigtigt at være ærlig overfor sig selv og huske, at du ikke skal forstå dig selv ud fra andres reaktion på dine handlinger, men huske at din værdi som menneske og Guds barn er mere stabil, end dine følelser kan fortælle dig.

Måske kan du få noget ud af at læse artiklerne Jeg er forelsket! – Eller er jeg? og Kærlighed og forelskelse.

At vente eller at være aktiv

Der findes ikke noget let svar på det dilemma, da nogle situationer passer bedre til en bestemt adfærd end andre. Ud fra det du beskriver, læser jeg, at du har forsøgt dig med at handle, men at du samtidig er blevet lidt skuffet over din vens reaktion. Samtidig nævner du, at I ses så sjældent, at du har svært ved at se, hvordan han skal lære dig at kende. Du skal selv tage stilling til, om det nu er den rette timing for at være aktiv, og om du har noget at tabe på at få afklaring ved at handle.

Hvis du vælger at handle på dine følelser og åbne op for din ven, så tror jeg, det er væsentligt at påtage dig en mere objektiv rolle, hvor du anerkender ham for, at hans følelser ikke behøver at være ligesom dine. Det er svært at gøre det ægte, men prøv at anstrenge dig for ikke at pålægge ham nogle følelser, som han “burde” have. Jeg tror, det er vigtigt at være mild både overfor sig selv og den, man gerne vil tale med, for det er lettere at være ærlig og kærlig overfor andre, hvis man ikke slår sig selv oven i hovedet.

Hvis du venter og ser, hvad der sker, kan det være, Gud åbner enten denne mulighed for dig eller måske en helt anden. Hvis dine nuværende følelser – og særligt en frustration over, hvorfor de ikke er gengældt – giver dig lyst til at handle, så spørg Gud om det er det, han vil. Invitér ham ind i dine overvejelser og lad ham give dig tryghed i, at på trods af forelskelse og frustration er du Hans barn, og det før alt andet.

Jeg håber, du vil prioritere at mærke efter, hvad du har brug for at gøre, og at du lytter til, hvad Gud siger til dig om det.

Med ønsket om alt det bedste.
Henrik

Annoncer