Kære dig
Du skal finde ud af, om du kan leve med:
- at han ryger hash og drikker for meget.
- at han har løjet for dig.
- og du skal finde ud af, om du kan stole på ham.
Kan og vil jeg leve med en kæreste der ryger hash og drikker 2-6 øl hver dag.
Du er gået ind i jeres fælles liv på nogle andre forudsætninger, kan man sige.
Du nævner ikke, om han også drak så meget før, men i alt fald stoppede han med at ryge, fordi du stillede ham det ultimatum. Nu forandrer han mening, og vil, som jeg læser dit brev, have lov at gøre disse ting. Dog at det ikke skal gå ud over dig og jeres søn. Jeg vil mene, at hvis man ryger hash hver eller hver anden dag og drikker det, du skriver, så er man også påvirket i een eller anden grad. Hash sidder i kroppen i meget længere tid end et døgn. 6 øl er så meget, at det også vil have en sløvende virkning. Så når du skriver, at han ikke vil prioritere det foran dit og din søn, så ved jeg ikke helt, hvad han mener. Jeg mener, hans misbrug uden tvivl vil komme til at påvirke sit forhold til dig og jeres søn. Så hvis du skal blive sammen med ham, så skal du på en måde også være bevidst om, at du vælger at være sammen med en misbruger. Og det bliver i mine øjne også, at du skal finde dig i en mand, der til tider vil være skæv, sløv, uklar, lugte af både hash og øl osv.
Kan jeg komme videre ovenpå løgnen.
Det andet der er sket er, at han har været uærlig overfor dig. Hvordan forholder han sig til det? Undskylder han, eller er han mere optaget af sine egne behov? Du skal finde ud af, om det er ok for dig. Om du kan tilgive ham, og om du tør tro på ham nu. Du skal gøre dig tanker om, hvorvidt du tror, han så ikke øger sit misbrug. Om der er andre ting, han lyver om. Men du kan jo kun tilgive ham, hvis han mener, han har gjort noget forkert.
Kan du genvinde tilliden til ham?
Du skal mærke godt efter og finde ud af, hvad der skal til, for at du får tilliden tilbage.
Han siger, at han ikke vil lade hashen gå imellem jer. Det har jeg jo så skrevet lidt noget andet omkring.
Jeg kan jo se, at I elsker hinanden. Det er dejligt. Det er også godt for jeres søn, hvis I kan finde ud af det sammen, men jeg vil alligevel råde dig til at presse ham noget, for at få ham til at tage stilling til sit forbrug, som jeg vil kalde misbrug eller i alt fald overforbrug.
Jeg er i tvivl om, hvorvidt du kan få tillid til ham igen, uden at gå rigtig meget på kompromis med dine egne værdier - men det må du prøve at overveje med dig selv.
Jeg kan jo fristes til at spørge om, han ikke elsker jer så meget, at han vil gøre alt, hvad han kan, for at stoppe det daglige indtag af øl og hash?
Jeg håber, du kan bruge mine spørgsmål og svar i dine overvejelser.
Venlig Hilsen
Steen Kruse