Kære K
Mange tak for dit spørgsmål. Det er dejligt at se, hvordan du ønsker både at passe på dig selv og være rigtig god ved din mor.
Jeg vil gerne begynde med at fortælle dig, at jeg ikke kommer til at give dig et klart svar, men der er flere ting, som jeg gerne vil belyse, som måske kan hjælpe dig med at træffe afgørelsen selv.
Forstyrret skolegang
Du skriver, at du har mødt en fyr for et halvt år siden, som du er begyndt at få følelser for. Når jeg bare kigger på den del, så er det en god og helt naturlig proces, du beskriver. Forelskelse er en helt fantastisk følelse, men nogle gange kan den også være forbundet med megen smerte, fx hvis kærligheden ikke gengældes, eller hvis andre er modstandere af den. Du skriver, at din mor ikke ønsker, I skal se hinanden, fordi hun er bekymret for, at han kan komme i vejen for din skole. Når man bliver forelsket, bliver man påvirket, og det kan komme til at få indflydelse på skolen, måske fordi man får vanskeligt ved at koncentrere sig. Men sådan er det ikke for alle, og jeg siger på ingen måde, det er sådan for dig, men det kan være, din mor har i det tankerne, når hun siger, som hun gør.
Uenig med mor
Jeg ved ikke, om din mor har mødt ham eller ved andet om ham end, at du ses/skriver med ham, men jeg tænker, det måske kunne være en ide, at de mødes, så din mor ved, hvilken fyr du omgås, så hun kan få et helhedsbillede af ham. Jeg tænker, din mors bekymringer er et udtryk for hendes omsorg for og kærlighed til dig, ligesom dine overvejelser er et udtryk for det samme. I vil hinanden det bedste, og det er godt, men det betyder ikke, at I er enige i alt. Vi kan sagtens elske og være taknemmelige og så samtidig ikke være enige i alt. Derfor bliver det ikke mindre vigtigt at tale sammen. Du kan spørge din mor, om hun vil forklare sine bekymringer lidt nærmere, fordi du rigtig gerne vil prøve at forstå dem. Det er ikke fordi, du skal være enig med din mor, men det giver hende mulighed for at uddybe de bekymringer, som du er uenig i og måske lukke op for, at der også er andre bekymringer, der ligger bag; det kunne være aldersforskel, religion, kultur, forestillingen om dit liv eller andet.
Forældres dilemma
På mange måder står din mor i lidt af de samme dilemmaer som dig, bare på den anden side, hvis man kan sige det. Hun ønsker på den ene side, at du skal blive voksen og ansvarlig, tage dine egne beslutninger, kunne klare dig selv osv., men på den anden side er du stadig hendes lille pige, hendes barn. Du er først lige ved at blive voksen, og selvom mange på din alder har følt sig voksne og ansvarlige i mange år, så er det først nu, du på papiret er voksen og kan tage dine helt egne beslutninger. Det er både spændende, befriende og skræmmende på samme tid. Men det ændrer ikke ved, at din mor stadig ønsker dig det bedste, gerne vil beskytte og passe på dig og undgå, at du bliver såret eller kommer til at gøre noget forkert. Nogle forældre har lettere ved at give slip end andre, men jeg tror, at alle forældre har nogle områder, hvor det bare er sværere, fx når deres børn begynder at date og få kærester. Og måske blander forældre sig, fordi de føler, at de kan se noget og har en erfaring, som børnene ikke har.
Da jeg var på din alder, havde jeg noget “kørende” med en fyr, der var nogle år ældre, og han var ikke kristen, lige som jeg er. Da mine forældre godt kunne fornemme, at han var mere end en god ven, skrev min far et brev til mig, hvor han udtrykte sine bekymringer for det, jeg havde gang i, men også sin forståelse af det og sin respekt for mig og det, at jeg skulle træffe mine egne beslutninger. Måske skrev han det i et brev, fordi han af erfaring vidste, at jeg kunne blive sur og ikke ville give ham plads til at tale, hvis han forsøgte at tale med mig.
Jeg fortæller det for at vise dig, hvordan forældre kan udvise omsorg, frygt og kærlighed på forskellige måder, også selvom vi ikke synes, det er det, de gør. Det er ikke let, når man udefra kan stå og kigge på, at dem man elsker vælger noget, vi bestemt ikke er enige i. Skal vi så lade som ingen ting, eller skal vi forsøge at “redde” dem? Skal vi ikke fortælle alt, hvad vi ved og synes, så de kan træffe den rigtige beslutning? Og hvis de ikke træffer den rigtige beslutning, skal vi så bare acceptere det? Det, tror jeg, er noget af det vanskelige ved at være forælder. Du kan evt. fortælle din mor, at du ikke ser ham for at såre hende, men at han betyder noget helt specielt for dig, og at du agter at arbejde godt med skolen, ligesom du har gjort indtil nu.
Kærestetiden er en prøvetid
Til slut tænker jeg, det er vigtigt at få med, at kærestetiden er en prøvetid. Det vil sige, at man ikke er bundet til hinanden, som når man er gift med de privilegier og det ansvar, det giver. Det er netop en tid, hvor man kan bruge tid sammen, tale sammen, lave ting sammen og finde ud af, om man har fundet den, man ønsker/vil vælge at dele resten af livet med. Altså en tid hvor man kan drage erfaringer og lære sig selv bedre at kende. Så er 10 års aldersforskel ikke nødvendigvis for stor. Men spørg eventuelt din mor, hvad der bekymrer hende ved jeres aldersforskel. Ofte kan andres ord og tanker ikke nødvendigvis ændre vores syn/mening, men i hvert fald belyse det fra en anden side og sætte overvejelser i gang, som bare gør vores beslutninger endnu bedre og stærkere. Jeg kan ikke fortælle dig, om aldersforskellen er for stor, men hvis du har fundet en, der respekterer dig og dine grænser og ikke presser på for at få dig til noget, som du ikke vil eller er klar til, så er alder eller fysisk afstand ikke nødvendigvis begrænsninger. Men det er også værd at have med i tankerne, at der sker meget i teenageårene, og selvom du er voksen, er du også stadig teenager, og der sker en stor udvikling, fra vi er 18 til 28 år.
Måske kan du få noget ud af at læse artikler og svar i vores tema At finde den rigtige.
Til slut vil jeg ønske dig Guds velsignelse over den beslutning, du skal træffe samt alt godt til dig i fremtiden.
Mange kærlige hilsner
Dorthe Mørch Mikkelsen
