Pige på 14 år: Hvorfor får jeg ikke bryster?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en høj (174 cm) og slank pige på 14 år, som er rigtig ked af mine bryster! Jeg er den eneste i min klasse, der ikke har fået bryster endnu – jeg er helt flad. Pigerne i min klasse er også meget slanke men har stadig fået bryster. Hvorfor får jeg så ikke bryster?

Jeg fik min mens, da jeg var 12 og har haft den siden. Mine bryster begyndte at gøre ondt, da jeg var omkring 10-11 år, men der er ikke sket så meget siden, desværre. I forhold til genetik er der ikke nogen, der har små bryster i min familie. Jeg dyrkede gymnastik på eliteplan for et år siden, hvor jeg faktisk mistede min menstruation, men fik den tilbage efter et halvt år. Det er jo noget tid siden, men kan det være det? Min veninde gik til det samme gymnastik som mig og går stadig fortsat til det. Hun er samme højde som mig og ligeså slank som mig, men hun har stadig bryster! Forstår det ikke og er rigtigt frustreret.

Hilsen pigen uden bryster :(

SVAR:

Kære pige på 14

Hvor er det dejligt, du henvender dig her med dine spørgsmål og din usikkerhed.

Anderledes

Jeg tror, alle ind i mellem oplever at blive usikre, når vi føler, vi falder uden for normen. Det er aldrig sjovt at være hverken den første eller den sidste, den mindste eller den største eller den, der stikker ud på andre måder.

Stadig god tid

Du skriver, at du er en høj, slank pige, der har dyrket elitesport og først inden for det seneste år har fået regelmæssig menstruation. Jeg tænker, det godt kan have haft en indvirkning på din udvikling. Samtidig kan jeg berolige dig med, at de fleste kvinders bryster faktisk først er færdigudviklede omkring 20-årsalderen, så i det perspektiv har du stadig god tid.

Du kan læse mere i vores artikel Fra pige til kvinde og svar til andre:
Kan jeg få samme størrelse bryster, som min mor har?
Jeg er ked af alt ved min krop – hvornår sker der noget?

Du er mere end bryster

Som sagt er det helt normalt at blive usikker, når man føler sig anderledes, men det kan være godt at huske på, at vi ofte er vores egne hårdeste kritikere. Mennesker omkring dig vurderer dig sandsynligvis i langt højere grad på dine menneskelige egenskaber:

Er du en god ven, en man kan stole på, sjov at være sammen med? Prøv, om du kan komme til at se de kvaliteter hos dig selv fremfor at fokusere alt for meget på det, du gerne vil have, var anderledes. Jeg ved, at det kan være svært i en hverdag, som er fyldt med medieskabte idealer, men det er sundt at gøre forsøget. Læs mere i vores artikel Du er smuk som du er!

Jeg ønsker dig alt godt og håber, du fik svar på dit spørgsmål.

Kærlig hilsen
Johanne

Annoncer